Vinni Gren Bonde

Klokken er 4
og jeg er vågen.
Klokken er 5
og jeg er stadig vågen.
Mine vidtåbne øjne leder efter et-eller-andet i loftet.
Klokken 5:30 overgiver jeg mig
beslutter mig for,
at det er hyggeligt at være vågen
før alle andre
– på en lørdag.

Sidder i sofaen med tæppe og uldsokker
kigger ud af vinduet.
Betragter den sovende by,
der endnu insisterer på,
at det er nat.
De sidste fuldebøtter forlod den irske pub
for blot en halv time siden.
Nogen råbende
de fleste glade.
Om en halv time vil livet så småt begynde i gaden.
Lige nu er det den magiske time,
lørdag morgen.

Ingen biler.
Ingen fodgængere.
Ingen cykelister.
Jo, hov
der er overboen.
Han står altid op klokken 4.
Han har nok været nede efter smøger.

Sort.
Januarmorgen klokken 5:45.
Så sort,
at jeg ikke aner,
om månen overhovedet eksisterer.
Ikke én stjerne at se.
Nogen har malet himlen sort,
stukket en bred pensel ned i en bøtte kul.
Det er kun mig,
der er oppe
og kan se det
og ikke se det
fordi det er så sort.

Det er vitterligt magisk
at have morgenen for sig selv
byen for sig selv
den sorte himmel for sig selv.
Lyskrydsets røde lygter for sig selv.
Som at være på forkant med dagen.
Natten forærede mig en forlomme.

Det er hyggedag.
Far kommer på besøg
til morgenbrød fra bageren.
Der er flere timer til.
Kurt og Morten sover.
Jeg sniger en plade Marabouchokolade ned under tæppet,
i den naive tro på
at jeg vil kunne knække alle firkanterne
linje for linje
og åbne papiret
uden at Kurt hører det.
Tæppet har ingen effekt.
Spiser en firkant
med stor nydelse.
Leder stadig efter liv ud af vinduet.
Der er intet.
Selv fuglene har besluttet at sove.

Kurt åbner døren
vinker søvndrukkent og går på wc
går retur
i seng.
Mon Marabouen vækkede ham?
Marabou chokolader man knækker
larmer faktisk.

En bil.
Ensom.
Holder for rødt
uden grund,
for der er ingen andre i hele byen.
Troskyldig bliver bilen holdende
til der bliver grønt.
Det må være en kvinde
eller en gammel.
Eller en svensker.

Tæppet varmer mig.
Aldrig før har jeg spist Marabou klokken 5:50.
Til gengæld har jeg drukket fadøl klokken 5:50
da jeg var ung og gik i byen.
Marabou er bedre.
Den kulsorte magiske time ædru er bedre.
Den er endnu mere mystisk,
for har man drukket
ænser man den ikke alligevel.

Stille sidder jeg,
med armen på sofaryggen
og hagen i hånden.
Stirrer ubestemt ind i det sorte stille
indtil klokken er 7:30,
hvor Kurt står op
andre står op
byen vågner
selvom den endnu er sort.
En bil hist og pist.
Fodgængerne og cyklisterne venter på sig.

Jeg tænder for P8 Jazz.
Tænder stearinlys.
Hilser ‘godmorgen’.
Laver te.
Morten snorker.
Tænder mobilen.
Sætter mig i sofaen igen
og taler med Kurt.
Han hørte godt min Marabou.
Går i bad
vækker Morten
dækker morgenmadsbord
sætter kaffe over til min far.
Morten og Kurt går til bageren,
jeg har lavet indkøbslisten:
Fire rundstykker
fire tebirkes
fire basser.

Glade går de.
Jeg betragter dem fra køkkenvinduet.
Man kan se på deres gang,
at de har en rar samtale.
En af dem,
hvor de på skifter siger noget fedt,
de har tænkt på.

Jeg stiller de kolde varer på bordet
lidt før min far dukker op.
Ost, smør, syltetøj, kakao, juice.
Jeg er mest bare til te
og smør
på grov-tebirkes.

Juleservietter.
De sidste fire vi har.
Må hellere få købt nogle pæne hvide,
til gæster og sådan.

Den magiske time er for længst gået bort,
erstattet af en hyggestund med familien.
Sidder med en underlig følelse af,
at noget vigtigt forsvandt,
uden helt at kunne huske,
hvad det var.

Nyder livet omkring mig
og dens bekræftelse af,
at jeg ikke skulle sidde alene
for evigt.