Vinni Gren Bonde

Verden ændrede sig nok engang i 90’erne. Mobiltelefonen kom frem og inden længe fik denne nye højteknologi en såkaldt sms funktion (Short Message System). Nu kunne man skrive til folk, og få sekunder efter kunne de læse beskeden og vælge at give et svar retur. Skiiiide smart Egon.

Dette erstattede telefonsamtalen.

Det jeg i sær fandt godt var, at jeg kunne modtage en besked og så vente med at svare, til jeg havde tænkt over mit svar, og jeg kunne undlade at tale i telefon, når jeg faktisk ikke gad.

Dette gjorde kommunikation nemmere, men der lå også en lurende fare ved det. For i takt med telefonsamtalen ophørte, blev kommunikation uden stemmeføring og uden at mærke hinanden. Misforståelser opstod bemærkelsesværdigt oftere, for som vi alle ved, så opfatter vi det, der står på skrift, mere hårdt og direkte end når det siges i en samtale. Hvis man er i tvivl om den andens mening eller hensigter, kan man i en telefonsamtale hurtigt få afklaring og atter blive allignede, hvorimod man i en sms kun har det der står sort på hvidt. Så går man over ruger over det og tænker: Orv, hvor strengt.

Sms er beregnet til korte beskeder. Men, hvor mange af os er i stand til at holde den til korte beskeder, hånden på hjertet? Jeg øver mig stadig.

Lige siden 00’erne har jeg stort set kke talt i telefon. Kun meget nødtvungent med det offentlige og andre, hvor sms ellers mails ikke gav mening. Indtil for et halvt år siden. Dér besluttede jeg mig simpelthen en dag at ringe min far op og tale med ham. For ham har det været svært med alle disse beskeder, for han er 78 år og han svært ved at skrive så meget. En telefonsamtale kan han laaaangt lettere klare, det er noget han er vokset op med og noget, som giver mening for ham.

Det var en kæmpe succes og min bonusmor fortæller, at min far er glad, hver gang jeg har ringet. Jeg ringer næsten hver dag. Bare i fem-10 minutter. Taler om helt nede på jorden ting, som hvad de skal have til aftensmad og om de har set en ny krimi. Jeg udvidede derfor denne succes og begyndte at ringe til min mor. Hun vil meget gerne tale længere, men vi taler til gengæld kun en-to gange om ugen. Men så får den hele armen.

Telefonsamtalen er kommet retur i mit liv. Jeg er blevet glad for den. Den har givet mig et lang bedre forhold til mine forældre. Jeg er meget tættere på dem, begge to. Og jeg takker skuespiller Peter Frödin for det, for det er hans fortjeneste! I et program jeg så fortalte han, at han ringer til sine forældre dagligt. For ellers tager den ene dag den anden og så bliver det bare så underligt når man endelig ringer. Så opstår der en form for distance. En kort samtale hver dag var hans opskrift på en godt forhold til forældrene.

Jeg må erkende, at han har fuldkommen ret! Jeg mærker det på egen krop.

Selvom man måske føler man ikke lige har noget at tale om, så bare RING! For det har man. De bliver lykkelige i låget af at få en opringning af de voksne børn og/ eller børnebørn. Man kan eventuelt forberede sig første gang. Finde to-tre emner at spørge ind til. Lade dem tale og så ellers lyt nærværende. De føler sig værdsatte. Måske får man ikke ringet hver eneste dag, men bare næsten.

Forældre lever højt på det. De vil stolt nævne det for venner og veninder. Det trækker kegler!

At ringe til vores forældre dagligt, er nok den bedste gave vi kan give dem. Og os selv.