Posts Tagged ‘Benjamin Koppel’
Muligheden og bedste venner
Jeg læner mig op af muligheden,
som om den var min bedste ven.
Det tror jeg nu også den er.
Jeg har mange bedste venner.
I dag er det regnvejr,
så i dag er regnvejret min bedste ven.
For jeg elsker regnvejr
– og det den bringer med sig:
Indehygge
læsning
Carl Nielsen
en skål fuld af slik (cheat day)
ladhed
sukken
efter flere bedste venner.
Som fx nu tagryggen af blik på naboens tag.
At hvile øjnene på taget
i regnvejr
minder mig om en god gammel ven:
Noget, der er stabilt, urokkeligt
og evigt.
Også i uvejr.
Så evigt evigt nu kan blive,
for mon ikke selv evigheden har en ende?
Det har Gud jo.
Et sted stopper Gud
og Djævlen tager over.
Eller hvad?
Eller er det i virkeligheden bare to sider af samme sag?
Er evighed og død således to sider af samme mønt?
Solen er min bedste ven,
for det pumper livet ind i mig
og rundt om mig
– påvirker alt omkring mig.
Varmer mig
bruner mig
fylder mig op!
Solen må være en slags gud.
Men, hvis jeg udelukkende fik sol
dag ud og dag ind
ville jeg brække mig
– så ville jeg længes efter regn.
Hvis vi udelukkende får Gud
dag ud og dag ind
vil vi så også kaste op
– og længes efter Djævlen?
Har Djævlen en berettigelse?
En plads?
Kan Djævlen noget
som beriger os?
Er Djævlen måske noget andet,
end det vi tror?
Er Djævlen
det, vi ikke tror?
Jeg skifter ben,
her, hvor jeg står
lænet op af muligheden,
for ligesom at veksle vinkel.
Hov, der var sørme et lille stykke Marabou på blusen.
Så, hvis vi konstant er i evigheden,
vil vi så savne døden?
Altså forudsat, at døden virkelig findes.
Jeg mener jo døden blot er en overgang.
Fra livet i én dimension til en anden.
Jeg lever med mine forfædre,
der for længst er gået over på den anden side.
Engang talte jeg meget med engle.
Nu kommunikerer jeg mest med mine forfædre.
De hjælper mig
i alskens livssituationer.
I virkeligheden er en engel jo blot en budbringer.
Mange taler med engle
og dem, på den anden side.
Lægerne bliver stadig på den første side,
og er ligesom ikke kommet videre.
Stempler dem,
som taler med engle og afdøde,
som værende syge.
Blot fordi de ikke kan se,
evigheden og døden er tvillinger.
Ah, ret skal være ret:
Mange læger er nu gode nok.
De repræsenterer blot en anden side,
af medaljen.
Den syge side af systemet.
De burde fokusere på den sunde side.
Så ville folk blive raske.
Jeg læner mig op af en cheat day.
I dag spiser jeg slik,
Marabou (den klassiske med mælkechokolade)
nybagte boller
og drikker cola.
Det er den anden side af min sunde livsstil.
Jo mere lys
dets mere skygge.
Salme 23,
den kan noget.
‘Selv om jeg går i Dødsskyggens dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst’.
Det har nu altid været Højsangen,
eller Shir ha-Shirim som det hedder på hebraisk,
der har været min yndlingspassage fra Biblen.
Men i Salme 23
lænes der op af Guds stok og stav.
Hebraisk er musik for mine ører,
rytme for mit hjerte.
For sproget rimer,
i pluralis
– hvis man da kender hende.
Og intonationen giver tydelige overtoner.
Sjovt nok mest, når det er mænd,
der taler.
Hebraisk går ind i min Psyche,
min sjæl.
Førte gang jeg hørte det,
genkendte jeg det.
Jeg vidste, at jeg talte det sprog.
Arabisk kan derimod virke helt hypnotisk.
Farsi er uovertruffen elegance.
Svensk er smukt.
Norsk er sjovt.
Dansk er … tja
det ved jeg ikke,
for man kan ikke høre sig selv.
Men smukt er det ikke.
Jeg elsker russisk.
Ja, faktisk alle østeuropæiske sprog.
Ligesom hebraisk
har russisk nogle fede konsonanter
lige i rumpetten på hinanden.
Pskov er en by i Rusland.
Gdol betyder lille på hebraisk.
Det hebraiske alfabet
Alef Bet
består udelukkende af konsonanter.
Jeg hedder Rvkh eller Rbkh
og udtales Rivkah.
Araberne kalder mig Rafika.
Det betyder god ven.
Sprog er min bedste ven.
Hele livet har jeg lænet mig op af sproget.
Lige siden jeg var helt lille,
har jeg hørt nuancer i sproget.
Det er musik,
der kan spilles efter gehør.
Ikke på akademiker-måden.
Akademikere bygger sætninger op i det indre,
og øver sig
og sikrer sig
og inden de når at sige det,
er folk videre.
Nej, på håndværker-måden.
Den ligefremme her og nu måde.
Bare sig det,
og gentag det
indtil det lyder rigtigt.
Hvis det er forkert,
retter de dig
– og så har du lært det.
Det er forskellen på at studere et sprog
og tale et sprog.
Tagryggen på den anden side af vejen
er stadig min gamle ven.
Regnen er stoppet,
så taget er ved at tørre.
Måske er det i virkeligheden slet ikke bliktag,
men skiffer?
Siden det tørrer så hurtigt.
Ah, hvad ved jeg om den slags.
Jeg er ikke håndværker.
Nok nærmere det modsatte:
Fodværker.
For jeg går ture
dagligt
meget lange ture.
Fødderne værker,
men har det godt
i mine vandrestøvler af mærket Keen.
I dag går jeg ingen steder.
For i dag er bagsiden af bogen.
Den bog jeg læser i nu,
er af Benjamin Koppel.
Han skriver godt,
selvfølgelig.
For også han ved,
at sproget er musik.
Det er blot et andet instrument.
Mit liv er som sol og regn
og alt det, der er der i mellem.
Vi er i dualitetens verden,
men også i enhedsplanet.
Fx når vi parer os og bliver ét,
eller på anden vis opnår balance.
Benjamin er berømt
og konstant på scenen.
Jeg er uberømt
og konstant af scenen.
I virkeligheden er vi begge et udtryk for det samme.
I virkeligheden og i uvirkeligheden handler alt om balance.
Mellem dit og dat
det feminine og det maskuline
nat og dag
Benjamin og Rebekah
plus og minus
sol og regn
sund mad og cheat day
Gud og Djævlen
Plat eller Krone
Meyerheim og Crone
lys og mørke
hånd og fod.
Akademiker og selvlært.
Bedste venner og værste fjender,
muligheder og uligheder
– kom, lad os læne os op af hinanden
og lad balancen finde os.
