Vinni Gren Bonde

Barndomserindringer #5

Stationsvej 13, 3650 Ølstykke

Så kom rigdommen åbenbart på besøg. Vi flyttede ind i en smuk gul patriciervilla i starten af Stationsvej, tæt på station, Irma, bager og min mors elskede tøj- og garnforretning, som jeg også elskede. Huset var i to etager. Der var spisekammer, garage kombineret med værksted, to forhaver og to baghaver med direkte usynligt skel indtil til en skov med en sø med frøer. Her gik Johnni og jeg på ekspedition med fluenet og forstørrelsesglas. Vi lærte os selv noget om frøer. Og at gå ad ukendte stier igennem skov og overdrev, og altid finde hjem igen lige til spisetid.
Dengang vidste man altid, hvor ens forældre var. Men de vidste aldrig, hvor vi børn var. Til gengæld vidste de, at vi kom til spisetid. Mobiltelefon og anden unødig overvågning fandtes ikke. Vi fik en besked og det var nok. Vi fandt altid ud af det. Livet var ikke farligt. Så længe man ikke gik med børnelokkere. Vi lærte at cykle meget tidligt i livet og cyklede rundt i en radius af 10 km fra vores hjem. Så kunne vi altid komme hjem igen.
Vi ringede aldrig og spurgte om nogen kunne lege. Det brugte man ikke. Der var ikke noget som hed legeaftaler, koordineret af forældre og lagt i kalender flere dage i forvejen. Det klarede vi børn selv. I nuet. Vi cyklede hen til en kammerat og ringede på og spurgte, – Kommer Ivan ud at lege? Hvis Ivan ikke kunne lege, cyklede man bare videre til den næste ven, indtil man fandt en at lege med.

Johnni og jeg fandt selv på lege. De sjoveste var dem Johnni fandt på. Som da han tog sin blå- og rødternede madras fra Club 8 skibsbriksen ud til trappen. Vi satte os på den og holdt godt fast i en klump stof og kurede vi ned af trappen i fuld fart. Johnni lagde store puder ned for enden af trappen, så vi landede nogenlunde blødt.
I brætspil snød Johnni. Nok mest fordi jeg var så ukoncentreret og helt ligeglad med om jeg vandt eller tabte. Der er ikke skyggen af konkurrencemenneske at finde i mig og har aldrig været det. Jeg syntes bare det var hyggeligt at spille, men hvis jeg opdagede at han snød blev jeg sur.
Vi legede også doktor en overgang. En leg de fleste børn har leget med andre børn, og som medierne desværre har pustet op til noget sygt. Jeg har hørt voksne omtale sunde og raske børn som krænkere, fordi de har leget nøgne sammen med andre børn. Sådanne voksne er galt afmarcherede, og deres ytringer kan sætte tvivl i følsomme sind. Det er et naturligt led i børns udvikling at være nysgerrige og eksperimentere, også med det seksuelle. Pædagoger og forældre skal lære børn at sætte grænser, og respektere grænser. Doktorlege for vores vedkommende stoppede af sig selv, da det ikke længere var interessant.

