Vinni Gren Bonde

Barndomserindringer #3 (Ølstykke Kro, 3650 Ølstykke)

Ølstykke Kro, 3650 Ølstykke

Efter 1,5 år i det moderne hus i Jyllinge fik mine forældre et tilbud de ikke kunne sige nej til. Nu skulle de være bestyrere af Ølstykke Kro. Så vi flyttede igen. Til lokalerne over kroen. Her begyndte min hukommelse. Jeg var 3,5 år. Jeg husker endnu mit værelse. Duften. Min farmors besøg og den guldring med rød sten hun forærede mig og jeg sagde, – Holdkæft farmor, jeg skal se hvad klokken er, mens jeg kiggede ned på stenen, som jeg mente var et magisk ur.

Lige omkring flytningen havde min mor og far valgt en velfortjent ferie på Malorca, hvor min mor brækkede en tå i hotellets swimmingpool. Meget uheldigt, når hun skulle retur og knokle på kroen. – Træsko, sagde lægen. – Det er det eneste rigtige fodtøj, når man har en brækket tå. Ikke så meget at pive over, og bare i gang med med arbejdet.
Min farmor passede Johnni og mig, mens de var på Malorca. Vi blev syge dagen efter de var rejst og blev første raske den dag de kom hjem. Så var min farmor ikke mange potter pis værd og glædede sig til at komme hjem og slappe af. Så blev hun syg.

Selve flytningen sov Johnni og jeg fra. Dagen før vi skulle flytte ind kørte min mor og far lige et enkelt flyttelæs afsted i Mini Transen, mens Johnni og jeg sov. Det ville jo lette flytte-byrden den følgende dag. De så vi sov så tungt, så de valgte at køre endnu et læs, tændte så en cigarret og kiggede på hinanden, – Skal vi tage en tur mere? Og det gjorde de. De fortsatte faktisk indtil de havde flyttet hele hjemmet, med undtagelse af senge. Klokken fire om morgenen satte de sig ned og var helt skeløjede. Det var klassisk for mine forældre. Spontane og energiske.

Jeg syntes det var spændende at bo oven på kroen. Mine forældre knoklede til langt ud på natten. Min mor stod i barren og min far serverede mad som kroens kok lavede. Han var en tyk mand, men da han lærte at spytte smagsprøver ud blev han tynd.
Jeg sad ofte på gulvet og legede, blandt viskestykker og min mors lange flotte ben. Der var stamkunder. Løjd hed den ene. Ord som alkoholiker figurerede ikke i min bevidsthed. Mine forældre drak ikke. Kun hvis der var en fest. Jeg fik lov at sælge Løjd en bajer for en femmer. Jeg måtte ikke drikke sodavand for min mor, det var for usundt. Hun var meget hysterisk med vores tænder. Johnni og jeg gik nærmest til tandbørstning to gange dagligt, indtog de røde sladderpiller og skulle smile bredt til min mor, som tjekkede hver en lille tand. I hvert fald da jeg blev noget ældre. Men Cocio kakao fik jeg lov at drikke, i ny og næ. Der var ikke helst så meget sukker i og ingen skadelig kulsyre.

Det var hyggeligt at bo på kroen. Jeg havde ikke selv nogen fornemmelse af at mine forældre arbejdede så meget. På ingen måde følte jeg mig tilsidesat eller overset. Vi børn var bare med på job og en del af hverdagen. Når vi var blevet puttet fortsatte mine forældre arbejdet. I dagtimerne var jeg i dagpleje og Johnni skulle hente mig. Der var ikke så langt, en kilometer måske. Han opdagede meget hurtigt, at jeg var ellevild når han kørte stærkt med mig i barnevognen, som vi endnu brugte til at fragte mig frem og tilbage, og som jeg også sov til middag i. Engang endte det med, at Johnni kom til at køre mig i grøften. Men der skete ingenting og jeg sad bare og grinede.

Hvordan mine forældre bar sig ad med også at finde tid til at spille håndbold, aner jeg ikke. De var sidst i tyverne og i god form, det hjælper naturligvis på det. Min far fortalte engang, at han altid tog en smøg i omklædningsrummet, straks de var færdig med at spille kamp. – Det rev så dejligt i lungerne. Min mor fortalte på et tidspunkt, at de skiftedes til at stikke hovedet ud af badet og tage et sug af en smøg. Den slags ville ikke forekomme i dag, men i 70’erne var det ikke blot accepteret, det var normen. 90% af alle voksne røg. Alle steder. Hvis man ikke brød sig om røg, kunne man bare pille af.

Bandet Mabel skulle optræde i krostuen engang og jeg fik lov at spille på stortrommen. Det var dem, som vandt melodigranprix og havde smukt hår. Jeg sad på skødet af Michael Trampenau og kunne lige nå pedalen med foden når jeg rejste mig.
En anden og knap så rar erindring var da Skibby Bøllerne kom forbi. De var rockere på motorcykler og ville ud at more sig. Min far stillede sig op i døråbningen med Stern og sagde, – I kommer ikke ind! Jeg sad på skødet af Løjd og sked i bukserne af skræk. Det var første gang i mit liv jeg var bange og fuld af angst. Min far var en 1,90 høj og bred håndboldspiller under tilnavnet ‘Killer’, og af en grund. Han var født og opvokset i Nørrebros arbejderghetto med en overordentlig strengt-opdragende far, en hårdtarbejdende mor, daglige ‘håndmadder’ i gården og boksetræning i fritiden. Han var ikke bange for noget eller nogen, han havde set alt i livet og de kunne bare komme an. Hvem ville først?
De kom ikke ind! De måtte køre igen og min mor måtte en tur med mig på toilettet. Jeg var fire år og det var den aften det gik op for mig, at min far var en Supermand ingen kunne røre.

En anden knap så rar, dog meget uskyldig, oplevelse var da jeg gik ud på herretoilettet en dag inden åbningstid. Jeg forstod simpelthen ikke retfærdigheden i, at mænd måtte få bolsjer når de var på wc, når kvinderne ikke måtte. Så jeg stjal lynhurtigt et bolsje og puttede det i munden. Straks røg den ud igen. Det var nemlig ikke et bolsje men en urinalkugle, som skulle mindske den grimme stank af urin.

Mine forældre måtte erkende, at krolivet med to små børn var for hårdt. Efter et år på kroen flyttede vi. Jeg var nu fire år.