Vinni Gren Bonde

I Danmark har vi ikke dødsstraf,
vi har et offentligt sygehusvæsen.

Ingensteds er man så uvelkommen
som på en dansk skadestue
– det skulle da lige være hos mine svigerforældre.

I Danmark går folk i sort,
gennem den lange mørke vinter.
Hilser man på et menneske på gaden,
tror de man er psykisk syg
– og, man må i hver fald ikke sætte sig
ved siden af en person i bussen,
hvis der er et ledigt sæde andetsteds.

I Danmark mener vi allesammen det samme.

I Danmark er jeg født,
her har jeg hjemme.
Danmark er smuk
i solskin,
men grum
på skyggesiden.
Korruptionen er så stor
at vi ikke kan se den.
Vi tror stadig på det en politiker siger.
Vi tror stadig på kongehusets kransekagefigur-funktion.
Vi tror stadig, at det at være ligeværdige er
at være ens.

Alle går i sort,
i sær over priserne
ingen stikker ud
eller af
men stikker hovedet ned i busken
vender hovedet væk.
Hvis et mennesker falder og slår sig,
kigger folk den anden vej.
Vi er blevet NPC’s
i et robotland.

Ingen mener noget,
som ikke står i scriptet.

I Danmark retter vi hinanden,
hvis vi ser nogen spise forkert
køre uden cykelhjelm
eller tænke selvstændige tanker.
Vi vil hellere lukke ned for os selv,
end at blive korrekset af andre.
Vil hellere lade som om vi mener det samme,
i frygt for at stikke ud
og blive stukket.

I Danmark er vi danskere,
som går alt for meget op i,
hvad andre mennesker mener
om os.

I Danmark går vi op i,
at vi i Danmark har det godt.
At vores børn kan få en flot konfirmation,
så er alt vel.
Så har vi det godt
her i Danmark.

I Danmark er jeg født.
Er det her jeg vil dø?
Vil jeg stikke af
eller ud?

Jeg vil i hvert fald ikke være en levende død.