Vinni Gren Bonde

Det er nogle gange bare det, der skal til.
Krebinetter med ærter og smørsauce,
“Det lille hus på prærien”
og “Snøvsen” oplæst af Povl Dissing.

For når man er syg og skidtmads,
er det 70’ernes barndoms-tryghed,
der gør godt.
Også når man er 45.

Nogle gange savner jeg de sorgløse 70’ere,
hvor det ikke var farligt at ryge.
Hvor vi kørte i bil uden sikkerhedssele
også foran.

Det var dengang en is var en is.
Enten var det en pind-is eller en vaffel
(også kaldet iskage, hvis man var Københavner).
Nu skal vi vælge mellem veganer-is
øko, softice med enten vanilie, jordbær eller chokolade,
19 forskellige slags drys,
vaffel eller bægre,
kontant, på kort eller mobile-pay.
Der er flere spørgsmål end svar.
Mere usikkerhed end ro.
Flere valgmuligheder end tryghed.
Så mange hylder, at de unge ikke kan finde deres egen.

Jeg mener bestemt vi skal skabe skabere.
Børn skal gøre op med systemet,
ikke finde sig i at sidde på rækker og tie stille.
Det handler ikke om beståelse
– men forståelse.

Men når det gør ondt i livet,
– kan 70’er barndommen pludselig se grønnere ud,
end græsset i vores have.
Selvom stort set alt der foregik dengang
var dybt uforsvarligt.

Jeg savner dog enkeltheden.
Enkeltheden i smørrebrøddet.
Den røde pølse.
Rød sodavand, som min svenske familie misundede mig.

Håndbajerne,
maizena-grøden.
Kvinders hvide høje hæle
og hudfarvede nylonstrømer.
Den ækle lugt af læbestift-kaffe-røg.
Klap-sammenmadderne.
00 toiletpapiret på wc’et i skolegården,
som var koldt og stift
og kradsede i tissekonen.
Det sorte iskolde toiletbræt
og snoren at hive i, med porcelænshåndtag.

Skolegården
drikkefontænen
klasse-fødselsdag uden allergi.
Diagnose var et ukendt ord.

Vi cyklede
hen til hinanden
for at spørge om de kom ud at lege.
Vi ringede ikke.
Vi kom sukker i medova-teen.
Slik var snold,
og noget vi oplevede én gang om året
eller to, hvis vi fandt nogle penge.

Mælk på pose
og op i en plastikkande.
Den tre-stjernede salami var altså ikke farlig.
Mors hjemmebag.

Enkeltheden
ikke så mange spørgsmål
kun ét svar,
fordi de voksne sagde det.

Nu er hele verden mikro-tarificeret,
alle er tilgængelige
hele tiden.
Mystikken forsvundet.
Nærværet forduftet.

Enkeltheden.

Dengang blev en hjemmegående husmor ikke spurgt om,
hvad hun dog fik tiden til at gå med.
Heller ikke, hvis de boede i en lille 2 vær.
Det var det naturlige
– at mor var hjemme.
Også selvom far “kun” var buschauffør.
Man nøjedes.
Mor stoppede strømper.
Ingen rejser.
Rester hver anden dag.
Men der var tid.
Og den lange øjenkontakt.
Tid til avisen.
Og fars cerut på badeværelset.
Flødekager en sjælden gang.
Og piskefløde i kaffen.

Dengang forstod man svaret,
når man fik at vide hvad Tokes far lavede.
Ikke nogle fancy amerikanske titler.
Tokes far var murermester.
Så de havde penge.
De havde både campingvogn og græsplæne.
Fik blødkogte æg i weekenden, til morgenmad.
Og måtte undlade at spise rugbrød til.
Mindst en halv rundom til ét æg
var det vi andre skulle spise.
De fik tilmed rigtig smør.
Ikke bare margarine som os andre.
De fik endda basser!
Og kom på ferie.
Nogle gange helt til Tyskland.

Det var de enkle 70’ere
hvor ABBA og Ole Olsen var forbilleder
bryster var naturlige
BH’er ikke var noget man brugte
kvinders overarme var bløde
og alle på klassebilledet var slanke.
Der var ingen særlige hensyn
der var ingen særlige behov.
Man kunne få en røvfuld, hvis man ikke hørte efter.
Mor klippede vores pandehår.

Jolly Cola
og savnet efter noget mere.
For der måtte være mere.
Andet.
På den anden side
af det de kaldte barndommen.
Var det fuldkommen?

Enkeltheden.