Vinni Gren Bonde

Hvorvidt arrangeret ægteskab er et ja eller et nej er baby-snak. Det er hverken eller – eller begge dele.

Arrangerede ægteskaber lever i bedste velgående blandt danskere. I whisky-bæltet er det en velkendt faktor. Vi taler bare ikke om det. Vi taler hellere om “de fremmede” som gør noget vi ikke kan lide.

En tidligere kollega fortalte mig, hvordan han var vokset op nordpå med butlere, chauffører og arving til faderens shipping-virksomhed. Lige indtil den dag han berettede, at han havde i sinde at gifte sig med Bente bogholder fra Dragør. Han fik at vide, at han fint kunne muntre sig med sin lille Bente – sådan lidt i det skjulte – men ægteskabet var bestemt med en anden kvinde, fra egne rækker. Det ville han overhovedet ikke høre tale om, for han var forelsket i Bente og hun skulle ikke være hans elskerinde, men hans hustru – og han agtede at få børn med hende og dele sit liv med hende. Basta.

Det var skam også i orden. Så skulle han bare ikke vise sig på deres adresse mere, ligesom han kunne vinke farvel til både shipping-virksomhed og arv. Valget var hans eget. Det var helt frivilligt.

Arrhhh, den form for “frivillighed” kender vi jo godt fra vacciner? Det var jo ikke min kollegas valg. For, han valgte noget andet end “det rigtige” og derfor var der udskamning til følge. Så var han ikke længere end del af kulten, øh undskyld: familien! Det var direkte tvangs-ægteskab forældrene havde for øje.

Der er også en anden side af det arrangerede ægteskab. Det vi kender blandt romaerne. De er blevet peget fingre af så længe de har eksisteret. Og oftest grundet uvidenhed.

Når romaerne forlover deres 12 årige piger væk, i et kommende ægteskab, er det ikke fordi der står en gammel gris af en mand, som vil udnytte en lille uskyldig pige. Nej, så er det for at beskytte pigen. Det er det folk ikke forstår. At være forlovet gør hende fred-hellig. Både overfor de private (altså ikke-romaer, som romaerne ofte arbejder for) og overfor romaerne selv. Ingen må røre hende og ingen tør, for konsekvenserne er så voldomme, så det er der stor respekt om.

Desuden er det ofte pigerne selv, som vælger hvem de ønsker at blive forlovet med. I samråd med forældrene på begge sider.

Den kommende mand har ikke lov at røre hende heller. Det er først senere, når de bliver gift. Indtil da bor de hjemme hos deres forældre.

Herrens egen moder Maria (jomfruen) var 12 år da hun blev forlovet med Jesu far. Og cirka 15 da hun fødte Jesus. Det skulle da lige have været i dag, så ville mange ryste på hovedet. Det sjove er, at biologien i hendes 15 årige krop er den samme i dag som dengang. Det er kun det omkringliggende samfund, som har ændret opfattelse af, hvornår man skal have børn og hvornår man ikke skal.

Ja, det er rigtigt at romaerne som hovedregel giftes tidligt, men det gælder altså både mænd og kvinder. Det er ikke en 70 årig mand, der får en 12 årig pige. Nej ! Det er nok nærmere en 14 årig dreng der forloves med en 12 årige pige, med aftalen om at de en dag skal giftes. Og indtil da bor hjemme.

Det er vel også mere naturligt – biologisk set – at få børn når man er 15 år, fremfor at vente med at få børn til man har nået bedstemor-alderen, og skal have hjælp for overhovedet at kunne finde et godt æg der måske dur, under devisen at mænd er skvat og den hvide prins overhovedet ikke findes, det er løgn! Skuffet. Hmfr!

Jeg siger ikke det er en god idé at blive gravid som 15 årig – jeg siger heller ikke det er en god idé at vente til man er 42. Måske siger jeg begge dele. Når man kender til romaernes kultur og traditioner – og historie – så giver det for mig super god mening, at forlove sin pige væk som 12 årig.

Min mormor var 16 år da hun fødte sit første barn. Så hun var vel 15 da hun blev gravid, tænker jeg. Min morfar var 17 år. De fik seks børn og de var gift med hinanden til de døde, desværre meget tidligt. Men derfor kun bedre at de startede tidligt. Og de var pæredanske fra Nordjylland og Bornholm.

Bland jøder, muslimer og i Indien er der arrangerede ægteskaber, men der er bestemt også mange som vælger frit. Jeg kender de første 20 muslimer i Danmark, som selv har valgt ægtefælle.

I Benjamin Koppels roman “Hannahs sang” kan man læse om hans fars faster, der som ung jødinde blev giftet bort mod sit ønske, for at redde familiens ære. Hendes fire ældre brødre havde nemlig alle valgt danske kristne kvinder. Som den sidste i flokken kunne hun gøre “det rigtige”, så skammen ikke var komplet. En fantastisk rørende og umådelig godt beskrevet skæbne, som jeg varmt kan anbefale at læse.

Min kollega valgte sin Bente, bosatte sig i Dragør og fik et helt almindeligt 8-16 job. Der gik næsten 20 år, så åbnede der sig langsomt en lille flig af en invitation fra hans mor. Hun så jo aldrig sin søn, som hun og gemalen havde forkastet. Da det efterhånden var gået op for hende, at hendes søn var lykkelig i Dragør, måtte hun omsider række ud og invitere ham – med Bente og børn. Helt varmt og hjerteligt blev forholdet aldrig igen, men en tålelig form for kontakt var dog etableret.

Måske er det ikke bare det arrangerede ægteskab, der skal ses nøje efter i sømmene. Derimod vores viden om det. Eller mangel på samme. Vi har tendens til at hive de eksempler frem, som er helt horrible – og skær alle arrangerede ægteskaber over med én kam. Måske var det også vigtigt at kigge på, hvordan ægteskaber forløber, efter ceremonien.

Og nej, naturligvis skal ingen 8 årig giftes med en på 50. Ingen sinde.