Vinni Gren Bonde

Vi har ingen kultur længere. Hvor var det den hoppede af?

Al det ny slum, der bygges i dag af stål og beton, bliver man syg af at bo i – foruden det ødelægger de smukke 100+ årige bygninger, der vidner om en tid, med stolthed, ære og format.

De bilder os ind vi bliver mere oplyste og klogere, mere vidende. Det er løgn! Vi bliver dummere og dummere. Vi forfalder. Bygningerne forfalder. Vores viden forsvinder.

Stationsbygning (samt posthus) i Holbæk var smuk og majestætisk – som alle andre stationsbygninger i vores land:

I 1972 blev denne perle erstattet med denne øjenbæ:

Det er da at tage pis på os. I takt med det bliver så grimt, bliver det heller ikke passet (på) som tidligere.

Da jeg boede på Islands Brygge så det sådan her ud, og sådan så derud overalt på Bryggen:

Sunde hjem. Muret op. Ingen beton. Bygningen (Haraldsborg) findes endnu, men resten af Bryggen?

Nu ser Bryggen sådan her ud:

Moderne, ja. Lynhurtigt bygget, ja. Men smart? Pænt? Sundt? Nej! Glas og beton. En stol der trækkes ud fra spisebordet på 1. sal kan høres på 5. sal, for lyden bæres gennem stålfundamentet. Indeklimaet er elendigt. Det er planøkonomi. Der er ikke tænkt på mennesker, folkesundhed, helse, glæde eller æstetik. Der er ingen kultur. Det er bare ‘moderne’. Og så skulle det være fedt? Det eneste fede på dette foto er broen over vandet. Det er smart! Det forbinder byen. Og vandet i sig selv er fedt. Resten er lort.

Sydhavnen i gamle dage, et arbejderkvarter på Ellebjergvej til familier med små penge – men der er stil:

Her er rundbueindgang, småsprossede vinduer, små haver og terrasser samt altaner. Der er hygge og stil. Det er bygget ordenligt, ingen brug af beton. Det er muret op. Det er åndbart og sundt at bo i.

Det ny moderne slum i Sydhavnen:

Jeg har boet i dette hus som barn:

En patriciervilla fyldt med krummelurer, spisekammer, flere stuer, skunke og smuk indgangsparti – inde såvel ude.

I dag skal alle, som ikke vil bo i Sydhavnens slum, bo i brækbrune Eurodan typehuse på landet:

Så er det da lige ødelagt. Både for dem, som flytter ind i disse betonklodser med skaller på, og for bonden overfor, som i sit liv aldrig havde drømt om, at sådan noget lort skulle ødelægge slægtsgårdens udsigt. Om aftenen når det er mørkt, kan man sidde og skåle med naboen gennem de store vinduer. Tillykke med lort!

Vi erstatter gamle smukke kulturelt agtværdige bygninger med grimme, usunde bygninger der forfalder i en hast vi ikke tidligere har set. De er nemlig ikke bygget til at holde. De er bygge(sjusket) i al hast.

Vi bygger ikke smukt længere. Vi kan formegentligt slet ikke længere finde ud af det. Vi har mistet denne viden, denne æstetiske måde at bygge og snedkerere på. Hvor må det egentligt være røvsygt at være bygherre og håndværker i dag. Det er jo copy/ paste arbejde det hele. Der er ingen unika bygninger mere.

Her har vi Holbæk Kommune – en 70’er bæ af rang, kun lige ‘reddet’ om sommeren af lidt kravle grønt:

…og lige overfor ligger denne perle. Det gamle rådhus, i skærende kontrast til kommunen:

I 1976 begyndte jeg i børnehaveklasse på Jørlunde Skole:

Lille landsbyskole med seks klasser, toiletter i gården og vandfontæne i midten af skolegården, som man lystigt drak af i fritkvarterne, når man var tørstig. Man havde ikke krus med. Man drak af hanen. Der var festsal, bibliotek, gymnastiksal og store højloftede klasselokaler. Solide, robuste bygninger.

Vi skulle flytte og så kom jeg over på en moderne skole med tre spor, Hampeland i Ølstykke:

Selvom jeg kun gik i 3. klasse husker jeg tydeligt, at jeg syntes bygningerne var triste.

Vi har tabt byggekulturen. Vi har tabt meget kultur generelt. Se måden folk taler til hinanden på. Som kunde får man nærmest skæld ud, hvis man er i tvivl om, hvilken stålvogn man selv skal gå hen med sin forsendelse til, på det posthus der i øvrigt overhovedet ikke er et posthus, men en Kvickly kiosk.

I går var vi til Skt Hans aften i den smukke strandpark i Holbæk. På vej hjem talte vi om, at børn og unge slet ikke kan synge med på den originale ‘Midsommervisen’ af Holger Drachmann. De kender simpelthen hverken tekst eller melodi. De midaldrende kan kun synge med på Shubiduas version. Det er en god, bevares! Men den danske sangskat er en saga blot for alle under 40. Måske endda ældre.

For 10 år siden var vi til konfirmation på Skt Hansdag. Om aftenen blev der tændt bål og jeg blev bedt om at synge for på ‘Midsommervisen’. Jeg begyndte, på den originale melodi af P.E. Lange-Müller. Udover to ældre kvinder sang ingen med. For de kendte ikke den der underlige oldnordiske melodi.

Det er et svigt, at børn ikke lærer dette. Skal der virkelig en varm krig til, før vi lærer at holde fast i hvem vi er? Under 2. verdenskrig var netop det at samles og synge (stående i øvrigt) rundt om bålet, en fredelig måde at gøre oprør på og vise os selv respekt på. Vi holdt fast i vores egen kultur – i, hvem vi var. I gamle sangtekster, ligger viden gemt. Historier, der fortæller en hel del om, hvor vi kommer fra.

Der indføres ‘Kulturkanon’ med den ene hånd, for at belære os om hvad kultur er, – samtidig med den anden hånd udvisker kultur i fuld hast. Eksisterende kultur, som i disse år forsvinder …

Vi har alle en opgave i at løfte vores kulturarv. Nogen kan arbejde for bygninger, andre for den danske sangskat, andre igen for måden at omgå hverandre på i adfærd og kommunikation. Det her er ikke noget ‘nogen’ gør for os. Vi er nødt til at bære den selv. Det begynder med os selv.