Vinni Gren Bonde

I hverdagens a-z tænker vi måske ikke så meget over begrebet taknemmelighed. Vi lever bare, passer vores ting, griner og græder og går på arbejde i regnvejr.

Når livet slår krøller, og det gør livet jo af og til, så er det som om taknemmelighed står skarpere. Hvad end krøllen er skilsmisse, sygdom, økonomisk ruin eller en ulykke, ja, så kan selv de mindste ting i hverdagen være som bølger af taknemmelighed, der skyller ind over én. Der fra det ene øjeblik til det andet fylder os med dyb taknemmelighed.

Når solen skinner og foden rammes af en solstråle gennem ruden i stuen, så kan det ligefrem fremkalde tårer af taknemmelighed. Fornemmelsen af livet, som sprudler og pibler frem allevegne her om foråret, etablerer en livsgnist i hjertet. Smagen af den mad vi spiser og lyden af et stykke Niels Eje musik – og følelsen, når vi lægger os tager tager en lur.

Helt almindelige små dagligdags livstegn, vi måske knap nok ænsede førhen, er pludseligt blevet små afsnit vi lever for.

At stå på taknemmelighedens tinde og betragte livet derfra, giver et nyt syn på tilværelsen. Ting, der før betød noget, betyder nu ikke noget. Oplevelser, der før ikke blev tillagt den store værdi, er nu oplevelser vi samler på.

Efterhånden som vi får samlet flere og flere af disse taknemmelighedsoplevelser, bliver livet én lang perlerække af taknemmelighed. Livsformålet træder tydeligt frem. Negative mennesker og tungsindighed kan ikke længere få plads. Vi indser, i kraft af den ny afklarethed, at svære beslutninger er lette at foretage. Fordi vi ved, hvem vi er dybt inde.