Vinni Gren Bonde

Barndomserindringer #4 (Løven 19, 3650 Ølstykke)

Løven 19, 3650 Ølstykke

Min far kørte atter Mini Trans og min mor gik hjemme en periode. Løven var en del af ‘de hvide huse’, som også blev kaldt for araber-landsbyen. Gårdhavehuse med fladt tag og bygget af gasbeton. Det var labyrint på labyrint med ens huse, ens planløsninger, identiske parkeringspladser og mennesker der lugtede ens. Spiste på samme måde og havde samme slags job. Sådan så det ud i børnehøjde. I virkeligheden var de nok mest bygget for at københavnere kunne komme på landet at bo, i lejligheder som var lagt ned.
Allerede som fireårig havde jeg en mening om huse og indretning. Var bevidst om, at rum havde stemninger, og jeg kunne mærke hvis der var noget galt i et rum. Min mor undrede sig over, at jeg altid hev fat i armen på hende, uanset hvem vi besøgte og sagde, – Mor, må jeg godt se deres badeværelse inden vi går? Så sad jeg alene på badeværelset og indrettede det hele i fantasien. Vasken burde rykkes derhen, og have en anden skabsløsning under end den nuværende, brusebad i modsatte side, og lysere klinker som vi få rummet til at syne større osv.

I ‘de hvide huse’ blev jeg drillet af Anna og Karen. To piger, som var et år eller to ældre end mig. Men de boede også i ‘de hvide huse’ og derfor kunne jeg jo ligeså godt lege med dem. Karen og jeg endte med at blive rigtig gode veninder. Hendes storesøster, som havde smart hår med krøller, kom engang hinkene hjem til min mor og spurgte om hun kunne køre hende på skadestuen. Hun havde trådt i en nål, som var røget helt op i foden, så hun ikke selv kunne hive den ud. Da jeg hørte om det, fik jeg ondt i baglårene.

Min far lærte mig at stå på rulleskøjter på cykelstien, lige uden for vores sorte hegn. Dengang var rulleskøjter justerbar i størrelsen, så min fars størrelser 46 kunne også gå til en størrelse, som passede mig. De havde orange plastik-hjul. Jeg lærte det nogenlunde. Min far derimod sagde, at det havde han ikke prøvet siden han var barn, men han tog dem på og løb afsted, som om det var hans daglige transportmiddel.

Det var også i ‘de hvide huse’ jeg fandt min tvilling, Mattias. Fire år som jeg. Vi var lige høje og havde fuldkommen samme kridt-hvide hår og samme frisure. For det havde vi alle i 70’erne. Det var mors grydeklip. Det var smart.
Mattias og jeg gik hånd i hånd som bedstevenner. Han var vel egentlig min første kæreste. Vi var hinandens fortrolige, på den uskyldige børnemåde. Det var længe inden sug i maven var en ting. Vi var som to dråber vand og forstod bare hinanden uden ord. Vi spejlede os i hinanden og var ligesom de to børn fra børnetime, der holdt hænderne mod hinanden.

Johnni startede i 1. klasse på Hampeland Skolen, for dertil kunne han cykle af stisystemer gennem ’de hvide huse’. Jeg var med den første dag og rystet over, hvor mange børn der fandtes i verden. Hvor havde de gemt sig? Kom de allesammen fra Ølstykke?

Jeg begyndte i dagpleje og har kun meget få minder om det. Min mor begyndte at arbejde. Vidst nok på kontor på deltid, hvor hun var udlært oprindeligt og en meget dygtig regnskabsmedarbejder. Dagplejemoderen boede også i ‘de hvide huse’. Frokosten bestod af klapsammen-madder som hun serverede for os på gulvet i køkkenet, hvor vi sad i skrædderstilling og spiste. Jeg undrede mig ikke over det, men husker jeg ikke ville afleveres om morgenen og ikke kunne lide at være der, og gemte mig i garderoben.
En dag hentede min mor mig tidligt, så madderne blive langet ned de de små barnehænder på det beskidte køkkengulv. Så traf hun en meget hurtig beslutning. Hun sagde sit job op og tog mig ud af dagplejen. En dagplejemor, som kunne finde på den slags svineri, var ikke værd at aflevere sit barn til. Denne resoluthed kendetegnede begge mine forældre. Både Johnni og jeg har arvet denne egenskab.

Den vinter bandt min mor Stern foran kælken, så Johnni og jeg på skift kunne blive kørt i hunde-slæde. Det var hylende morsomt, for både Stern og os. Hvis hunde kan grine, så gjorde Stern det i hvert fald dér.
Som de fleste børn i 70’erne havde jeg træskostøvler. Efterhånden som man gik i den, blev klumpen af sne i hul-foden større og større. Til sidste kunne man stå og vippe med fødderne oven på sneklumpen. Det var mode med træskostøvler, bestemt ikke praktisk. De var hundekolde og holdt ikke tæt. Men jeg var alligevel glad for dem, for jeg så godt ud.

