Vinni Gren Bonde

Kære Uendelighed

Det er på tide at skrive til dig,
så du får en opdatering
fra denne side af simuleringstæppet.

Faktisk er det noget underligt noget at skrive.
For tid eksisterer ikke,
foruden du så udmærket er klar over,
hvad der sker
her i matrixen.

Alligevel har jeg lyst til at udtrykke mig
for dig.
Hvilket også er besynderligt.
For du er i mig
og jeg i dag.
Vi er uløseligt forbundende
– sammensmeltede om du vil.
Ét.
Eller sagt på en anden måde:
denne her krop jeg pt er i
som har navnet Vinni
er i virkeligheden ‘bare’ dig,
der har en midlertidig oplevelse
som menneske.

Hvilket igen betyder,
at alle andre mennsker
overalt
også er dig,
der har oplevelser
som (andre) mennseker.

Så, når jeg kigger
på et andet menneske
kigger jeg faktisk på mig selv.
Fordi jeg er dig.

Det er derfor,
at mennesker i krig
er mennesker separeret
fra sig selv.
Splittet.
Som da regeringer splittede jugoslaverne fra hinanden,
så de gik mod hinanden,
selvom de var ét folk
– og stadig er det
uanset, hvad de kalder sig selv
og hinanden.
Uanset, at nogen går med tørklæde
andre med kors
andre igen med Madonnaer.
Det er jo bare labels
etiketter
inddelinger i mindre kasser
af noget langt større.

Som når familier ligger i krig
og medlemmerne er splittet
fra hinanden
sig selv.

Alle disse splittelser
separationer
er udtryk for
at mange mennesker slet ikke ved
at vi hænger sammen
og derfor lader sig narre
til at hade hinanden.

Det giver ingen mening;
for det er at hade sig selv!

Vi er alle Uendelighed,
i forskellige menneskelige udtryk.

Faktisk er vi én stor spejlsal.
Vi ser os selv i andre.
Forskellige udtryk
af os selv.
Nogle af dem ser sjove ud,
vi kan stå i spejlsalen og grine.
Nogle af dem ser smukke ud,
nogen så aparte og anderledes
at vi måske bliver en smule skræmt,
fordi vi ikke helt kan genkende os selv i det vi ser.

Men den er god nok,
det er os.

Du er ikke sådan én man ber til,
Uendelighed.
Eller, det er mit indtryk,
at du gerne er fri
for det gør jo dig til Stor
og mig til Lille
og det hænger jo ikke sammen,
når vi er sammensmeltede.
Alligevel virker bøn
måske alligevel meget godt
– alt efter, hvordan vi ber –
fordi vi jo faktisk ikke ber til dig
men til noget i os.

Uendeligheden.

Kære Uendelighed.
Du er så stor og vidtstrakt
og det føles som lykke
at svæve vægtløst i dig,
netop fordi du er uendelig
og omslutter mig hele vejen rundt.

Når jeg ligger i sengen og sover,
– hér på den anden side af sløret –
er jeg af og til i denne tilstand
af svæven.
Andre gange er jeg bare i det astrale,
møder mærkelige væsner
mennesker jeg kender
begivenheder af forskellig karakter.

Af og til ved jeg ikke
– her i simuleringen –
hvad det er jeg skriver
maler
eller tænker.
Jeg ved det kommer fra dig
Uendelighed.
Nogen gange finder jeg ud af det
med tiden
(selvom den ikke findes)
andre gange forbliver det uvidst.
Dog, ved jeg det alligevel,
den menneske hjerne kan bare ikke afkode det
til noget umiddelbart forståeligt.

Jeg er begyndt at få længere negle
– havde lyst til at lade dem gro igen
og lakere dem.
Er også begyndt at bruge make-up igen
af og til.
Fik lyst til at være feminin.
Jeg var ellers holdt op med at lakere negle
og gå med med makeup.

Jeg er holdt op med at holde op.

Måske har jeg bare flere udtryk,
i denne krop
i mennesket Vinni.
Ligesom når man fx farver hår eller går med cowboy støvler i en periode
og så lader være i en anden periode.
Selvom perioder relaterer til tid,
som jo ikke eksiterer.

Der er kun Uendelighed.

Derfor findes død heller ikke.
Der findes en overgang.
Kroppen aflægges.
Hvad der herefter sker, kan vi måske tale om.

Nogen siger reinkarnation,
andre siger Himlen.
Nogen siger ingen af delene.
Nogen siger begge dele.

Kan vi få lov at vælge?
Jeg mener, nu har jeg ligesom været her.
Jeg vil faktisk ikke retur hertil mere.
Jeg vil noget andet.
Jeg vil bare gerne Hjem,
til dig
og mig
til Uendeligheden.

Mine tanker er uendelige.
De er som usynlige lange baner
af kendte og ukendte sprog,
som jeg hele tiden går og taler
inde i mig selv.
Morten og børnene siger de kan se det på mig,
for mine læber bevæger sig lydløst.
Jeg ved ikke, hvem jeg taler med.
Måske går jeg bare rundt
og udtrykker mig
og dig
som en del af menneskeoplevelsen.
I en samtale med Uendeligheden.

Af og til hører jeg faktisk samtalen.
Det er, når jeg befinder mig i stadiet mellem bevidsthed og søvn
– som i virkeligheden nok er mellem søvn og bevidsthed, altså omvendt –
Lige der, hvor jeg godt ved jeg er ved at vågne
– eller falde i søvn –
men endnu ikke er nået helt op til overfladen
– eller helt ned i kroppen.

Når jeg svæver.

At svæve er min yndlingstilstand.
Den minder mig om den slørdans jeg opfandt på fritidshjemmet
da jeg endnu kun var fem år.
Hver morgen dansede jeg den
inde i festsalen
for høj mystisk musik.
Pædagogerne gav mig lov.
Skaffede slør til mig,
satte musikken på
og lod mig danse.
Indtil skolebussen kom og hentede os.

Senere følte jeg denne svæven,
når jeg dansede improviseret mavedans
eller sang sange, der ikke eksisterede.

Når jeg maler,
når jeg skriver.

Udtryk.
Feltet mellem her og der
og begge steder på en gang.
Uendeligheden
i mennesket.
Mennesket i Uendeligheden.

Det er tid til at runde af,
selvom det er noget mærkeligt noget at skrive.
For tid eksisterer stadig ikke
og vores samtale fortsætter
i uendelige baner
ud af mine tanker
fingre på tastaturet
mine læber der bevæger sig
lydløst
eller i sang
i mine forestillinger.

Ord,
der har en oplevelse
af Uendelighed.

Uendelighed,
der har en oplevelse af ord.

Kærligst dig og mig
også kaldet Vinni