Vinni Gren Bonde

Vi er nok rigtig mange, der kender det: En veninde, kollega, eller et familiemedlem fortæller om noget fra eget liv, der driller. Noget som vi sjovt nok har løsningen på. Noget vi ved noget om! Vi har været der. Vi har sat os ind i det. Vi har læst virkelig meget på lektien. Det ligger lige på tungespidsen og vi kan næsten ikke vente til vedkommende har talt færdig, før vi begynder at fortælle, hvad vedkommende skal gøre. Vi er bedre vidende.

– og de vil blive SÅ taknemmelige og sende os et takkebrev. Ved at oplyse dem om det vi ved, har vi hjulpet dem big time godt på vej.

Eller har vi?

For, hvem siger vores løsning giver samme resultat for dem? Giver mening for dem? Er det rigtige for dem? Ved at ‘forære’ dem svaret, slutresultatet, løsningen, har vi så ikke ødelagt deres rejse – blandet os i noget, der slet ikke tilkommer os at blande os i? Er ikke rejsen den, der gjorde vi faktisk selv fandt frem til løsningen i sin tid? Den løsning, der virkede for os, altså.

Jeg har lovet mig selv for et stykke tid siden, at jeg ikke uopfordret skal give andre mennesker råd. Ligegyldigt, hvad emnet så måtte være. Uanset, om det er indenfor ‘mit’ felt. Uanset, om vedkommende overfor mig rent faktisk ville kunne have gavn af det. For jeg mener det kan ødelægge mere end gavne. Den rette løsning for vedkommende, skal vedkommende nok selv finde frem til – og en del af denne proces ligger netop i at fortælle andre (mig) om det. Ikke at få en ‘recept’ i hånden.

Visse spirituella typer begynder af og til en sætning med: – Jeg føler jeg skal sige det her til dig. Så kommer der ellers en svada, der måske er helt i skoven, men fordi den spirituelle følte det, så er det jo som om det kom fra Universet selv, og så må man jo hellere være lydhør.

Det er faktisk ikke i orden. Det er at gå over grænsen og det kan måske tilmed være manipulerende. Hvad vedkommende føler, er i øvrigt bedøvende irrelevant. I en session er det en helt anden snak. Da har den tvivlende valgt at bede om råd. Så er det bare at gå ind i Enhedsplanet og fortælle, hvad man ser. Det gør jeg selv. Men uopfordret, baseret på en følelse? Nej! Jeg stoler ikke på en følelse. Den kan nemlig handle om mig selv.

At forære løsningen er på en måde at lukke døren for vedkommendes rejse. Det tilkommer ikke os.

Min mor skrev hun havde købt en 7 kg tung dyne, i håb om at øge søvnkvaliteten. Som ældre er det meget normalt, at man sover mindre og i øvrigt vågner mange gange i løbet af en nat. – Udmærket, svarede jeg min mor, og så kom der ellers lige en smøre fra mig om, hvilke biohacks hun kunne foretage, let og ubesværet, for at sove som en baby natten igennem. Jeg fik ikke noget svar retur. Jeg tænkte, at hun nok bare ikke lige kunne overskue det jeg skrev, så jeg var ved at skrive, at hun til en start i det mindste bare kunne tage melantonin ved sengetid.

Så stoppede jeg lige op og tænkte, at jeg helt uopfordret havde spillet kloge Åge, i stedet for blot at lytte og være et spejl.

Min mor har fået sin tunge dyne og den har allerede gjort lykke. Måske var det faktisk lige det, der skulle til. Hvis ikke, så skal min mor selv have lov at undersøge andre mulige løsninger. Hun kender mig så godt, at hun ved hun kan spørge mig, hvis hun har tiltro til mine forslag.

Og ellers er det bare at stikke piben ind, lytte og være taknemmelig over at være spejl.