Vinni Gren Bonde

Hun vaskede krop og sjæl med den blå sæbe,
lod ophavet skylle over hende.
Hendes smukke hud var lys, som bast,
hendes krøllede brune hår som efterårets marker.

I mol nynnede hun hjertets sang,
der handlede om de splittede to.
Hendes armes bevægelser var kunst,
hendes gang som strygernes klang.

Hvor end hun gik skød blomsterne op,
græs og busk fik farve.
Himlen åbnedes og regnbuen glimtede,
hun satte sig og talte med jorden.

Hun lagde tankerne i en krukke af tin,
satte den i træets stamme.
Dansede og bad en inderlig bøn,
gik hjem og hvilede sindet.