Vinni Gren Bonde

Nogen mennesker siger jobbet op, for at komme væk fra 9-17. Hamsterhjulet. Robottilværelsen. Nu skal det meningsfulde liv omsider leves, med masser af ro og tid, og dette gøres ved at forlade jobbet som bogholder og blive zoneterapeut.

Superfedt!

Dog, hvis livet i zone-tilværelsen skal fungere rent økonomisk, og det kræver fuld booket kalender fra 9-17 dagligt, hvad er så vundet? Har man så ikke bare skiftet branche?

Et sådan skifte kan i sig selv være forfriskende, hvis det er det man vil; kaste sig over helt andre opgaver og fylde dagen ud, med nye måder at bruge sig selv på.

Men, når ønsket var at forlade hamsterhjulet, er det jo ikke smart at gå direkte ind i et endnu et hamsterhjul. Den fælde falder mange i.

Vi lærer vi skal være produktive. Vi skal udrette noget. Vi måler vores og andres succes via resultater skabt. Siden vi var helt små, blev vi belønnet for det. Det er kodet ind i os, hvorfor vi sjældent tænker over det, men bare handler efter det. Vi er alle hjernevaskede.

De færreste af os tør være uproduktive i mere end et par timer da gangen. Jeg selv ligger under for det. Selvom mit liv er langsomt, og jeg i den grad har forladt 9-17, så strukturerer jeg min dag, så jeg er mest mulig produktiv. Så dagen ikke bare går op i gåtur og boglæsning.

Der er hele tiden noget vi skal tjekke op på, noget, der skal handels online og nogle ting, der skal undersøges.

Vi ser måske YouTube videoer om modige mennesker, der har forladt alt bag sig og er flyttet ud i ødemarken, hvor de hver morgen tænder op i et oldnordisk køkkenkomfur, bager surdejsbrød, fanger fisk i søen og strikker af garn fra egne får.

Men, kan vi selv overleve en hel dag uden smartphone og wifi, uden at have noget i kalenderen og uden at være sammen med ét eneste menneske.

Kan vi gå en tur i roligt tempo uden mål og mening?

Kan vi sidde på en bænk i bare én time, og betragte skyerne på himlen og lege ‘jeg ser figurer’?

Det er godt at være produktiv og skabe resultater, når vi gerne vil noget med det. Det er slet intet galt i det. Der er kun noget galt i, at vi ikke kan andet. Og tror, at det der med at koble af, er noget der skal foregå foran TV’et, med et par liter rødvin eller et bjerg af slik.

Det med at være bevidst og aldeles uproduktiv og bare være, er en sjældent set kunst.

Dem i YouTube er næppe så unplugged i virkeligheden, for hvem holder kameraet, hvem klipper og redigerer, besvarer hundredvis af kommentar. De tager country tøj på, de dage der filmes. Resten af tiden går de måske i H&M leggings og spiser toastbrød med Nutella, for de har travlt med at reparere en dør, redigere en ny video og tale i telefon med veninderne, for at få ro på nerverne over noget en trold skrev.

Men illusionen er smuk og vi vil så gerne tro på den. Men de ægte off-grid liv, ser og hører vi intet om. Dem på YouTube har skiftet branche, og skal tjene penge på de videoer de lægger op, så der er bestemt tænkt over, hvordan de gerne vil fremstå.

Idéerne og livet opstår mellem linjerne, når vi sidder på den bænk og ser på skyer.

Jeg arbejde i mange år i et forsknings- og udviklingsmiljø. Her blev vi opfordret til at køre ‘sideprojekter’. At bruge flere timer ugentligt, måske en hel dag, på at arbejde med noget, som man havde nogle idéer om kunne bruges til noget fedt. Det var ikke noget, der skulle rapporteres, spørges om eller forklares. Ej heller fremvises. Der var tillid fra ledelsen til, at de bedste og mest innovative medarbejdere, var dem, som tog sig tid til at være ‘uproduktive’ og lege. For i legen opstår geniale ideer.

Vi har brug for at være uproduktive. Verden har brug for vi leger. Det er essentielt.