Vinni Gren Bonde

Morten og jeg lever det langsomme liv og deltager ikke i fester og anden tam tam – og sådan har det været i 10 år.

Det begyndte med, at vi trak stikket da min ene bonusdatter blev alvorligt syg. Udover hende havde vi fire andre børn (heraf to helt små) som vi også skulle være noget for. Foruden vi havde jobs at passe. Vi var pressede. Noget måtte gøres!

Vi meddelte omverdenen, at det var nødvendigt at trække stikket og sige nej tak til invitationer. Vi var ved at kollapse. Vi havde store familier, hvor der var tradition for at invitere til samtlige fødselsdage, pinse- påske- og julefrokoster og meget andet. Vi var afsted næsten hver weekend.

Vi trak stikket og der var bonus øjeblikkeligt! Livet på den langsomme måde var befriende. Vi valgte, at det stik ikke skulle sættes i igen. Vi havde fundet en livsmodel, som virkede for os. Det har holdt ved.

Én ting vi efter mange år har lært er, at langt de fleste accepterer vi takker nej, så længe det gælder andres invitationer. Når det gælder dem og deres, er der bestemt ingen accept eller forståelse. Der bliver gryntet, og forklaringer forlangt. Disse bliver kigget grundigt efter i sømmene og bliver så dømt ude. Dur ikke. Ikke god nok grund! Anden grund, tak. Så grunde skal på ingen måde gives, nogensinde. Og jo mere der forlanges, dets hurtigere skal der lukkes i. Det er vores klare erfaring på området.

Vi har oplevet venner sive ud af vores liv fordi vi ikke deltog i deres barns dimensionsfest fra folkeskolen, og vi har oplevet en granvoksen mand blive lillepige-fornærmet over vi ikke deltog i hans fødselsdag. Sidstnævnte er otte år siden, og han har gjort det meget klart, at han stadig er bitter, ikke kan tilgive os og aldrig vil se os igen. Uha da 🙂 Som min kloge gamle far siger: – Glem ham, sådan et pattebarn!

Der er også dem der mener, at vi vælger events fra fordi jeg er særligt sensitiv. Da jeg fortalte dette til en veninde svarede hun: – Nej da, hvis det var derfor ville Morten jo bare tage afsted. Det er fordi de har valgt, at du skal være årsagen. Pyt med dem.

Og ja, pyt er det eneste vi kan sige, og trække på skulderen ….

En anden god ting ved, at det stik har været ude i så mange år er, at vi næsten ikke inviteres til noget mere. Det er så dejligt. Vores venner kender os og er for længst holdt op med at invitere. Vi ses under andre former. Det er hyggeligere, vi kan tale sammen og vi nyder hinandens tætte intime selskab.

Vi accepterer naturligvis at nogen ønsker at fejre og blive fejret. Fyr den af – big time! Herligt.

Det hele handler jo i bund og grund om, at respektere vi er forskellige og har lyst til noget forskelligt, og at man måske ikke altid lige kan få sin vanilje.