Min far var glad og stolt af at være vognmand og køre Mini Trans. Jeg elskede at være med ham på arbejde! Det var spændende. Min fars indstilling til sit job som værende af høj betydning, smittede af på mig. Jeg betragtede ham som en slags rig, eller direktør.
Vi stod op meget tidligt om morgenen, og kørte indtil Norsk Fars fabrik i Nordhavnen. Hele vejen derind talte vi sammen. Kommunikationen bestod mest i at jeg stillede en masse spørgsmål om alt mellem himmel og jord, og min far svarede. Jeg var dybt betaget af mine fars svar. I sær fordi han virkelig kunne svare på alt. Han var altid i godt humør og elskede at fløjte. Når der var radioavis sagde min far, – Shhh! og skruede op.
Bilen blev læsset med fiskefars og vi kørte rundt med spandende til Norsk Fars forretninger i København. De søde damer i forretningerne var sjove. Rejekællinger, som gav min far igen af samme skuffe, når han rullede sin frisk-fyr-charme ud, og det gjorde han. Rap i replikken, som den Nørrebrodreng han var.
Rejekællingerne stegte fiskefrikadeller klokken syv om morgenen. Jeg fik altid en lun delle i hånden med brunt blankt papir om, og en trekantet Sunkist som jeg drak i bilen. Når jeg skulle på toilettet var det på gårdens fælles træk-og-slip. Om vinteren var det koldt om rumpetten. Der var også kun iskoldt vand at vaske hænder i. Der lugtede sært. Af det gamle København. Koldt og vådt. Lyde overalt. En dør der smækkede, et barn der græd, et skraldespandslåg i gården som smækkede. Det var lyden af det København min far var vokset op i, min farmor og hendes mor, som var født i Borgergade 53 3. th.
Min fars job var vigtigt, så hans arbejdsdage var lange. Jeg måtte sove indimellem. Det foregik nede på gulvet ved passagersædet. Der kunne jeg lige være, og blive lullet i søvn af lyden fra motoren og radioen. Det var trygt og hyggeligt. Når jeg vågnede op igen, var min far af og til inde med varer et sted. Så vidste jeg dørene var låst, så ingen kunne løbe væk med mig. Så satte jeg mig op på sædet, og han kom måske tilbage med romkugler fra bageren.
Min far fortalte mig om ‘Den sorte firkant’ og fortalte om BZ’erne. Jeg sad i bilen kiggede op på københavner-vinduer og forestillede mig at være et barn, som boede der og sad i vindueskarmen. Jeg smagte lidt på idéen om at være københavner, og kom til at tænke på en sang jeg havde lært.

Her bor jeg
Du kan kigge ind til mig
Jeg sidder her på puden
Og trykker næsen flad mod ruden
Jeg ka’ se no’en børn der leger
Og en mand der går og fejer
Og bussen der drejer
Om hjørnet
……
…

Min mor blev dagplejemor så jeg fik mange venner. Det var dengang der var seks børn i dagpleje i alderen fra tre måneder og op til skolealderen, og hvor en dagplejemor holdt åben fra klokken 6 – 18 dagligt. Det var andre tider.
Min mor fik et godt opholds- og legerum i stueetagen til formålet, foruden vi havde spisekøkken. Haven var meget velegnet, med klatretræer, sandkasse, gynger og masser af plads.
Mor tog os med til Burresø Strand. Alle børnene ind i vores hvide Triumph, som var en meget lille bil med meget varme sorte lædersæder, som brændte de bare sommerlår. Der var plads nok, for husk på der ikke var sikkerhedsseler. Nogen børn sad på skødet af andre, og mit mor kørte hurtigt over kilde-bakkerne så alle hvinede af fryd. Hun sad med en smøg i mundvigen, hendes lange røde negle på rettet og lange brune sommerstænger. Hun var bestemt ikke en pædagog med lilla ble.
På stranden fik vi trekantede æggesandwich og saftevand. Andre gange var vi i Zoo eller på Bakken. Adspredelse var sundt for os børn mente min mor, og selv gad hun heller ikke gå hjemme dag ud og dag ind og glo på de samme gynger.
En sommer vandt hun et fotokonkurrence i Ballerup Bladet. Hun havde indsendt et foto af alle dagplejebørnene og mig, splitternøgne og liggende på maven på græsset, efter vi havde badet. Hun havde givet fotoet titlen: “Det er ikke ballerup”. Den var heller ikke gået i dag i disse woke-tider. Dengang var det ren og skær god humor.
En af dagplejebørnene var en dreng vi allerede kendte fra ‘de hvide huse’, Claes. Min mor havde ondt af ham, for han var konstant træt og udmarvet. Han blev afleveret klokken seks om morgenen og blev først hentet lige inden aftensmaden klokken atten.
Af og til spiste han med os, fordi hans mor endnu ikke var dukket op. Min mor syntes det var synd at han skulle passes så mange timer hver dag. Hun lagde ham altid direkte op i sin seng, så han kunne sove videre en time eller to, og det ville han meget gerne.
Claes’ mor tabte ham ud af bildøren en morgen. Han sad i bilen og sov. Døren var ikke lukket ordenligt og åbnede under kørsel, uden moren havde hørt det. Da hun var nået frem var Claes væk! Hun kørte tilbage ad samme vej hun var kommet og ledte efter ham. Hun fandt ham i en grøft. Han sov.
Jeg tænker af og til på Claes.

