Vinni Gren Bonde

ADVARSEL: Stærke meninger og holdninger deles. Er du konform, så glid videre allerede nu ….

I morges så jeg to skolebørn på omtrent otte år, med skoletaskerne oppe i nakken og en smartphone i hver sin hånd, med hovedet bøjet ned over den, MENS DE GIK på vejen – i et sving !!! De kiggede ikke engang op, da jeg kom kørende i bil. De hørte mig givetvis ikke. De var i en anden verden.

Hvor er deres forældre henne?

De smartphones skal enten ligge derhjemme (bedst) eller nede i tasken (i flytilstand). De skal ikke bæres i hånden – af otteårige – PÅ GADEN.

Jeg reagerede prompte, min hånd røg op til munden i chock og jeg udbrød: – Nej nej nej !!!

Hvad er det, som er SÅ vigtigt, nede i den skærm? Hvad er det, som de børn går og kigger på i deres smartphones (som ikke kan vente til senere)? Hvad er det for et robotliv de to otte årige børn lever?

Hvor er de forældre? Hvordan lever de? Hvorfor giver de deres otte årige børn smart phones, er de sindssyge? Hvorfor ikke bare udstyre deres børn med en storskærm fastmonteret på en hårbøjle, så de i det mindste kan gå med ret ryg og ikke – i en alder er otte år (8 !!!) – få ryg-, nakke- og skulderskader.
Ikke grundet sportsaktiviteter eller leg. Nej, grundet skærm gloning. Passiv skærm gloning, på fucking vej til skole.

Jeg blev så trist. Hvad er det for et trist liv de børn lever? De er børn. De er tilmed små børn. De skulle gå sammen til skole, og tale sammen, se hinanden i øjnene, grine, pege på ting de ser og opleve det sammen. Se, der er en spurvehøg, se Verner er hjemme og Ida går lige der – kom vi løber op til hende og følges med hende i skole. De børn skulle tale om, hvad de ville lege i frikvarteret, vise hinanden et nyt stykke legetøj, holde øje med forbikørende biler og tale om den nye dreng i klassen de glæder sig til at møde. DE SKAL IKKE GÅ OG GLO NED I EN SMART PHONE.

De børn har med garanti ikke spillet brætspillet “Trafikspil”. De ved tydeligvis ikke, hvordan man (be-)går sig i trafikken. Men de kan se voldsporno på youtube. Vi kan jo ikke pakke dem ind i vat og bomuld – og hvis de vil have et andet køn, så må vi forældre jo ikke holde dem tilbage. Vi er rummelige.

Gys og gru!

Da Morten så min reaktion, sagde han: – Jamen, sådan er det overalt i København nu. Alle (ALLE) går og glor ned i det lort, har hovedet bøjet og forkert kropsholdning og er slet ikke nærværende eller tilstede.

Jeg er paf! Det er værre end jeg havde troet. Her går jeg på landet i mit slow living med bar røv i gummistøvler og ser ikke udviklingen, i den hast den foregår. Jeg er trist. Dybt trist. Hvad skal otte årige børn med en smartphone i det hele taget? Ring til skolesekretæren, hvis der er noget vigtigt dit barn bare SKAL vide, inden det har fri. Og stol på, at skolen har styr på dit barn, og kontakter dig, hvis der er noget du skal vide. En fucking (u)smartphone – oh please! Giv de børn et shippetov i stedet. Et par stylter. En barndom.

Og lige her gider jeg ikke høre forældre sige: – Jamen, vi kan jo ikke leve i en osteklokke men må følge med udviklingen.

Det er idioti at sige. For det første skal vi ikke ‘følge med’, vi skal ‘gå foran’ alle sammen, i hver vore liv. I sær, når det gælder vore børn. For de kan ikke selv gøre det. Det er vores ansvar at beskytte vores børn og – på deres vegne – vælge det, som er bedst for dem. Og ikke bare det, som pushes af maskineriet. Vi har de største fødder, og det er derfor vores fødder, som skal sættes ned. Trække grænse. Sige stope!

Vi skal ikke gøre, hvad andre gør, fordi det så nok er det rigtige. Nej! Er vi bare blevet nogle totalt over-rummelige woke forældre, som tillader alt, fordi nogen har fortalt os, at det er ‘smart’. Følge med. Host.

For det andet, skal jeg overhovedet ikke følge nogen steder hen, hvis det fører durk til noget, der ikke er godt – som nu med de smartphones på vej til skole – for små børn. Det er ikke alene idioti, det er forrykt. Det er at stjæle børnenes barndom. Længere er den ikke.

Når noget ‘smart’ indføres, og man så kigger nærmere på det, så har det en række vilde konsekvenser – som Hr. og Fru Hakkebøf ikke forstår. Velmenende forældre udstyrer børn med ‘smarte’ skærme, og vi har slet ikke set oppen af konsekvens-isbjerget endnu.

Vi skaber selv vores eget liv, vor egen virkelighed. Helt ærligt, vi kan altså gør det meget bedre. Kom nu!

Jeg satte Morten af ved stationen, han satte sig ind i en fuld kupé af voksne, der alle som én sad med hver sin smartphone, med den (i dag) karakteristiske bulede duknakke. Ingen talte sammen, ingen så hinanden i øjnene, ingen så ud af vinduet på det smukke landskab. Morten tog en bog op. Oldschool.

Ved du hvad? Jeg synes det er SEXET at sidde på en café, en bænk i parken eller i toget UDEN smartphone. Bare sidde stille og roligt og slappe af, kigge på andre, nikke anerkendende (jeg har set dig og jeg synes også det er en dejlig dag – agtigt) og TURDE det. Turde være her, uden at skjule sig bag en skærm. For vi skuler os bag skærmen, i usikkerhed. For at signalere, at vi har et spændende liv, derinde. Men det er bare i livet, virkeligheden, som er derinde. Det er en pseudo-virkelighed.

Hvis jeg var på datingmarkedet, og var på date med en fyr, som hev telefonen frem og lagde på cafébordet, var jeg gået.

Velvidende, at der så ikke ville være mange mænd tilbage. Det gør ikke noget. Jeg skal kun bruge én. Og det er overordenligt let at finde løven blandt de mange får. Nu har jeg heldigvis min Morten, og han er en løve.