Posts Tagged ‘at invitere gæster på besøg med sluttidspunkt’
Gæster, der ikke vil gå hjem …
Det er så hyggeligt at have gæster.
Nogle gæster kan dog ikke finde ud af at gå igen! Måske er det en dansk ting? Når man endelig er på besøg, skal man edder brand døleme have noget ud af det.
Her har jeg så lige et problem. Min krop holder ikke til det!
Lige meget hvor meget jeg elsker folk, så er jeg ved at kaste op (helt seriøst) efter fire-fem timers besøg. Mine lagre er tømt. Jeg kan ikke mere og tænker, gad vide om det er okay at lægge sig i aflåst sideleje under sofabordet et par minutter?
Jeg har derfor – i flere år – været direkte i invitationer. Ganske uden held. Skrevet, at jeg ikke holder til lange besøg længere. Jeg har tilmed skrevet, at vi afslutter frokosten med en gåtur, hvorefter vi går hjem og de går til stationen.
Alligevel er gæsterne gået med hjem igen. Mere kaffe. Mere snak. Blødende ører. Gys …
Så, nu har jeg besluttet, at invitationen har et start- OG et sluttidspunkt.
Det kan for nogen måske virke uhøfligt, men det er nødvendigt. Invitationen vil være kÆRLIG: Jeg skriver min krop ikke holder til besøg på mere end fire-fem timer – og at jeg GLÆDER mig til at se dem. Så er det ikke en afvisning, det er bare min krop, der er sådan. Slut prut.
Hvis gæsterne glemmer tiden, begynder jeg at rydde af. Hvis de ikke fanger signalet, kan jeg slukke for musikken og dæmpe belysningen. Hvis det heller ikke hjælper, kan jeg tage morgenkåbe på og begynde at børste tænder. Men så langt skal vi nok ikke ud 😆
For mange år siden inviterede min svigermor og hendes mand hele familien til juleaften fra klokken 18:00 – 21:30. Dengang var vi unge og kunne det hele. Invitationen med sluttidspunkt var en stående joke! Havde de da slet ikke lyst til at fejre jul med os?
I dag forstår jeg det! Juleaften lagde svigermor sig efter maden. Hun var blevet dårlig. Overanstrengt formegentlig. Havde hun nu sagt til familien: – Min krop holder ikke til marathon-jul, derfor lukker festen klokken 21:30. Så havde vi forstået det.
Vi bliver nødt til at passe på os selv. Vi må være ærlige. Det nytter ikke noget at køre hårdt på pga andres (eller egne) forventninger. Meningen er jo, at det skal være piv-hyggeligt at være sammen. Det skal ikke være en kraftanstrengelse.