Livet tog fart. Jeg skulle gå til håndbold ligesom resten af familien, så vi kunne dyrke denne sport sammen. Bevares, jeg var alligevel med oppe i hallen hver weekend, for at overvære den ene kamp efter den anden. Lugten af harpiks, og lyden af hvinende hud mod gulvet, står endnu skarpt i min hukommelse. Håndbold var bare ikke noget for mig. Jeg ville danse, synge, lave rytmik og skrive. Kreative ting. Efter megen gråd og tænders skæren gik det dog nogenlunde, men god blev jeg aldrig og da slet ikke særlig glad for det. Nok mere stolt over at jeg hver gang overlevede. Det var en lille personlig sejr for mig og jeg håbede det gjorde mine forældre stolte.
Karrieren var kort og jeg fik lov at slippe og i stedet dyrke alt det jeg brændte for. Tilmed i fuld flor. Bo Bendixen underviste mig i dans og jeg vandt 1. præmier ved opvisninger. Jeg gik til gymnastik, ridning og rytmik.
Min mor syede opvisningskjoler til mig med matchene skjorte til Bob, min dansepartner, som lugtede ud af munden og trådte mig over tæerne. Jeg var meget sart med lugte. Min mor sagde, at jeg altid skulle lugte til madvarer inden jeg ville spise dem. Sådan har jeg det vidst stadig. Jeg kan også lugte, om jeg kan lide et menneske. Med mindre de har badet i parfume, eller bruger skyllemiddel, det sender støj på frekvensen. Hvad angår mænd, så kan jeg lugte om de er gode partnere for mig eller ej. Få gange har jeg bevidst valgt at ignorere signalet, men det er en helt anden sag. Alle kvinder har evnen til at lugte sig frem til sin partner. Det er muligt de blot har glemt at bruge evnen, men den er der!
Mine forældre og Johnni fortsatte håndboldkarrieren og jeg var stadig med i hallen, som tilskuer.

Jeg begyndte i børnehaveklasse på Jørlunde Skole. En lille landsbyskole med én klasse i hver årgang til og med 6. klasse. Så var der ikke flere klasser og man måtte fordeles på andre skoler til den tid. Jeg var glad for min børnehaveklasselærer. Kis. En rigtig 70’er dame med stort lyst krøllet mikrofonhår, små hængepatter i højhalset bluse og stramme jeans med enorme kasse-ben, og brune Anders And sko. Hun spillede guitar og vi sang sangleje. Jeg var i mit S.
6. klasserne gik traditionen tro Luciaoptog i december. Det var første gang i mit liv jeg stiftede bekendtskab med denne englehvide tradition, og jeg købte ind til konceptet på stedet. Det var lige mig. Det ville jeg også. I sær være hende bruden, som gik forrest med lys i kronen. Så jeg gik straks i gang med at arrangere.
Hele børnehaveklassen blev nøje instrueret af mig i, hvordan vi skulle synge Luciasangen. Vi kunne ikke teksten, den var alt for svær at lære, så vi sang simpelthen bare ‘la laaaa la laaaa la laaa’ hele vejen igennem. Vi øvede igen og igen. Imens jeg viste dem, hvordan de skulle gå i takt på en lang række efter hinanden, med mig forrest. I hånden fik de en tom wc-rulle, for det var noget vi havde i kassevis i børnehaveklassen til brug ved kreative sysler. Jeg fandt en tom æggebakke til 30 æg, fik Kis til at skære hul til mit hoved i midten og så satte jeg en wc rulle i hvert hjørne af æggebakken, som skulle forestille at være lys, ligesom wc-rullerne i mine klassekammeraters hænder. Så var det tid til at optræde. Intet mindre end samme dag som 6. klasserne havde optrådt. Det kunne vi da også! Det trak kegler. Lærere og elever smilede meget bredt og klappede højt og længe.
Det var her jeg opdagede min glæde ved at optræde, med noget jeg selv satte op og arrangerede.

