Vinni Gren Bonde

Det er blevet moderne at flytte langt nordpå, ud i ødemarken. Unge svenskere og findere, fra de sydligere egne af Sverige og Finland, flytter frivilligt og bevidst til Nordsverige og Lapland, for at bo øde og i naturen. Jeg følger tre af disse:

Jonna Jinton (Nordsverige)
Sanna Vaara (Lapland, Nordfinland)
Daniel Erik (Nordsverige)

Jeg kan i den grad følge disse udflyttere, som søger indre og ydre ro, natur og alenehed. De er i midten af tyverne, og jeg var overhovedet ikke der på det tidspunkt af mig liv. Jeg boede på Vesterbro og var i den grad glad for byen og livet, samtidig med jeg nød at komme hjem til mine forældre på Bornholm, hvor der herskede natur, ro og øliv. Men da jeg var 35, var jeg tæt på at flytte retur til Bornholm. Dog ikke ud i øemarken, men til et øliv med vild natur, ro og vand vand vand.

Da jeg mødte Morten lige inden, flyttede jeg i stedet på landet på Sjælland og har haft 15 år ude på Lars Tyndskids, hvilket jeg har nydt. Og alligevel indrømmer jeg, at jeg er jublende glad for at bo i Holbæk i dag, en provinsby. For her får jeg faktisk natur, jeg får vandet, hvilket jeg har savnet siden jeg flyttede fra Bornholm.

Ikke nok med det, så får jeg også privatliv. Det kan lyde paradoksalt, jeg vi har mere privatliv i byen end på landet, men det er sandheden. Morten og jeg talte om det i går og oplever det begge. Der er liv omkring os, men der er ikke nogen, der lige kommer og beder os om at passe deres børn eller deres dyr. Der er ikke nogen, der lige går igennem vores have, fordi det er nemmere end at gå udenom.

Og så er vi mere udenfor, her i byen, end var var da vi boede på landet. Ja, det er også et paradoks. Morten og jeg bruger vores altan i sommerhalvåret, og sidder der ofte fra kl. 5 om morgenen, når den første sol rammer, til kl. 10. Vi får mere frisk luft og lys, foruden den vigtige morgensol med UV, sådan rent helbredsmæssigt.

Derudover går jeg min daglige gåtur på 8 km. Nede langs vandet. På landet gik jeg 4 km nogle gange om ugen. Så også her får jeg mere udeliv, og motion.

Livet i ødemarken for Jonna, Sanna og Daniel giver unægteligt ro og masser af plads omkring dem. Det kan noget. Og jeg ville snildt kunne leve sådan. Men de barske evige vintre så langt nordpå vil jeg nok betakke mig for. Mindre kan gøre det. To måneder med masser af sne ville være passende.

Sanna fortæller i nedenstående video, at hun som ‘særligt sensitiv’ slet ikke trivedes i storbyen, og først fandt sine rødder og indre ro, da hun flyttede til Lapland. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Jeg selv er ‘særligt sensitiv’, men jeg nyder livet i byen. Så længe jeg har luft og lys omkring mig og kan opsøge vandet på nul komma dut. Altså, den form for by.

Jeg finder ro i summen af andre mennesker omkring mig. Så længe de ikke ‘træder ind over mine grænser’ og vil bestemme, hvad jeg skal bruge min tid og energi på. Sådan er vi så forskellige.

Man kan nok ikke sige, at bare fordi man er ‘særligt sensitiv’, så er man udelukkende til at bo på landet. Mange kunstnere og musikere er ‘særligt sensitive’ og nyder livet i storbyen.

Her er Jannas historie fra Lapland, og den kan jeg så godt lide. Advarsel: Du bliver glad i låget af det: