Vinni Gren Bonde

Hvad med bare at være, i stedet for at være noget, eller være noget for andre?

Hvad med at lave det vi nu engang har lyst til, uden at det skal definere, hvad vi er og hvem vi er?

Hvis vi nu forestiller os, at vi allerede er Det Højeste vi overhovedet kan være og blive, at vi har alt, hvad vi har brug for – alle sammen – så kunne vi bruge livet på at lave det, vi holder allermest af. Uden at tænke i økonomi, etiketter, anderkendelse, ros, berømmelse, for det har Det Højeste ikke brug for anyways. Så skal vi sådan set bare leve, lege, nyde, skabe og elske.

Lyder det ikke meget fedt?

Hvad nu, hvis det er det, der er meningen?

Hvad nu, hvis meningen på ingen måde er at løbe og stræbe efter ‘succes’, for Det Højeste er allerede det største af succes. Så meningen med at være (her) rykker fra at gøre til at være, og det vi vælger at foretage os er rent lystbetonet og afledt af en væren i balance, som hele tiden ved og justerer og foretager sig det, som er ypperligt for dig og andre. Uden bagtanker.

Jeg synes det lyder som det optimale liv på Jord. Lad os drømme stort, så er der en chance for vi rammer (skaber) noget stort.

Mange har travlt med at udleve en livsmission. Jeg har sgu ingen livsmission. Jeg er her ikke for at gøre noget bestemt for menneskeheden, selvom mange ‘spirituelle’ mennesker har forsøgt at overbevise mig om det. Jeg er faktisk på Jorden ved en fejl.

JEG ER Det Højeste (min ånd), som altid har været og altid vil være. Den bor i en krop, som mine forældre gav etiketten Vinni, og som jeg senere gav etiketten Rebekah. Men jeg er hverken Vinni eller Rebekah. Jeg er ånd, Det Højeste, Bevidsthed, Spirit, alle muligheder (som nogen kalder Gud, men det ord benytter jeg ikke længere af flere grunde). Jeg er Ånd, der pt har en menneskeoplevelse (kendt som mennesket Rebekah). Rebekah er ikke den jeg er. Ånd er den jeg er.

Og det er du også! Hvad end du hedder og laver. Du er Det Højeste, som pt har en menneskeoplevelse som [indsæt dit navn].

At vi er her, er fordi vi blev narret ind i et falsk lys / ‘tunellen’, da kroppen døde i forrige liv. Vi troede vi kom op i Himlen, men vi røg ind i endnu en inkarnation – hukommelsen blev slettet og vupti så befandt vi os i en ny krop, med en ny etikette.

Det var faktisk ikke meningen, og det er sidste gang jeg er her. Jeg har ikke selv valgt at være her, det var en fælde jeg blev narret i, af simuleringen af de religiøse helte og ældre afdøde fra familien, som tog i mod mig på ‘den anden side’. Men, det var sgu hverken Jesus eller min afdøde mormor, der tog i mod mig, som jeg blev narret til at tro. De var mine astral-projektioner!

Næste gang min krop siger fra og dør, vælger jeg (min ånd) at bypasse denne simulering i det astrale. Denne falske Himmel. Med min fri vilje bypasser jeg fælden og komme retur til Det Højeste, Bevidsthed, Spirit, mit sande Hjem. Den ægte Himmel.

Hjem, tak.