Vinni Gren Bonde

Barndomserindringer #8

Fiskene 21, 3650 Ølstykke

Min mor og Bent flyttede til Bornholm og søgte jobs, men endte med at gå arbejdsløse temmelig længe. Det var lige oven på fiskerikrisen i 1987, så der var flere arbejdsløse øboere end der i forvejen var, og det var ikke småting. Rigtig mange bornholmere havde sæsonarbejde i turistsæsonen og ‘krydsede’ hele vinteren. Mange lejede deres hjem ud til turister, og flyttede selv i campingvogn i sæsonen. Det var også meget almindeligt brugt, at leje kælderen ud eller 1. salen.

Jeg skulle først flytte derover om sommeren og begyndte at planlægge fremtiden. Mine forældre var typer, som bakkede mine beslutninger op, hvad angik valg af uddannelsesretning. De havde ikke vilde ambitioner på mine vegne, selvom min mor mente der var fremtid i at læse kinesisk, jeg havde jo sprogører.
Egentlig ville jeg i gymnasiet med det samme. Men fordi Flæskedalsvej lå langt væk fra alt, ville jeg forsøge at skaffe mig lokale venner. Så enden på det hele blev, at jeg valgte 10. klasse på den lokale Østermarie Skole, og så HF inde på gymnasiet i Rønne bagefter.
Men først skulle jeg vinke farvel til Gladsaxe Pigegarde, Lisette, vennerne, min farmor, Johnni, min far og alle de andre.

På sin vis var jeg rigtig glad for at bo hos min far og Vibeke det år, for så kunne jeg nå at være meget tæt på dem inden jeg flyttede helt over til Bornholm. Jeg var ikke ked af at skulle flytte. Jeg glædede mig. Jeg var meget glad for mine kusiner på øen, som jeg havde lært lidt at kende på ferien. De var meget kærlige og nærværende, og rummede en gæstfrihed jeg ikke tidligere havde oplevet. Jeg havde en følelse af, at energien på øen var anderledes. Det var blødt at være bornholmer.

Min far inviterede mig med på sommerferie, så vi kunne nå at nyde den allersidste tid sammen. Egentlig havde han lovet mig en tur med ham alene, to uger til Gran Canaria, som et plaster på såret over, at jeg ikke kunne komme med pigegarden til Australien og Fiji øerne en måned, fordi jeg skulle flytte. Det blev i stedet til en campingferie ved Gardasøen med ham, Vibeke, Danny og Mike.

På denne ferie ville skæbnen at jeg mødte en gammel håndbold-kammerat. Thilde. Hun var væsentligt bedre til håndbold end jeg, men det var i sig selv ikke så imponerende, mit niveau taget i betragtning. Vi rendt sammen på denne enorme campingplads. Vi var 15 år.
Vibeke havde taget æbleskivedej på pose med fra Danmark. Det grinede vi meget af. Min far mente hun tog alt for meget ubrugeligt lort med, men Vibeke mente at der kunne komme en aften med regn, og så var æbleskiver da hyggeligt. Vibeke fik ret Der kom ikke bare regn, der kom uvejr. Store hagl, som lavede buler i biltage og slog hårdt på rygge. Alle søgte i ly. Samme aften nød vi Vibekes æbleskiver i forteltet og talte om det overståede uvejr.

En aften fik Thilde og jeg lov til at tage på diskotek nede i byen få kilometer væk. Det undrede mig faktisk, for vi var kun 15 år og skulle gå alene frem og tilbage i mørke. Min far mente nok jeg var moden og fornuftig. Vi drak ikke alkohol. Det var længe inden jeg fik interesse for den slags.
Vi købte en cola hver på diskoteket og dansede slet ikke, vi var alt for generte. Jeg var høj og havde langt lyst hår og følte mig lige lovligt meget gloet på. Det var jeg slet ikke klar til, og jeg følte slet ikke jeg passede ind. Jeg havde flade sandaler og short på, og nul makeup. Vi var der ikke så længe. Musikken var dog god og det var alle de hotte numre de spillede.