Det kneb mere med de kedelige matematikopgaver læreren gav mig for i 1. klasse, året efter. Mine forældre blev til skole- og hjemsamtale fremvist min matematikbog som var piv tom, side efter side. Der var intet andet at gøre, end at tvinge mig til at indhente det forsømte de kommende weekender. Der blev ikke lavet meget, for beskeden fra mine forældre var, at jeg skulle se at komme i gang. Men tallene stod og hoppede og dansede og gav ingen mening for mig. Jeg kunne ikke koncentrere mig om og til sidst var bogen våd af tårer og fortvivlelse. Med dansk var der tale om det stik modsatte. Jeg begyndte at læse som fireårig og i dansktimerne skød jeg fart. Jeg elskede at læse og skrive. At stave og forme ord. Som malerier. At skrive ord, som gror.
Jeg skrev på min fars manuelle lille hvide skrivemaskine. Breve, sange, digte.

I 1. klasse fik jeg Fru Abrahamsen som lærer. Min far havde stor respekt for denne kvinde, og fortalte gerne om hende til andre. Umiddelbart virkede hun barsk, det var hun dog ikke. Hun var 68 år, kørte på motorcykel og underviste iført hvid skjorte, sorte læderbukser og store motorcykelstøvler. Hun var dygtig og forstod at anerkende mine evner i dansk, hvilket virkede som en katalysator på mig.
Jeg mindes endnu hendes duft. Når hun ikke underviste os, var hun bibliotekar på skolens bibliotek. Den gule kuglepen, stemplet og hendes duft som ikke var parfumeret men mild og behagelig.
Min mor kom op i klassen en dag efter aftale med Fru Abrahamsen. Mens hun læste højt af en bog for os elever, tegnede min mor på tavlen med farvekridt. Sådan foregik hele timen. Vi var opslugt af historie såvel som af billeder. Jeg husker en varme brede sig i min krop af kærlighed til min mor, og til nuet. Jeg var stolt af hende og følte mig heldig. Og jeg vidste ikke engang hun skulle dukke op denne dag.

Jeg blev maskot blandt 6. klasses piger. De drillede en pige med at hun var tyk. Det syntes jeg var synd. Mine forældre havde fortalt mig at jeg var buttet, ikke tyk. – Jeg er buttet, siger min far!, sagde jeg. Pigerne storgrinede og var vilde med mig på stedet. Fra den dag af, sloges de om mig. Når de mødte mig på gangen vinkede de og råbte, – Hej butte! og i pauserne ledte de efter mig, for at få lov at rede mit hår og have mig siddende på skødet.

Min første depressive tilstand var i otteårs alderen. Min far sad med mig i haven. Jeg havde ondt i maven og var trist, uden at kunne sætte ord på hvorfor. Jeg var et barn med store antenner, der mærkede stemninger og misstemninger blandt andre mennesker. Jeg havde evnen til at ‘hoppe’ ind i en ko, så jeg kunne føle, hvordan det var at være denne ko. Sådan var det også med mine forældre. Jeg kunne mærke at de ikke havde det godt sammen. Noget var i gærde.
Min far var tålmodig og forsøgte på bedste vis at opmuntre mig og var humoristisk. Livet fortsatte.

Min mor begyndte at arbejde på kontor på deltid. Når jeg kom hjem fra skole vidste jeg hun var lige på trapperne. Så drak vi te og spiste syltetøjsmadder sammen. Det var trygt og hyggeligt. Jeg husker min mor var meget hjemme og der var meget tid. Min far kom altid hjem til spisetid. Glad og frisk-fyr-agtig. Han skyndte sig ud for at vaske hænder, med håndsæbe helt op til overarmen, og bagefter spiste vi aftensmad sammen alle fire. I spisekøkkenet. Med stole der havde hjerte-ryg. Min far havde købt disse, og mit kilometer lange skrivebord, af en kunde. Jeg elskede hverdagen.
Klokken seks om morgenen blev jeg afleveret på fritidshjem. Det var tidligt, men jeg elskede at være der. Der var gode pædagoger, som forstod at give plads til børn. Jeg fik en danse-veninde. Sammen dansede vi i ‘festsalen’ for fuld musik med mystiske instrumenter, som vi fik pædagogerne til at sætte på, og vi måtte også få lukket den lange dør, så vi havde hele det kæmpestore rum for os selv. Vi fandt farverige slør frem, som vi dansede rundt med. Vi legede vi var mystiske slør-dansere. Pædagogerne kaldte, vi spiste morgenmad og tog skolebussen til hver vores skole.

