Vinni Gren Bonde

Den tid, hvor vi greb knoglen og ringede til hinanden og inviterede til middag to dage senere, er forbi for to-tre årti siden. I dag kan vi ikke få lov at invitere. Invitationen får nemlig ikke lov at blive i sin ramme. Den opfattes af modtageren som et forhandlingsoplæg.

Da Morten og jeg var nygifte foreslog jeg at vi inviterede hans tre søskende til middag den følgende lørdag. Uden ægtefælder og kærester (og uden mig). Altså en rigtig søskendehyggemiddag med gode vine og tre retter mad. Jeg ville være med til at lave maden og dække bord, og så ville jeg ellers trække mig tilbage, så Morten kunne nyde sine søskende i fred.

Morten syntes det var en brandgod idé. Vi talte om den mad vi ville lave og de vine vi ville servere.

Jeg sendte invitationen til de tre søskende og forklarede konceptet. De var begejstrede. De kunne dog ikke den dag. Og inden jeg nåede at tænke æv, fik jeg tre mails retur med i alt 16 forskellige datoforslag til, hvornår de så kunne – både tre og fire måneder ude i fremtiden! ! ! Så kunne jeg ellers gå i gang med at koordinere og finde en dato, hvor alle fire søskende kunne.

Invitationen var blevet lavet om af modtagerne til et forhandlingsoplæg, og jeg var blevet ufrivillig projektkoordinator på det.

Min mand rystede på hovedet og sagde, at invitationen var til den dag vi inviterede. Eftersom de ikke kunne, var der ikke længere nogen invitation. Jeg svarede dem, at det vær æv de ikke kunne, men at vi ville glæde os til at se dem en anden god gang.

En veninde gav mig igår et super godt billede på konceptet invitation. Hun mindede mig nemlig om barndommens børnefødselsdagsinvitationer. Her stod der: ‘Det vil glæde mig at se dig til min fødselsdag på tirsdag klokken 14-16:30.’

Invitationen var ikke et forhandlingsoplæg. Enten kom du eller også kom du ikke. Der var kun de to muligheder. Der var heller ingen, der undrede sig over, at der er et sluttidspunkt. Og arrangementet var få dage ude i fremtiden, måske en uge. Ikke en måned eller fire. Invitationen var fuld af fest og begejstring. De, der modtog invitationen, følte sig beæret. Ønsket! Og lige om lidt.

En invitation var irammesat af den, der inviterede. Den blev ikke modificeret af modtageren. Det var ja tak eller nej tak. I dag er det nærmest kun bryllupsinvitationer, modtagere ikke tør pille ved.

Når vi i dag inviterer folk til middag fra 18-21 på fredag, kan vi med stor sandsynlighed forvente at få et svar om, at det bestemt ikke kan lade sig gøre. At I sammen lige må lave kalendergymnastik og finde en dato ude i fremtiden. Det lyder meget corporate. Dødssygt.

Det ‘jeg’, som aftaler en dato to, tre måske fire måneder ude i fremtiden, er ikke det ‘jeg’ jeg er lige nu, som inviterer til på fredag. Det er simpelthen for abstrakt. Chancen for jeg ikke har lyst, når dagen endelig oprinder, er stor. Måske har jeg ikke engang kommunikeret med vedkommende jeg lavede aftalen med, siden der blev sat X i kalenderen og så virker aftalen for alvor mærkelig Vi har ikke rigtig noget sammen, men vi har en aftale sammen. Øhh …

For mig er kalenderen et redskab, så jeg ikke glemmer at gå til tandlæge. Ellers skal den bare være Thomas. For det betyder jeg kan lave det jeg har lyst til, når lysten er der. Som fx at invitere dig til middag i morgen aften. Så håber jeg du kan. Ellers æv.

For nogen mennesker giver mange kalenderaftaler overblik, mening og livsindhold. For mig er det kvælende. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Vi er alle forskellige. Men for en som mig, kan det være svært at lave en aftale med en kalenderfacist og vice versa.

Jeg holder af invitationer. Det er tilladt at takke nej til dem. Det er ikke tilladt at modificere dem. For det er ikke et forhandlingsoplæg.