Vinni Gren Bonde

Jeg talte med en veninde om begrebet fællesskab.

Hun forklarede det bedre end jeg selv kunne, da hun sagde (og jeg gengiver frit), at hun godt kan lide fællesskaber, man kan gå ind og ud af, uden regler – og hvor man ikke skal gøre andres verden til sin.

Morten og jeg meldte os ud af ‘fællesskaber’ for 13 år siden og har kun været i tvungne fællesskaber siden – dem på børnenes skoler. Børnene er store nu, og disse fællesskaber er et overstået kapitel.

Jeg savner fællesskaber, i det små. Fællesskaber som min veninde beskrev. Her er mit gospelkor perfekt, for det er netop et fællesskab, hvor jeg kan gå ind og ud – og hvor jeg ikke skal gøre andres verden til min. Vi i koret behøver ikke at forholde os dybt til hinanden. Vi er bare sammen om noget vi elsker: at synge! Og så hyggesludrer vi i pausen. Perfekt.

Fællesskabet. Der, hvor vi kan gå ind og ud, være den vi er, uden at overtage andres verden (mening, teologi eller optik). Det fællesskab kan noget! Der, hvor ingen hiver i os for at troppe op, fortæller os hvad vi skal mene og hvordan vi skal opføre os.