Når mine forældre skulle i byen fik Johnni og jeg et bad, nattøj på og besked om, hvad tid vi skulle slukke for TV’et og gå i seng. Så snart mor og far var gået gik vi i spisekammeret og hamstrede æg, selvom vi nok ikke måtte. Vi lavede æggesnaps. Jeg lavede engang en med syv æg og kunne naturligvis ikke spise det. Da jeg var blevet dårlig anede jeg ikke hvor jeg skulle gøre af resten. Jeg var bange for min mor skulle opdage vores udskejelse og derfor gemte jeg skålen med den resterende æggesnaps under min seng.
Min mor gik og beklagede sig over, at hendes gode magretheskål var forsvundet. Da hun en dag skulle støvsuge under min seng stødte hun på den. Og på den rådne æggesnaps.
Jeg havde også gemt rådne æbler. Jeg blev om efteråret bedt om at samle æbler op fra græsplænen og lægge i en kurv. En dag ville jeg glæde hende og min far ekstra meget. Jeg samlede simpelthen æbler op, både gode og rådne, indtil der ikke var flere og lagde dem et hemmeligt sted i en kasse. Da det omsider blev jul, pakkede jeg kassen pænt ind i julepapir med gavebånd om og skrev et lille til- og frakort. Nu ville de nok blive overraskede og glade over alle de æbler jeg havde samlet op. Og overrasket, ja det blev de! For der var mange æbler og de var alle pilrådne og stank! Jeg var stolt og spændt, men kunne ikke helt forstå deres overstadige latter. Glade var de da vidst.

Vi kom på ferier. Johnni og jeg fik nyt ens tøj. Hvide bukser, hvide bluser i akryl-strik med v-hals og gummisko. Det var godt at være ens, sagde mor, – Så kan de andre se I hører sammen. Det er praktisk, hvis man bliver væk fra hinanden på færgen til Tyskland.
Min mor havde syet to anordninger, som hang på ryggen af forsæderne. Her var der lommer som kunne rumme Anders And blade, tegnehæfter, kortspil og farveblyanter. Turen til Østrig var jo lang, i denne brune Simca. Vi var spændte. Så måtte vi få Nutella og Toblerone på færgen og spise på restaurant. Mine forældre var glade.
Vi var også i Sverige. Flere gange. Der boede to af min mors søskende, i Småland. Der var jeg ofte og talte svensk og dansk i et væk. Mors efternavn var jo fra Småland. Gren. Småland var hyggelig og jeg elskede at være der. De gamle træhuse lugtede lidt af råd og hengemt tid.

En fredag eftermiddag kom min mor hjem fra arbejde kort tid efter jeg var kommet hjem, og jeg havde det meget dårligt. Hun gav mig en halv kodimagnyl. Vi skulle ind til min farmor. Skæbnen ville, at farmor havde lidt kronisk af mellemørebetændelse i sit liv og kendte symptomerne op denne ubegribelige smerte. Hun ringede derfor straks til vagtlægen, som dengang var et serviceorgan med lægetaske, som tog hjem til patienten og tilså denne. Den var god nok, den var gal. Op på farmors spisebord, hovedet på puden og en nål i øret. Jeg fik punkteret trommehinden. Det var sådan man ordnede det dengang. Jeg skreg i vilden sky, og fik penicillin.
Næste morgen vågnede jeg med en hovedpude gul af betændelse, Den hang fast til øret da jeg rejste mig. Jeg blev en smule skræmt da jeg så, at der også var blod. Men jeg havde det bedre, og kom ind i farmors seng at ligge, da hun var stået op. Hun smurte mig en franskbrødsmad med smør og sukker. Det var den vildeste forkælelse, og sukkeret kradsede på låret om natten.
Hos farmor var der forståelse, risklatter og gamle dage. Vi fodrede ænder i Utterslev Mose, jeg lærte at drikke kaffe med kaffefløde og spille Casino. Farmor lærte mig engelsk fra en skønlitterær bog hun havde i sin reol. Her stod også en flamengodanser dukke. – Må jeg få den, når du en dag kradser af, farmor? Det glemte hun mig aldrig for. Men det fik jeg.

