Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Ufrivilligt retur til folden – pis!

leave a comment »

Det er interessant, hvordan geografisk afstand kan give mere frihed. Forventninger sænkes.

Familie og venner forventer på ingen måde man tropper op til fødselsdag og julefrokost, hvis man bor i den modsatte ende af landet, eller er flyttet til Malmö. Gamle venner forventer ikke man ringer så tit mere, for man bor jo langt væk nu og kan alligevel ikke lige ses. Et opkald vil virke uventet. Halv-underligt.

Hvis man så flytter retur, et årti eller to senere, så er der lige pludselig samme forventninger som der var engang. Nu er man jo retur, så falder man jo lige ind i rillen igen. Alt skal være som det var.

Nu kan man jo godt komme til barnedåb, fødselsdag, julefrokost, drenge-aften, bygge carport hos onklen osv. Også selvom man måske ikke er det samme menneske længere, har andre prioriteter og værdier, ikke har så meget med de andre at tale om. I virkeligheden kender man ikke hinanden særlig godt – og det er længe siden man gjorde. Men fordi man har valgt adresse tættere på, så falder der en invitation. For man har jo valgt (!) at flytte tilbage. Ikke kun til det geografiske område, men så sandelig også til de sociale normer på stedet. Dem har du samtykket til – helt uden at vide det.

– Ja, Tine bliver jo 40 i næste uge, vi vil blive meget glade for at se dig til vin og ost.

Hvorfor? Vi har ikke talt sammen i 23 år, og nu skal jeg til vin og ost og tale med alle dine for mig ukendte venner? Jeg spiser ikke ost og jeg kan ikke lide vin – og jeg taler ikke med ligegyldige fremmede. Jeg gider ikke. Det er Tines venner – ikke mine. Jeg kender ikke engang Tine. Jeg gik bare i skole med dig engang for 32 år siden. Tak. Tusind tak. Rigtig sødt og jeg er beæret. Bare nej! Øh og tak.

Måske man burde få den der solsikkesnor?

Ude af øje, ude af sind. Eller rettere: Inde i synsvinkel, inde i folden.

På plads!


Discover more from Vinni Gren Bonde

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Written by Vinni Gren Bonde

maj 10, 2024 hos 15:09

Lagt i Blog

Skriv en kommentar