Vinni Gren Bonde

Det er kammet over, det med at finde et ny arbejde, sagde rekrutteringskonsulenten. Ja, jeg har rekrutteret it-specialister og ingeniører. Kandidater med CV, der snildt kunne være 10-12 sider lange.

Typisk havde jeg kandidaten til en 1-times samtale. Herefter ringede jeg til kunden, hvis jeg mente kandidaten ville passe ind i virksomheden og i den specifikke stilling – i den rækkefølge. Herefter kom kandidaten til en opfølgende samtale hos kunden. Til visse typer af jobs var der en test.

Jeg selv er ikke ingeniør. Jeg har arbejdet som kommunikationsrådgiver, PA for administrerende direktører, projektkoordinator og rekrutteringskonsulent. I det ene PA job havde jeg en medarbejder (en servicekoordinator), men har ellers ingen ledererfaring.

Alligevel har jeg været til jobsamtaler, dengang jeg rendte til den slags alstå, som strakte sig over flere måneder. Altså, et job i en virksomhed, hvor ansættelsesprocessen varede to-tre måneder eller mere, bestående af tre samtaler, foruden en personligheds-test eller typeindikator-test samt en opfølgning på denne – og ofte lange svartider.

Til et job som koordinator/ PA/ ord-gøgler eller kandidat-sælger. Altså! Er det ikke lige i über-kanten? Det var jo ikke stillinger som CEO eller hemmelig agent i PET jeg gik efter? Det var faktisk rimeligt almindelige jobs. Med en rimelig almindelig jævn uddannelse. Jeg har gymnasiet og tre merkonomfag. That’s it. Nå ja, og et hav af certificeringer og kurser, men det har alle i dag ….

Min mor er udlært på kontor. I hendes tid gik mig ind fra gaden og fik jobbet samme dag! Det var en betydelig lettere tilgang til det at få jobs og få jobs besat. Var kemien der, og kunne man opgaverne, så var man ansat.

Var man bange for at miste sit job, med stress til følge, som mange oplever det i dag? Nej. Blev man i stillinger, man faktisk hadede? Nej! Aldrig. Det gør mange derimod i dag. For, det er svært at finde et nyt job, i samme tempo som huslejen tigger ind.

I 70’erne sagde man bare op, hvis der var utilfredshed; bad chefen veje guldet op. Så gik man. Købte en avis i kiosken, tændte en smøg og slog ring om de jobannoncer, der virkede interessante. Så gik man forbi og præsenterede sig face-to-face. Havde en kortfattet ansøgning med i tasken.

I år 2025 taler vi om, at arbejdsmarkedet er dynamisk!? Det er alt andet end dynamisk, hvad angår rekrutteringsprocessen. De vidtstrakte rekrutteringsprocesser vi har i dag berettiger eksistensen for rekrutteringskonsulenten, ikke virksomheden (eller kandidaterne).

De lange processer har tilmed ikke den ønskede effekt: At finde den helt rette kandidat. The one and only! Der er jo ofte lange sygemeldinger, opsigelser, korte ansættelser eller uengagerede medarbejdere, som har været de sindssygt lange ansættelsesprocesser igennem.

Der er ikke en one and only. Gå hellere efter, om kemien er der, om vedkommende kan opgaverne og i øvrigt har viljen og evnen til at lære nyt.

Jeg er med på, at der er særlige stillinger, der kræver særlige screenings. Dog, som rekrutteringsprocesser er i dag, til helt almindelige funktionærstillinger, er det hamrende afmarcheret.

De lange ansættelsesprocesser er en slags kontrollerende angst-handling. De giver meget lidt mening, og de minder mig mest af alt om de midaldrende single damer og mænd, der aldrig fandt prinsen eller prinsessen på den hvide hest og har været singler altid, mod egen vilje. Mange forkerte mødte de, selvom de ellers havde så høje krav. Så hvad gik galt? Hvorfor lykkedes det aldrig? De havde jo ellers selv så meget at byde på.

Ingen var gode nok, for, de var dybest set bange for at vælge forkert.