En dag spurgte jeg min far, – Hvornår skal dig og mor skilles? Det kom som lyn fra en klar himmel, lige inden vi stod ud af bilen. Til min store overraskelse fik jeg et konkret svar. – Det varer ikke så længe.

Der var ikke blevet talt om skilsmisse. Men jeg var et barn med kraftige antenner. Jeg havde luret at noget var fat i den retning, og jeg vidste også at hun hed Vibeke. For far havde peget hende ud for mig, da vi sad i bilen og så hende gå forbi. – Hende skal jeg danse med i aften, sagde min far.
Lang tid gik. Så ringede det en aften på døren, da Johnni min mor og jeg sad og spise aftensmad. Min far var endnu ikke kommet hjem og vi kunne ikke forstå, hvorfor han var så forsinket. Så vi gik i gang. Det var Vibekes mand, Brian.
– Steen er skredet med min kone, sagde han. Jeg kendte ham ikke. Han havde spidse cowboystøvler på, en lædervest, Bundesliga-hår og overskæg. Han var tydeligt frustreret.
Jeg var forvirret, men ikke helt overrasket. Johnni græd ned i sin tallerken og jeg kan huske jeg tænkte, om der mon var noget galt med mig, siden jeg ikke var helt så ked af det som ham. Om jeg mon burde være det. Jeg ville gerne græde, men kunne ikke. Luften stod stille og jeg søgte et hul, hvor jeg kunne trække vejret. Mens jeg bare sad der ved spisebordet og forsøgte at virke normal.
Da Brian var gået sagde min mor til Johnni, at nu var han manden i huset. Han var 12 år. Næste dag, da min mor kom hjem fra arbejde, stod Johnni på en stige og rensede tagrender. – De trængte, sagde han.
Som voksen tænkte jeg af og til på dette og på, at det var alt for stort et ansvar for en 12årig dreng. Men tiden var en anden. I stedet for at søge hjælp udenfor sig selv, fx blandt psykologer som mange skilsmissefamilier ville gøre i dag, søgte man dengang mening ved at skabe struktur uddele ansvar.
Som voksen blev Johnni stifter, ejer og direktør af en transportvirksomhed. Hans ansvarsfølelse slog igennem her. Han var usædvanligt innovativ og opfandt løsninger, som var hidtil ukendte i branchen.

Fru Abrahamsen sagde til mig, at jeg altid kunne gå ned i børnehaveklassen til Kis, som alle lærere på skolen vidste jeg havde en særlig kærlighed til. Kis trøstede mig og jeg måtte sidde på skødet af hende. Jeg husker min forundring over hendes interesse. Måtte jeg godt være ked af det? Kis gav mig usynligt rum.

Nu var vi ikke fire, men tre. Vi levede videre og holdt sommerferie i Tisvildeleje. Min far kiggede forbi og gik tur med mig i haven i cirkler i evigheder så jeg blev helt rundtosset. Vibeke, hendes baby Danny og min far boede et sted midlertidigt. Det var dejlig at se ham igen.
Samme eftermiddag så jeg Prins Charles og Prinsesse Dianas bryllup på et lille sort/ hvid TV. Så ville jeg have samme frisure som Diana og fik det.

Separationen gik i gang og min mor fik forældremyndigheden. Det gjorde kvinderne altid, dengang. Johnni, min mor og jeg flyttede ind i ’de hvide huse’, i Krebsen. Min far, Vibeke og Danny flyttede ind i vores patriciervilla. Danny fik mit værelse. Jeg lod en perleplade hænge i vinduet, som jeg havde lavet. Den kunne ses fra vejen. Den måtte babyen godt få.
Det har uden tvivl været svært for Vibeke af flytte ind i ekskonens hus, sekundet efter hun og børnene var flyttet. – Hvorfor skal den dreng bo på mit værelse?, spurgte jeg. Jeg husker ikke svaret. Det var nu også spørgsmål, som var det vigtige.
Mike var Vibekes dreng på fem år, han blev boende hos sin far og kom på besøg på Stationsvej, ligesom Johnni og jeg. Danny og Mike var søde, og det var sjovt at lege med dem.