Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Kender du din livsmission?

leave a comment »

Det er kun dig, der ved, hvad din livsmission er. Dig selv, og ingen anden.

Det er muligt du har glemt den, da du inkarnerede. Det er ligegyldigt (kommer jeg tilbage til).

Jeg har mødt psykologer, coaches og spirituella vejledere, som peger folk i gale retninger, eller ‘bare’ forvirrer dem yderligere. Folk kom for at få vished, for at finde svar. De går hjem med flere spørgsmål, hjertebanken og søvnløse nætter. Der er en hel industri, som guider folk – der vel at mærke ikke er klar til at blive guidet!

De, som ved hvad de er her for, ja de kan have enorm glæde af en coach. For at få skub på, og få modet til at gå i gang.

Lad dig ingenlunde vildlede af andres smiger og velmenende råd. Bare sig tak, og luk den der. De kan have ret, når de nævner dine talenter i flæng. Det betyder ikke, at de ved, hvad du er her for. Nej !!! Men, hvis du vælger at dele med nogen, hvad din mission er, så kan det være du får en bekræftelse på dette, og det er jo god brændstof.

Er du ikke 100% klar i spyttet, så del det ikke med nogen. Du bliver dog bare mere og mere forvirret af andres meninger, råd og vej-visen. Du risikerer at få stress af det, træffe rigtig dumme beslutninger og ligne en høne, der løber rundt med hovedet kappet af og intet kan se.

Selv er jeg yderst påpasselig med at dele mine tanker og planer med nogen. Energien går ud af det. Jeg har brug for at gå med det for mig selv, beskytte det og lade det gro, i ro. Jeg deler, når jeg er klar. Ikke før. Heller ikke, hvis der bliver spurgt. Det er muligt at være et åbent menneske, og samtidig have et hemmeligt (arbejds-)kammer.

Studerende på de gamle mysterieskoler holdt hemmeligt, hvad de lærte. Først når de var indviede, var det tilladt at gå ud i verden og dele ud af det. Netop fordi, energien skal holdes tæt og kun med de øvrige studerende på mysterieskolen. Det var det samme, da jeg stod i lære hos Lars Muhl.

Hvis du ikke kender din livsmission, gør det faktisk ikke noget. Det er meget normalt, at sløret da du inkarnerede var så tykt, at du ikke husker det. Du behøver ikke at kende den. Hvis blot du lever i tråd med, hvem du er og er i balance, så vil du helt automatisk udleve din livsmission. Uden du aner det.

Måske er du her for at højne vibrationerne på planeten, og det gør du ved din blotte tilstedeværelse. Så længe du altså er allignet. Måske er du her, for at være en ‘lærer’. Det kan man godt være, uden at være coach eller have en klinik. Vi er mange, som virker i det skjulte. Som Under Cover Agents for the God.

Måske skal dine mange talenter udleves som passioner, hobbies. Måske skal du ikke leve af dem, men for dem og med dem. Måske vil det faktisk være godt for dig at have et 8-16 job, der giver lidt kroner, og så ellers fyre livet af med dine mange talenter resten af de vågne timer. Måske vil du opdage, at du kan tage dine fede vibrationer med ind jobbet, så det ‘kedelige’ arbejde, alligevel bliver et godt job.

Det vigtige er ikke at kende din livsmission, men at leve livet. Godt, helt, fuldt, passioneret, kreativt, full blown i overensstemmelse med dig Selv – og den du er.


Discover more from Vinni Gren Bonde

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Written by Vinni Gren Bonde

september 7, 2023 hos 19:19

Skriv en kommentar