Vinni Gren Bonde

Hvorfor ser vi dem vi ser?

Hvis et venskab bygger på en bund af historier om dengang og kan du huske… , så er der ikke mere lim til at binde forholdet sammen. Fortiden alene holder ingen sammen. Så er det på tide at slippe. Det kan være en smuk ting, og kan gøres ganske udramatisk. Det er en slags hæften ende i et smukt sytøj.

Som en klog veninde engang sagde: Det er kulturelt acceptabelt at slå op med sin kæreste eller mand, men ikke med en veninde. Det er da egentlig noget underligt noget. Faktisk kan det være nødvendigt at gøre.

Venskab bør have en vis del af noget nu-eksisterende i sig for at kunne bære.

Som introvert type har jeg få venner (tre), som jeg har kendt i mange år, og som jeg ser et par gange om året, måske mindre. Når jeg har været i deres selskab (hvilket er hver for sig, for de kender slet ikke hinanden), så føler jeg mig større bagefter. Opløftet. Jeg reflekterer over vore samtaler, og deler ofte tanker i en sms eller en mail flere dage eller uger efter vor møde.

Et skønt menneske fra fortiden dukkede for nyligt op i mit liv. Jeg blev bedt om konkret hjælp med noget, som jeg meget gerne ville hjælpe med, og gjorde det. Vi stak i den forbindelse hovederne sammen og fik da også lige en kop kaffe og et stykke kage. Sludrede.

Så var kontakten der ligesom igen, og straks mente vi begge at vi da skulle ses. Så kørte vi begge på autopilot og dansede i hver vores kalender for at finde en dag i nær fremtid vi begge kunne ses.

Da jeg havde tænkt lidt mærkede jeg, at jeg faktisk ikke havde lyst til at ses, igen. Vi havde stukket hovederne sammen, jeg havde udfyldt min rolle med at hjælpe, og mere var der egentlig ikke at gøre her. Vi er begge vidt forskellige steder i livet, har forskellige værdier og har kun fortiden sammen. At ses, med dette i mente, vil ikke være respektfuldt.

Jeg måtte slippe …. ganske udramatisk. Jeg hæftede ende.

Det er dejligt, når veje kortvarigt krydses. Vi kan vinke til hinanden fra hver vores kabine, måske gøre et ophold og drikke kaffe sammen og udveksle status, måske ikke.

Jeg blev i hvert fald bevidst om, at jeg var ved at puste liv i en død sild (ikke personen – men forholdet), uden egentlig at ønske det, af ren kulturel kvinde-vane. Og jeg blev klar over, at det rigtige var at undlade at give kunstigt åndedræt til denne relation, som befandt sig i fortiden, og bare nøjes med at vinke.