Vinni Gren Bonde

Som 23 årig købte jeg en stor andelslejlighed på hjørnet af Istedgade og Saxogade, Vesterbro. Jeg elskede den! Den lå på 1. sal og var overetagen på en tidligere lampeforretning. Derfor var indretningen sjov. Der var et gammelt pengeskab muret ind i køkkenvæggen, og stuegulvet bar spor af den vimpeltrappe, der tidligere var gået gennem gulvet fra stueetagen.

Lampeforretningen for længst lukket, og forretningen under min lejlighed var ‘Yvonnes video’ – Danmarks sidste analog videoforretning. Alle film og movieboxe, der blevet lejet ud, var registreret ved håndskrift i en bog. Af Yvonne selv – en tidligere prostitueret med den dejligste humor, som ofte måtte lægge ører til min teknomusik fra overetagen.

I Saxogade var der hver sommer ‘Sidegadefest’ med liveoptræden af forskellige bands, mad, salg af brugte ting og tøj. Dagligt så jeg Carslbergs hestetrukkende ølvogn køre ned ad Istedgade. Lige overfor mit ene stuevindue lå den lækreste bager, som var kendt i hele byen for dens jordbærkager. Hussein havde kiosken til venstre for, hvor man kunne købe på klods. Café Sonja lå i stueetagen, så der duftede af lækker mad i hele opgangen, når jeg kom hjem fra arbejde. Oehlenschlægersgades Skole lå lige ud til vores gård, så jeg hørte klokken ringe ind og ud, og jeg hørte lyden af glade børn lege i skolegården.

Jeg elskede Saxogade.

Det var fedt at bo i hjertet af Vesterbro. Det med, at man ikke kender sin nabo i København, var i hvert fald ikke rigtigt, på det Vesterbro, hvor jeg boede. Det var en by i byen.

Drankerne i ‘cykelklubben’ skubbede mig af og til igang i min VW boble fra ’72, der ikke altid ville starte. Til gengæld kom jeg ind med cola og sharwarma til dem, hvor jeg skulle skære mig igennem hashtågen, for at finde dem henne i sofaen.

Efter 1,5 år valgte jeg at bytte lejligheden med den på 3. sal tv., som var på halv størrelse (nemlig kun 42 kvm). Jeg var ung og havde lyst til at rejse, gå i byen, købe tøj, gå ud at spise – i et noget større omfang, end udgifterne tillod mig i den store lejlighed. Jeg sikrede mig frihed ved at bo mindre. Og jeg ville for alt i verden blivende boende i gaden. For her var den fede vibe.

Og jeg elskede min lille lejlighed! Der var intet bad, jeg skulle i kælderen, hvor der til gengæld var et kæmpe stort og meget rent badeværelse, som vi var nogle stykker, der deltes om og skiftedes til at rengøre. Det fungerede super godt og jeg kunne nu rejse flere gange årligt og stadig købe nyt fedt tøj og gå i byen, og blive boende i smørhullet.

Jeg ente med at blive boende i seks år i den lille hyggelige lejlighed.

Af og til har jeg tænkt på, at jeg skulle have beholdt den store hjørnelejlighed på 84 kvm, hvor jeg kunne kigge hele vejen ned af Istedgade til Hovedbanen. Hvor jeg havde mit eget badeværelse. Hvor jeg kunne købe nabolejligheden – når den blev ledig – og slå dem sammen med min og så have en på 130 kvm, med (i min optik) jordens bedste beliggenhed. Og stifte familie der. Men nej! Jeg købte mig frihed, ved at bytte til den lille og meget billigere lejlighed. Jeg købte mig selv ro.

Da jeg efter otte år stoppede på et arbejde – og kom på dagpenge en kort periode – var jeg på ingen måde i panik, for jeg havde snildt råd til at blive boende, selv på dagpenge. Jeg gav 1300 kr i husleje om måneden, hvilket var piv-billigt, selv dengang. Da jeg endte med at sælge lejligheden, var andelskronen måneden forinden steget til det dobbelte. Så jeg kom ud gældfri og med en stor pose penge i hånden.

Der er mange måder at leve på. Jeg valgte friheden og trygheden fremfor den store flotte bolig. Jeg ‘nøjedes’ med mindre, og fandt hyggen og charmen ved det. Og ikke mindst roen. Det gav nemlig en kæmpe ro at vide, at uanset hvad der ville ske, kunne jeg blive boende. Min boligsituation var helt uafhængig af indkomst.

Endnu den dag i dag taler veninder og familie om, at det var en sjælefuld og charmerende lejlighed jeg boede i. En klassisk gammel arbejderlejlighed, som man i dag kun ser i film som fx ‘Sonja fra Saxogade’.

I dag er jeg rigtig glad for den beslutning jeg som 24 årig tog, da jeg valgte at bytte den store lejlighed ud med den lille. Den form for sikring ligger dybt i mig. Morten og jeg bor ganske vidst ikke specielt billigt, men vi bor til leje og har friheden i, at vi altid bare kan sige op, hvis vi ikke længere vil bo her.

For nogle mennesker giver det ingen mening. For os er det frihed.