Rebekah Gren Bonde

Så gik endnu en dag i dette liv, i denne midlertidige oplevelse kaldet menneske.

Endnu en dag, hvor jeg stod op, tissede, sagde godmorgen og spiste morgenmad. Ligesom millioner af andre.

Er hverdagen trummerum agtig, når vi foretager de samme ting en stor del af dagen, dag efter dag? Eller er trummerummen bare et udtryk for praktiske rytmer, der får livet til at glide, måske oven i købet i den retning vi ønsker? Det må handle om perspektiv. Er vi tilfredse med livet, er det nok det sidste vi hælder til at mene. Er vi kede af det liv vi lever, er det hele nok bare en trummerum.

Som ung kedede jeg mig hurtigt i trummerummen. To dage måtte ikke være ens. Med alderen har jeg lært at sætte pris på trummerummen. Jeg ser fordelene ved den, nuancerne. Roen.

Den ro trummerummen giver i krop og sind, levner plads til kreative idéer, som – for mit vedkommende – alle dage har haft tendens til at boble op, netop i gentagelserne. I rytmerne. Når jeg slår i bolledejen, går en tur, lægger tøj sammen eller stirrer tomt ud af vinduet.

Uanset om det er et maleri, et digt eller en sang, der presser sig på, så er det stensikkert det kommer, når der er ro. Og udebliver, når der er uro.

Er vi her egentlig for at være kreative? For at arbejde? Er det meningen, at vore liv skal reflektere os?

Menesker i ‘den vestlige verden’ er nærmest overdrevent optagede af at finde livsformålet. Tankerne kredser i højere grad om, hvad meningen er med at være her, og hvad der skal laves/ gøres/ ydes, fremfor at reflektere over, hvem vi er og hvor vi er! Kommer disse to ikke før hvad vi skal lave?

Vi bilder os ind vi ved, hvem vi er og hvor vi er, fordi det har nogen (andre) fortalt os. Og det sætter vi vores lid til. Du er Ole og du er god til tal.

Vi tror vi befinder os på en rund klode, for det har vi lært i skolen. Vi tror vi er mennesker, som fødes, lever og dør. For det har vi også lært i skolen. Men, hvad nu hvis det vi har lært er forkert? Er løgn?

Hvad nu, hvis der faktisk er nogen, der styrer denne verden, som ønsker vi ikke skal vide, hvem vi er og hvor vi er? Ja, det virker helt langt ude, men prøve lige at lege med lidt. Ville det ikke forklare en del?

Hvad nu, hvis de sørger for vi har så travlt, er så belastede af negative ‘nyheder’ og gøremål – af den kedelige trummerum – at vi slet ikke mærker os selv og finder ud af, hvem vi er, men udelukkende holder os til de historier og narrativer vi har fået fortalt, fordi vi har ikke kræfter til at grave dybt og finde svar. Vi kan ikke høre noget for støjen omkring os og inde i os.

Hvad nu, hvis det er helt bevidst styret, at vi er konstant beskæftigede og overstimulerede, så vi tager til takke med bare at kunne klare dagen og vejen nogenlunde? Tjekke ind, tjekke ud. Dyt bot robot. Er det meningen vi skal leve sådan?

Nej, det tror jeg ikke.

Jeg tror roen – den gode trummerum – vil være en gave her. For at få travlhed, støj og uro af vejen, så vi kan mærke os selv. Så vi kan stille os selv de store spørgsmål: Hvem er vi og hvor er vi og hvorfor er vi?