Vinni Gren Bonde

Vi har glemt hvem vi er, og derfor løber vi rundt for at finde en følelse, der kan minde os om det. I takt med vi ikke finder den de steder vi leder, speeder vi op og søger endnu hårdere – stadig alle de forkerte steder.

Hver gang vi rammer noget, som giver en lille indikation af, at vi har ramt bulls eye, bliver vi let ofre for gurudyrkelse eller enøjede i vores perception. Efter noget tid indser vi, at heller ikke dette ny sort var svaret. Mismod sætter ind.

Når vi søger indad og finder os selv, finder vi også alle andre. Det er så enkelt. For vi alle er forbundede. Faktisk så enkelt, at langt de fleste slet ikke kan finde ud af det. Fordi vi lærer, at ting skal kompliceres før det har værdi. Vi tror det skal være intellektuelt.

Da jeg for et par uger siden var indlagt i forbindelse med en operation, havde jeg stærke smerter i dagene efter. Jeg tåler ikke morfin og ipren og frabad mig derfor dette og klarede mig udelukkende ved panodil – hvilket lægerne syntes var uhørt og vildt, når man tog i betragtning, hvor omfattende en operation jeg havde været igennem. En såkaldt åben udvidet operation på 4,5 time.

Spontant snak med min tarm fjernede smerterne
Jeg begyndte spontant at tale til min tarm. Det er ikke noget jeg har lært eller fået at vide af nogen. Det kom bare til mig, at det var det jeg skulle gøre, og så gjorde jeg det bare. Et indfald, en idé, en opfordring hvisket i øret fra mine forfædre, skytsengel eller en iboende kraft. Aner det ikke. Jeg tænkte ærlig talt slet ikke over, hvor det kom fra; jeg gik bare igang. Fuldkommen, som når et barn spontant går i gang med at lege, straks det bliver sat på gulvtæppet ved en bold og nogle klodser.

Jeg lagde mine hænder på maven, lukkede øjnene og begyndte at takke min tarm for at den ville finde sin ny plads i maven, efter nogle organer var fjernet fra mit indre og derfor havde givet tarmen nye forudsætninger. Jeg bad tarmen lægge sig stille og roligt til rette, uden at give mig smerter. Jeg takkede den for, at den optog al næring fra maden jeg spiste og sendte resten ud, som den ikke skulle bruge. Jeg så for mig nogle rolige dejlige farver, som lagde sig rundt om tarmen i langsomme bevægelser.

Det lindrede med det samme. Min vejrtrækning blev dybere og rolige. Jeg blev roligere. Smerterne fortog sig en hel del.

Jeg er ikke unik. Alle kan det her. Vi glemmer blot at gøre det. Fordi vi overtænker.

Vi er så hjernevaskede til at tro, at det er andre, nogle eksperter, som skal komme og redde os. Fra vores smerte, hvad end det skyldes operation, skilsmisse, tab, mismod og meget andet. Vi har helt glemt, hvad vi selv er i stand til.

Da jeg sendte en besked om, at jeg havde det bedre og at min tarmsnak havde virket, fik jeg af en kvinde følgende svar: – Vi takker Gud for, at du har fået det bedre.

Jeg tænkte: Fedt! Men I kan egentlig også takke mig. For det var mig, der talte med tarmen og selv gjorde arbejdet.

Guds (op)gave til os
I mig er der en Guds-gnist. Det er der i os alle. En gnist af Skaberen, den ypperste intelligens, altets ophav, som vi selv kan skabe med – og som det er meningen vi selv skal skabe med, det er Guds (op)gave til os. Men mange, som tror på Gud, som beder til Gud, giver deres power væk, ved fejlagtigt at tro, at kun Gud kan. At vi er intet. Gud er alt. Kun Gud kan helbrede. Master / slave forhold. Den form for Guds-tro bryder jeg mig ikke om. Jeg mener jeg er en del af Gud, vi er ikke adskilt. Derfor kan jeg skabe.

Og det er hele humlen i snakken om, at vi har glemt, hvem vi er.

Vi kan helbrede os selv
Vi kan helbrede os selv, vi kan heale os selv (og hinanden) vi kan bede for hinanden, sende hjerter, sende god energi – det er altsammen det samme, vi kalder det bare noget forskelligt. Det handler om, at vi har denne Guds-power i os. Og, at det har en kæmpe effekt!

Når jeg tænker på Marianne, og jeg forestiller mig Marianne i en sundere, gladere og mere energifyldt tilstand, så påvirker det Marianne real time. Når mit netværk beder for mig, healer på mig og sender mig håbefulde tanker, så påvirker det mig på stedet.

Det samme når vi tænker dårligt om os selv og hinanden. Tanker er ikke toldfri. Tanken er ordet, hvad end ordet kommer ud af munden eller bliver i hovedet. Straks vi tænker en tanke sender vi energi afsted, en skabende kraft.

Det er meningen vi skal bruge denne iboende power.

Ja, vi kan takke Gud for, at vi har fået denne power, men husk at brug den og ikke bare gå rundt og vente på, at Gud måske har lyst til at bruge den på os, som om Gud er sådan en måske/ måske ikke. For så har vi helt misforstået hvem vi er og hvorfor vi er. Vi er alle små guder (som Jesus faktisk også sagde).

Vi er miniudgaver af Gud. Der er ingen grænser for, hvad vi kan!

Og, hvilken bedre måske at ære vore Himmelske Far på, end ved at bruge de talenter han har givet os?