Vinni Gren Bonde

Jeg har simpelthen set en mand i dag! Altså en af dem, som stadig har testosteron i kroppen.

Udover min elskede mand, som gør meget for at holde testosteron-niveauet oppe, er der immervæk langt imellem danske mænd med stort M. De fleste er blevet woke, veganer intetkøn på løbehjul, med en beige shopper på skulderen, bare tæer i et par bløde Birkenstock Clogs og intet adamsæble.

Da jeg var barn, havde alle mænd et adamsæble. Fordi de knoklede, løftede tunge ting og spiste kød. I barndommens gadebillede slæbte mænd varer og sække i ét væk. Op på skulderen med det. Der blev slæbt og det gav testosteron! Og et adamsæble.

Det ligger faktisk til den maskuline natur at ville løfte tunge ting. Fordi det giver energi (og testosteron). Det moderne passive liv er unaturligt for en mand (især).

Nu har vi sækkevogne med hydraulisk løftesystem, computere, kikærtesalat og mænd, der ikke tør holde øjenkontakten. De er blevet svage og vigende. Enten fedladne eller indsunkne og fimsede. Konforme ad helvede til og bange for at tage en beslutning uden om lillemor, eller i det hele taget. De sidder på bagsædet i bilen med børnene, mens konen kører og er ligeså kønsløse som de der indtjekningsstandere på Borgerservice. Indtaster du dit mobilnummer i panden på ham, kommer der et nummer ud af munden, hvorpå du kan se, hvad tid han står til rådighed for dig.

Vi har fået ny caféejer nede i Ahlgade, i den syrske café. Da Morten og jeg kom gående på gaden, gik han samtidig ud af caféen og hilste på os med et bredt smil og et stærkt blik – som om han kendte os – og hilste på os.

Den syrske caféejer er en rigtig mand. For han fylder. Ikke blot fordi han tydeligvis løfter jern (og har et kæmpe skinnende guldkors om halsen, foruden et par andre kæder – på tykkelse med min lillefinger – i massivt 18 karat guld), nej, fordi han har testosteron i kroppen. Er i balance med sig selv. Det handler nemlig ikke om størrelsen. Det handler om energien! Han udstråler en ro og en afklarethed. Han står fast, ved hvem han er, og hvad han står for. Han er familiens beskytter. Han giver sin elskede kone ro i sindet, når hun er ængstelig.

Hans nosser ligger ikke i hendes crossbody taske og han kører ikke rundt i en Berlingo eller en hybridbil. Og han sidder aldrig på bagsædet! Til gengæld sørger han for, at bilen er ren. Det er nemlig hans job. Ligesom han sørger for at hente penge hjem til familien, så de kan leve det liv de ønsker og hans elskede kvinde kan gå hjemme, hvis det er det hun allerhelst vil. Så knokler han bare det mere. Det er muligt han slet ingen uddannelse har, men dannelse (!) det har han. Han klarer sig. Altid!

Han har noget danske mænd ikke kender til: stolthed!

Han er ikke bange for sig selv, eller andre. Han holder øjenkontakten.

Morten kommenterede det bagefter og sagde, at typer som ham fandeme var rigtige mænd og at det var der noget fedt ved!

Det skræmmende er, at fyren var så bemærkelsesværdig, at vi talte om det. Fordi der er så få som ham i gadebilledet, i toget, i metroen. Han stak ud. Da jeg boede i København i 90erne og 00erne var der mange flere af ham. De findes sikkert endnu på Nørrebro, Vestegnen og nogle steder ude på landet. Men der er længere og længere i mellem dem. Det er trist.

Gangen, for ikke at tale om gangen! Prøv at se, hvordan de danske mænd bevæger sig og bærer sig selv? Små korte skridt og tyngdepunktet helt forkert. De kipper i underlivet. Sådan gik mænd ikke før i tiden. Det har ændret sig.

Jeg har aldrig set en danskfødt serbisk mand bevæge sig på den måde.

Det er kommet snigende, men det er kommet sikkert og det er gået stærkt de seneste få år.

Der er intet galt med de danske mænd. Det er det, der ligger bag, altså selve årsagen til de er blevet sådan, der er problemet.

Kom, danske mænd! Kom hjem. Vi har sådan brug for jer. Uden jer bliver vi kvinder rigtig triste og ængstlige. Ved I godt det?