Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘30 år versus 50 år

30 år versus 50+

leave a comment »

Jeg fylder 51 år i næste uge, og det fik mig til at tænke over følgende: Vi kan opleve samme hændelser i 50+ gruppen som da vi var 30, men opfatter det vidt forskelligt. Her er nogle eksempler på, hvad jeg mener.

Du præsenteres for svigerforældrene for første gang:
30 år: – Åh, bare de kan lide mig 🙂
50+: -Åh, bare jeg kan lide dem 😦

-på vej hjem:
30 år: – Ej, jeg skulle ikke have sagt det der 😦
50+: – Åh, de skulle ikke have sagt det der !

Du har majet dig ud og skal i byen, og folk på gaden glor efter dig:
30 år: – Fuck, jeg vidste bare jeg ikke skulle ha tage så kort nederdel på!
50+: – Yes!!! Jeg vidste bare jeg skulle tage den korte nederdel på!

Du står i baren og falder i snak med to unge fyre:
30 år: – Åh nej, nu tror de bare jeg er interesseret, jeg vidste jeg bare skulle have ignoreret dem.
50+ – De er så unge, så de VED jeg ikke flirter, så nu smiler jeg lidt ekstra og ser, hvad der sker.

Du har lige vejet dig og resultatet er langt fra ønskeligt:
30 år: Fuck fuck !! Jeg har overhovedet ikke tabt mig siden i går. Jeg går bare ikke i byen sådan her!
50+: Nåh ja, ingen overraskelse. De fleste i min alder er federe end mig. Hvem tager kage med i dag?

Du og din mand skal have en hyggeaften:
30 år: Nyt blonde lingerisæt fra Chilirose, selvsiddende netstrømper fra Wolford, A Pair stiletter, tantra sex musik på Spotify, boblebadet fyldt op, to flasker bio vin trukket op, pølser og ost, nyt silkelagen.
50+: Stearinlys.

Du mangler bukser og beslutter dig for at skaffe nogen:
30 år: Du har kun 14 par bukser, og MÅ derfor ha nogen, med et lidt andet snit end de øvrige. Efter at have prøvet jeans i fem timer og 11 forretninger, beslutter du dig for et par sylestramme til 2798,- kr.
50+: Du har to par bukser, inkl. træningsleggings. Du bruger fire minutter på Trendsales, mens du drikker morgenkaffe, og køber to ens par ‘godt men brugt’ i blød merinould, højtaljede som dækker maven, til 100 kr stk., og vælger fragt til privaten, så du sparer en tur i DAO køen i Føtex.

Du har for en gang skyld en alene-aften – KUN DIG – og det skal bare udnyttes:
30 år: Hvidvin, agurker på øjenlåg, hårkur, barbere ben, se ‘Sex & The City’, face time med syv veninder.
50+: Joggingtøj, parisertoast og ‘When Calls the Heart’ (‘det lille hus på prærien’ for voksne). Stearinlys.

Du synes maven er blevet lidt større:
30 år: PANIK ! Slår frustreret på maven, forsøger at trække den ind – så den går indad, planlægger kur.
50+: Muntrer dig med at lave sjove figurer med mavefedtet når du sidder på wc.

Du har ikke hørt fra din svigerinde i en måned:
30 år: Fuck, jeg skulle ikke have sendt hende det der artikel. Hun har misforstået mine hensigter og er smæk prinsessefornærmet.
50+: Er der gået en måned?

Du møder naboer, som synes det er længe siden:
30 år: Gud ja, det er også længe siden, og det er min skyld! Det er også bare fordi jeg aldrig kommer med til noget, jeg skal altid noget andet. Eller gider ikke og melder fra. Det er også for ringe. De er sikkert sure.
50+: Er det længe siden?

Du har MUS samtale med chefen, som spørger hvordan du vil arbejde med dine svage sider:
30 år: Du sidder med rank ryg, lytter artigt, og fremlægger dit hjemmearbejde: En plan over, hvordan du indenfor det kommende år konstruktivt vil vende samtlige svage sider til stærke sider.
50+: Du svarer: – Hvis jeg ikke havde disse svage sider, ville jeg nok ikke have det er job.

Din chef begynder at spørge til dine ønsker om udviklingsmuligheder i virksomheden:
30 år: Du istemmer med karriereplan og titler der slutter på ordet ‘manager’, argumenterer for mere i løn og fremlægger tre uddannelser du gerne vil tage om aften, for at styrke din position og muligheder.
50+: Du klør dig på hagen og siger med hovedet på skrå: – Jaaaahhh altså, jeg kunne godt tænke mig at starte en gourmet-mad-klub, hvor vi mødes om aftenen én gang om måneden og laver mad sammen. Og så vil jeg gerne have den blå kontorstol, når Jared stopper.

Du har snart fødselsdag og din kæreste spørger, hvad du kunne tænke dig:
30 år: Du ringer til fire veninder og spørger om råd og ender med at fremlægge en ønskeliste for din kæreste med fem gaveønsker (som kræver en seriøs god bonus for at erhverve), foreslag til tre forskellige gourmetrestauranter i byen (bare dig og ham), og slutteligt en tur til noget stand-up.
50+: Stearinlys.

Written by Vinni Gren Bonde

august 30, 2023 at 21:53