Vinni Gren Bonde

Ha, ja, der er noget om det!

Det er ni år siden jeg sagde mit job op, for at gå hjemme – for at hellige mig familien og mit spirituelle arbejde. Jeg må sige, at jeg ikke tænker som kvinden i tegning til venstre. Jeg ELSKER mit hjemme liv, et liv med familien og et liv med mig selv og min spirituelle fordybelse. Det langsomme liv. Men måske jeg ville tænke sådan, hvis jeg ikke selv havde været kvinden til højre?

I løbet af de ni år er det meget forskellige kommentar jeg har lagt ører til, angående valget om hjemmelivet. Alle ytringer kommer et godt sted fra, føler jeg mig overbevist om. Her er nogle af dem:

‘Er du ikke bange for du vil komme til at kede dig’?

‘Tror du ikke du vil savne at arbejde’?

‘Hvad får du dagen til at gå med’?

‘Hvordan kan du ikke have tid til at mødes kl. 13, du går jo hjemme’ !?

‘Nåh ja, du går jo hjemme, så du kan bare støvsuge efter mig, når jeg er gået’ (gæst med snavsede sko).

‘Nøj, hvor må det være lækkert at gå hjemme – og bare være‘.

‘Jeg har sagt til min mand, at jeg også gerne vil gå hjemme – ligesom dig. Men så sagde han, at hvis jeg vil det, så må jeg nok hellere finde en anden mand’.

‘Så Morten laver ikke noget eller hvad? Han arbejder bare’?

‘Du er jo bundet og låst Rebekah’ !

‘Er du ikke bange for at falde sammen som hjemmegående? Du kan jo bare stå i joggingtøj ved kødgryderne hele dagen, for du ser alligevel ingen. Ved at arbejde kommer du op på stiletterne’.

‘Hvad skal der ske, når du er færdig som hjemmegående og børnene flyttet hjemmefra – skal du og Morten så ind til KBH at bo, du var jo sådan en storbyspige’.

‘Ej, hvor er du heldig du går hjemme. Sikke en dejlig fred det må være’.

‘Min kone gik også hjemme. Det giver sådan en dejlig ro i familien. God beslutning’.

‘Spørg Rebekah! Hun arbejder ikke – så hun har tid’.