Vinni Gren Bonde

I mit forrige indlæg skrev jeg om, at være versus at være noget for nogen.

Det slog mig bagefter, at det er ordet ‘noget’, der er hele humlen. Det handler om, at skulle være noget. For det er ikke nok at være. Nej, vi skal være noget (for nogen). Igen tilbage til en titel, en label, et prædikat. Noget håndgribeligt. ‘Se, hun arbejder som frivillig på et plejehjem to aftner om ugen. Hun er noget for nogen (for det kan vi jo se og måle)’. Når man bare er hjemmegående, så kan det ikke ses eller måles. Så er man ikke noget – hverken for nogen eller bare noget.

Jeg kunne jo godt overdrive og sige, at jeg er blogger. Altså, så det lyder som om jeg lever af det. Så ville folk måske stoppe med at foreslå mig, at være noget for nogen, for, så er jeg jo allerede noget. ‘Hun er blogger’. En hjemmegående er ikke noget. Ikke i det samfund vi har i dag. Da jeg var barn, var det at være hjemmegående normen. Og sikke en ro, der var i familien. I dag er det NUL.

For mange mennesker virker det måske dovent, ineffektivt og spild af liv, at nøjes med at være. Bare gå rundt og være. Hjemmegående. Gå rundt derhjemme.

Det hele er tilbage til hjernevasken om, at vi skal udrette noget, for at være noget, og derved gode nok.

Som Shakespeare sagde: – At være, eller ikke være.