På hjemturen ad den mørke og øde landevej blev vi passet op af en bil proppet med italienske fyre. Der var nok fem-syv unge mænd i bilen. De rullede ruderne ned, piftede og råbte og var ubehagelige. Vi ignorerede dem. På et tidspunkt gik det op for os, at det ikke var nogen leg for dem. Den ene åbnede døren og løb ud efter os og vi stak i spontant løb. Thilde reagerede med flugt og spænede afsted i al hast, mens hun råbte ‘Hilfe hilfe’ (hjælp på tysk). Jeg reagerede ved, at mine ben slet ikke ville rykke sig.

Min krop frøs. Jeg kunne ikke forstå hvad der skete og mærkede en dødsangst jeg ikke tidligere havde oplevet. I et desperat forsøg på at købe mig selv tid, løb (eller rettere luntede) jeg ud på en mark, idet jeg tænkte at de ikke kunne nå mig dér. Jeg tog fejl! Bilen kørte bare ind på marken efter mig mens fyrene råbte i vildskab. Det var alt andet end sjovt! Jeg løb (altså gik) alt jeg kunne, med en bil fuld af italienske unge mænd, der jagtede deres bytte. Det her ville ende galt.

Jeg råbte Gud om hjælp, faldt over nogle store sten jeg ikke havde set og slog mig voldsomt. Der lå jeg så, på marken, fuldkommen hjælpeløs og ude af stand til at gøre hverken fra eller til. Bilen stoppede tæt på mig og yderligere en fyr var hoppet ud af den. De var nu kun én meter fra mig, og ham der var til venstre rakte ud efter mig. Han var lige ved at gribe fat i mig. Det var ude med mig! Disse unge mænd ville mig ikke noget godt.

Så lød en høj klar lyd af udkyrningssirenser. De unge mænd kiggede sig tilbage og så de blå lys, og så fik de travlt med at komme retur til bilen og ræse væk i en fart.

Thilde havde løbet efter hjælp på hendes lynhurtige håndboldben, og til al held boede vi på en campingplads, som havde døgnbemandede vagter. De hørte Thilde, satte sig straks ind i en vagtbil, tændte sirenerne og kørte op for at redde mig. Det var i sidste øjeblik!

Jeg måtte vække min far og Vibeke i campingvognen så de kunne komme med af afhøring. En af vagterne gik med mig. Da jeg fortalte min far hvad der var sket begyndte han at skælde og smælde. Jeg var godt klar over, at han ikke var vred på mig, han var bange. Bange for, hvad der kunne have været sket, hvis blot vagterne ankom få sekunder senere.

Resten af natten gik med hospitalsbesøg og politiafhøring. Jeg havde slået mig voldsomt og fik forbindinger og har i dag stadig et par efter efter det. Jeg blev spurgt, om jeg ville anmelde hændelsen, hvilket jeg naturligvis ville. Jeg forstod faktisk ikke rigtigt spørgsmålet. Jeg troede det var noget man var forpligtet til. Desuden mente jeg ikke de skulle slippe, disse bæster.

Næste dag skulle vi atter møde op på politistationen. Politiet fortalte os, at de havde fundet frem til bilen og de unge mænd. En mand sad i en slukket bil i mørket og så alt der var foregået, og havde noteret sig registreringsnummeret på de unges bil. Det viste sig, at de var en frygtet bande som hærgede i området. De passede piger op som de voldtog og bagefter slog ihjel og smed på marker og i grøftekanter.

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører! Det gibbede dybt i mig og jeg havde svært ved at få luft. En politibetjent hentede et koldt glas vand til mig. Var dette ved at ske for mig?

Desuden fik vi at vide, at italienske piger tænkte sig om to gange inden de anmeldte en voldtægt. For straffen var lav og gerningsmanden kom altid ud og opsøgte pigen igen, for at straffe hende for at have anmeldt ham. Så var det jo godt jeg var en dansk pige, og at de aldrig ville få mig at se igen. Arrivederci!
Jeg sendte mine italienske medsøstre en tanke.
– Den her fik jeg stoppet piger, nu får de omsider deres straf.

Jeg savnede idéen om Bornholm, som nu stod i skærende flødeskums-blød kontrast i mit indre. Ferien sluttede, campingvognen blev spændt bag på bilen og vi kørte mod Danmark. Når vi kom til Ølstykke skulle jeg pakke.

Farvel Ølstykke og goddag Bornholm.