Vinni Gren Bonde

Af praktiske årsager er visse events nødvendige at krydse af i kalenderen, uger ja måske måneder i forvejen. Børnenes fødselsdage, juleaften og visse events på deres skoler. Få ting.

Alt andet behøver ikke et kryds, mere end få dage forinden. Vi har bare fået for vane (måske ligefrem kultur) at aftale møder med venner og familie flere uger – ja måneder – i forvejen.

Hvad er dog det for en uskik? En totalt party killer af vilde dimensioner? Da jeg var barn eksisterede den slags ikke. Jeg tror – hånden på hjertet – slet ikke at mine forældre ejede en kalender. Min far var ellers perfektionist. Min mor sagde tit: – Vi ringer et par dage før og spørger om de vil komme, så ved de også om de kan.

Med andre ord: Hvis man er for langt fra datoen, så kan folk ikke tage stilling til om de kan komme – eller gider at komme. Der er jo længe til!

Den har jeg arvet. Jeg er helt klart til det impulsive. Ja, vi bor på Lars Tyndskids, og det kan for mange københavnere uden bil være helt uoverskueligt. Men hvis problem er det? Vil de komme eller ej? Vi kan tale om det få dage inden, det behøver ikke være få timer inden. Vi er fleksible. Bare ikke fascister 🙂

Det med at sætte kryds, har jeg dyrket et stykke tid, og har besluttet det er slut. Jeg gider ikke. For holdkæft, hvor har jeg ofte stået på selve dagen og tænkt: – Fuck, hvor jeg ikke gider! Også selvom det er søde mennesker jeg skal mødes med. Jeg har ofte overvejet, om det er mig, der er noget galt med. Jeg er kommet frem til, at det er ‘sætte kryds’, der er noget galt med.

Sætte kryds! Ydrk! Det lugter bare så meget af time-management over liv. Jeg føler mig låst, begrænset, kontrolleret. Fri mig fra den slags fanatisme, bare fordi nogen andre har brug for det.

– Nej, jeg gider ikke at ses i dag. Jeg vil ligge på min sofa, spise Marabou og læse svensk pladder-romantik. Skrid!

Læs også: Sætte kryds i kalenderen!

Da jeg var ung i 90’erne – inden mobilen, computeren og ‘sætte kryds’ – cyklede vi unge forbi hinanden og ringede på. Vi tog måske bussen fra Amager til Østerbro. Vi tog chancen. Dørtelefon. – Hey, det er mig, har du tid? Hvis ikke, så kørte man videre. Eller man ringede fra en telefonboks til deres stationære.

Jeg er med på, vi måske ikke lige kommer retur dertil. Men sms kan gøre meget, på kort tid. Vi behøver ikke at plotte kaffe-dates ind to uger forinden. Så er min lyst i hvert fald væk, med stor sandsynlighed.

Skal vi også plotte sex ind to uger før, tre?

Da jeg var single foregik den slags i hvert fald ikke ved at sætte kryds. Det var en hurtig sms, så stod han der kort tid efter. Vi smedede mens jernet var varmt – bogstavelig talt.

Vi skal leve og lege (same same) som mennesker, ikke som robotter. Jeg vil ikke skrive mine møder ind i en specifikation, som dikterer hvornår jeg skal ses med andre. Det er meget NPC agtigt. Nej tak.

Sætte kryds! Ydrk !