Min farmor besøgte os. Eva. En rigtig københavnerkvinde. Født på Islands Brygge, senere vokset op på Nørrebro og med en far, som havde grøntforretning i Istedgade. Hun havde en lykkelig barndom, selvom hun var københavner under krigen. Da den Franske Skole blev bombet var hun så tæt på, at hun fik murbrokker i skyggen på hatten. Hun sagde også nej tak til en tysk soldat, som bød hende op til 10øres dans på Bakken. Bagefter kom danske unge mænd hen til hende, klappede hende på skulderen og sagde, – Godt gået, søster! Jeg var meget stolt af min farmor. Hun var fuld af liv og historier.
Farmor var HT chauffør på linje 5 og senere linje 8. Hun var en ud af to kvinder, som var de første i Københavns Sporveje. Det var dengang hun sad og billetterede i sporvognen og ringede med klokken. Da busserne kom blev hun omskolet til chauffør. Nørrebrogade, Christiania, Rådhuspladsen. Hun smed bøller ud af bussen, som sad og røg hash. Koldt rejste hun sig, gik helt ned bag i bussen til dem og bad dem forsvinde ud af bussen i en fart. Min farmor talte lav-københavnsk på en måde, som slet ikke eksisterer længere, måske med undtagelse af den måde min far taler på.
Der var mennesker som var bange for farmor. Hun elskede og forgudede dem, som var tæt på hende. Hvis man ikke stod hende nær, kunne hun have en hårdt kant, som jeg er sikker på var til for at beskytte det bløde inden i. Hun havde haft et langt voksenliv med skuffelser og svigt.

I kærlighed have hun tabt i dette liv. Hun så ellers godt ud. Lidt kraftig, men flotte lange ben, porcelænshud, fyldigt kommunefarvet hår og isblå øjne. Og så var hun rank. Fuldkommen rank til den dag hun døde. Altid lækkert klædt. Men med mænd havde hun det svært. Efter min farfar skred med barnepigen fandt hun en ny mand, som hun blev gift med og holdt reception hjemme i lejligheden. Han skulle lige ned i kiosken efter cigaretter til dem. Han kom aldrig tilbage.

Farmor forlangte at blive tituleret Fru Gall, også af sine svigerdøtre. Når disse var blevet gift med hendes sønner, måtte de gerne kalde hende svigermor. Aldrig Eva! Jeg tror det har været svært at være svigerdatter til hende. Det var dog godt at være barnebarn. Hun elskede mig og jeg hende. Hun var det eneste stykke bedsteforældre jeg havde og jeg var tæt og fortrolig med hende. Min farfar havde jeg kun mødt to gange. Måske tre. Han var sød overfor mig. Jeg måtte spille på hans harmonika. Hans mor var svensker og faren tysker. Farfar gled ind og ud af mit liv meget hurtigt. Et par fotos af Johnni og jeg i gule regnfrakker fra Knuttenborg Safaripark er mindet jeg har.
Min far og han kunne ikke helt finde melodien sammen, så farfar gled ud.

En meget varm sommerdag i gårdhaven i Løven, hvor farmor var på besøg, fornemmede den gode stemning blandt de kaffedrikkene voksne. Så jeg ville drive gæk med dem. Jeg tog en plastikbold på størrelse med en appelsin og lagde i mine underbukser, bagtil. Udover trusser havde jeg et par røde strømpebukser på og for oven en lille sommertop. Det er underligt som jeg husker min garderobe. Jeg var fire, måske fem år og jeg husker fornemmelsen af at tage min korte røde plisserede nederdel på. Jeg tjekkede bolden i spejlet. Det var god nok! Det lignede at jeg havde gjort i bukserne.
Ud i gårdhaven gik jeg og spillede teater. Nu skulle den have hele armen. Betuttet og usikkert kom jeg langsomt gående og sagde til min mor, at jeg havde kommet til at lave i bukserne. Min farmor røg op og sagde, at det kunne hun satme godt lugte, – Fy for satan en stank!
Jeg kiggede flovt ned og stod helt stille og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor tog mig i hånden og sagde, – kom, så ordner vi det. Jeg sagde stadig ingenting. Den skulle køres helt hjem. Da vi kom ud på toilettet og min mor trak strømpebukserne ned røg bolden ud. Svup! Min mor knækkede sammen af grin. Mest af alt fordi jeg havde narret dem alle og havde holdt masken, men også fordi min farmor bestemt kunne lugte vederstyggeligheden.

Af uvisse årsager mente mine forældre det atter var tid til at flytte. Jeg var nu fem år. Farvel til Mattias.