Hvad nu, hvis jeg havde valgt et andet liv?
Jeg elsker mig liv,
og har intet fortrudt
– men jeg har en hemmelig leg.
Ofte forestiller jeg mig
hvordan mit liv havde været,
hvis jeg var blevet boende på Bornholm.
Hvis jeg havde undladt at ‘rejse over’.
Havde jeg boet i et sødt lille byhus
i Rønne
med mand og børn?
Droppet tanker om universitet eller handelsskole i KBH,
og i stedet fået en læreplads på Bornholms Tidende
og endt som PA til redaktionschefen?
Lykkelig,
godt betalt,
spændende job,
to minutter fra hjemmet.
Havde jeg fundet en stærk bornholmer-fyr
i skovmandsskjorte
med en Ford Ranger
og en stor labrador
der siger ‘vov’?
Havde vi købt hus på Nordøst Bornholm?
– med direkte havudsigt,
omgivet af klipper og græs,
og meget langt til en nabo?
Han havde arbejdet med noget praktisk,
kendt gud og hvermand
på hele øen
og jeg havde født børn og været frisør,
i min egen lille salon i Sandvig,
ligesom min kusine.
Andre gange leger jeg
at jeg var blevet boende i Saxogade
og havde købt nabolejligheden
og smækket den sammen med min
og havde således fået en fem-værelses hjørnelejlighed
på Vesterbro.
Måske var jeg blevet single mom
og havde et godt job i lufthavnen
som PA for direktøren
og gode hente-aftaler
med andre single forældre.
Og måske en af dem,
var en sød fraskilt far
– og, at vores børn legede godt sammen.
Og jeg lavede mad til os alle fire,
og han lavede vaskemaskinen.
Måske holdt vi jul sammen
og blev forelskede.
Mine lege er så virkelige
hyggelige
sandelige.
Så drejer jeg hovedet en anelse,
og kigger rundt i mit nuværende liv,
bliver glad
og nyder det liv jeg valgte.
– den leg jeg holdt fast i.

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv en kommentar