Vinni Gren Bonde

Adskillige gange har jeg postet om overgangsalder, hvad man kan gøre for at afhjælpe dens gener og med glæde nævnt, hvor heldig jeg er, forde jeg er en af dem, der har det nemt!

Men nu har jeg så sandelig fået en smag af, hvordan overgangsalder kan være et sandt helvede! Det er NO JOKE.

Lang historie kort: Min læge anbefalede mig at skrue ned (og gerne droppe) at tage flydende rødkløverblomst, da det er østrodial og det ville hjælpe mig med at tabe mig. Som kvinde i overgangsalderen havde jeg beklaget mig lidt over, at jeg bare ikke kunne tabe mig, men tog på, lige meget hvad jeg gjorde. Alt, der tidligere virkede til at smide mange kilo, virkede nu ikke en skid!

Nu er det sådan, at jeg rent faktisk tager dette rødkløverblomst, netop for at være i hormonel balance. Det har jeg gjort i 3,5 år og det virkede allerede efter blot to ugers indtag. Det eliminerede dårligt humør, nattesved oma.. Den, sammen med en progrestroncreme, har givet mig fede hormon vibes. Den fede, smukke og sensuelle overgang – i den hemmeligste zen-tilstand. Præcis så fedt var det!

Men nu havde jeg jo talt med en læge, og jeg tænkte at hun nok vidste bedst, selvom hun var læge. Jeg er ingenlunde autoritetstro og jeg har faktisk ringeagt over for ‘systemet’. Jeg stoler på viden og på egne observationer, men ikke på medicinalbranchen og deres konsulenter (lægerne). Men lige denne her læge virkede kompetent. Jeg syntes hun virkede klog. Lyttede hun ikke også meget til mig?

Så jeg skar ned til halv dosis af min rødkløverblomst. Simultant med det, glemte jeg at tage progesteroncreme i et par måneder.

Efter lidt tid satte det ind …

Jeg søvnløs i mange timer om natten. Førhen sov jeg som en baby. Jeg kunne gå i seng klokken 21 og stå op til 7 og have sovet den bedste skønhedssøvn. Det var slut! Og jeg var helt smadret om dagen.

Vågen! Og ikke nok med det, jeg bekymrede mig! Jeg følte angst!?! What. Jeg lå simpelthen og fik frygtfulde tanker om alt muligt, der kunne gå galt. Vækkede Morten og plaprede om alle de ting jeg var bange for skulle ske. Helt ulig mig. Jeg så ting ude af proportioner. Normalt kunne jeg gå i seng med jordens dårligste besked, og så bare parkere den og sige: – Den tager jeg i morgen, nu skal der soves!

Helt seriøst, da min stedfar døde sagde jeg: – Nu skal der soves, klokken er mange og jeg er skide træt. Jeg må sørge i morgen. Så gik jeg i seng, sov som en sten. Stod op, og brugte dagen på at mærke.

Med andre ord: Jeg kan virkelig sove! Jeg kan parkere tingene. Skubbe det til side.

Søvn før død!

Jeg fik enorm indre uro, lå og vendte og drejede mig og følte det ligesom kløede indvendigt i kroppen, jeg var irritabel. Jeg har aldrig forstået, hvad indre uro betød. Har hørt mange tale om det. NU ved jeg det!

Efter to måneder på den måde tænkte jeg, at det var mærkeligt, for alt andet jeg gjorde var som det plejede, og jeg praktiserede immervæk rigtig mange gode biohacks, for at holde metabolismen og hormonbalancen på sit ypperste. Så jeg mistænkte mit hormon cut-down.

Fuld dosis igen, og hold øje….. Egne observationer.

Nu er der gået tre uger par uger på fuld dosis, og min nattesøvn som fuldfed happy baby er tilbagevendt. Mine tanker er atter til at styre. De løber ikke løbsk. Ingen uro, ingen angst, ingen bekymring – udover den sædvanlige i kategorien ‘normal for en mor og en kvinde’.

Hormoner is my best friend. Fuck det, jeg tager gerne de kilo ekstra på kroppen, for at være i balance. For nøj, hvor er det da livsødelæggende, for én selv og alle omkring én, når man er ude af trit.

Man ændrer jo personlighed! Min tanke var, at der må være mange skilsmisser derude på den konto. Mange mor/ datter konflikter.
Mange indre konflikter.
Mange venskaber, der ryger.

Nå, men den ramte altså også mig, den der overgang – på den grimme måde. Nu ved jeg, at hormoner er vigtige, og jeg vil på ingen måde undvære dem. Jeg føler jeg har fået mit liv igen! Jeg har en indre fest.