Vinni Gren Bonde

Vi lever i en tid, hvor vi hives og flås i, konstant. Allevegne fra. TV, asociale medier, privat og på job. Tilbuddene og invitationerne står i kø. Der stilles stadig højere krav til forældres engagement på skoler (hvilket ofte er helt rimeligt), der skal løbes hurtigere på arbejdspladserne og nye mærkedage skal fejres (Halloween, Valentines Day, Studenterfester, Baby Showers, etc. etc.).

Og så er informations-niveauerne omkring, hvad perifere bekendtskaber foretager sig af ligegyldigheder på ekstrem detail-plan, eksploderet grundet Facebook, Instagram mm.

Vore hjerner er ikke bygget til at kunne håndtere den massive mængde af stof. Vi bliver defokuserede, fraværende, har sværere ved at læse andre og har for lidt øjenkontakt og for meget skærm-kontakt. Vi bliver æv mennesker af det lort. Få det væk.

Det er svært at nå det hele. Ja, måske tilmed umuligt.

Der er så meget FOMO i samfundet, og langt de fleste er (uden at ville vide af det) afhængige af både mobiltelefoner og sociale medier. Og bruger sygt meget tid på det.

Det skal være hyggeligt, både for børn og voksne, hvis en familie skal leve harmonisk. De voksnes hastværk og fraværende adfærd går direkte i barnet. Balancen i familien er én vi skaber, for ellers ryger den. Hvis ikke vi styrer livet – styrer livet os. Så knækker filmen.

Læs også “Dyt bot robot”.

Jeg ved, der er mange som undrer sig, men jeg kører ikke helt ind til København på en hverdagsaften, for at deltage i en meditation, som varer et par timer. Uanset, hvor spændende jeg mener den er. Jeg siger ikke ja til noget, bare fordi der er et hul i kalenderen. Hvis ikke der er huller, kan jeg ikke ånde. Og jeg har nu engang (med årerne) valgt et simpelt og roligt liv.

Når man nu har børn, så kan jeg altså virkelig ikke se, hvorfor vi har så pokkers travlt. Hvad er det dog vi er så super bange for at gå glip af? Er vi da intet i os selv, hvis vi bare er. Skal vi gøre fremfor at være?

Det er mellem noderne musikken opstår. Og det er mellem gøremål livet leves.

Har vi da ikke fået de børn, fordi vi vil være sammen med dem? Eller skulle de egentlig bare produceres og sættes i verden, for at andre skal overtage dem, så man kan realisere sig selv, som om man endnu var single. Som om det at får børn bare var som at købe en ny taske. Eller hva?

Jeg har mødt mennesker, der tager den ene spirituelle uddannelse efter den anden – i én lang søgen efter ro og balance. Men de forlader deres børn hele tiden, for at rejse ud på disse workshops og lære om ro. Hvorfor ikke bare praktisere denne ro?

Ja, vi må jo selv vælge, hvad vi mener er det rette. Uanset hvad vi vælger, er det altid børnene der betaler prisen. Så der skal tænkes godt om, og mærkes godt efter, inden vi træffer de store valg.

Og nej, der findes ikke “huller” i et CV. At blive i et job, af frygt for ikke at kunne få et nyt, er arbejdsgiver-manipuleret røv-snak. At skrive “Hjemmegående” i fem år og forklare, hvilken ro det gav i familien – til en jobsamtale – vil give point hos den moderne leder.

Nu kan du  måske tænkte, at jeg sagtens kan sige alt det her, for jeg er heldig at kunne gå hjemme – så jeg har jo god tid. Ja det har jeg. For det har vi valgt. For det frigiver et overflødighedshorn af energi, fokus, væren, kærlighed, opmærksomhed og liv.

I familier, hvor begge er nødt til at arbejde (og det er stadig et valg ….  i langt de fleste tilfælde), så er der altid mulighed for at skrue ned. Så vi har mere tid med børnene. Og med os selv. Så der er ro på. Så det er hyggeligt. Så der er tid til at dimse og se på skyer.

Man kunne jo f.eks i en årrække vælge, at lade være med at gå til gymnastisk hver onsdag (tag cyklen på arbejde i stedet eller gå en tur med børnene), være i forældrerådet eller have høje ambitioner om at deltage i stor-familiens børnefødselsdage. Det er jo tilladt at takke nej til en invitation. Jo det er. Ja, det kan være de blive fornærmede. Who gives a fuck. Hvis det handler om dine prioriteter på vegne af dig og din families harmoni, kan den slags ligegyldige hensyn ikke tages …..

Det er let at skrue op igen og skifte til 5. gear. Når børnene begynder at lugte, få bumser og selv kan fragte sig til gymnasiet, er det måske der tiden er inde til at gå ind i et foreningsliv eller til at tage de kurser, du altid har drømt om.

Når jeg går hjemme, handler det jo ikke om, at jeg skal gå hjemme og bare hygge-nygge. Fordi jeg er doven eller bange for at lave noget. Jeg elskede at arbejde! Det handler om, at hvis Morten skal kunne have det job han har (og er lykkelig for og piv-dygtig til) med lange dage og meget rejseri, så kræver det faktisk at jeg går hjemme.

Så, man kan sige, at jeg ville ikke kunne gå hjemme, hvis ikke Morten havde det job og tjente så godt. Men han ville slet ikke kunne have det job, hvis jeg holdt hårdt på at arbejde og dyrke min egen karriere, i ligestillingens navn. Det vi har valgt, er en win-win. For ham, mig og børnene.

Desuden er der altså et spændende regnestykke at gøre, for de familier som kunne overveje en lignende model, men som mener de ikke har råd: Morten har fået mit personfradrag fordi jeg har trukket mig ud af arbejdsmarkedet og ikke er hverken på overførselsindkomst eller står til rådighed.

Derudover kan vi nu nøjes med én bil. Der er yderligere et par tusind eller tre at hente der på månedsbasis. Foruden lavere brændstof-forbrug. Jeg behøver ikke længere at købe nyt dyrt kontor-tøj i tide og utide. For familier med helt små børn, kan man også vælge at lade børnene gå hjemme hos mor, i stedet for at komme i daginstitution.

Og så er der jo fagforeningskontingent og a-kasse penge at spare, hver måned …

Jeg havde en høj løn i mit tidligere job, og de penge kan vi da helt klart mærke vi ikke har længere. Men det er det hele værd, at der er ro på. Og for mange med en lavere løn vil det næsten udligne sig.

Jeg kendte en SOSU assistent, som arbejdede 32 timer ugentligt. Da hun og hendes mand  kiggede på regnestykket blev de helt paf over, at de ville have stort set samme rådighedsbeløb om måneden, hvis hun sagde op og gik hjemme og fik ro på i familien. Både hun og hendes mand havde haft perioder med stress, de havde fire børn og de syntes der var så meget de gerne ville, men bare ikke havde tid til. Nu er der ro på.

Mange kvinder har sagt til mig, at de vil savne at arbejde. Men når jeg så går dem lidt på klingen, indrømmer de fleste, at de faktisk hellere ville foretrække roen i familien, ved at gå hjemme – bare i en årrække – indtil børnene var større og mere selvhjulpne.

Måske kan man ikke komme i præis samme stilling, efter otte år som hjemmegående. Gør det noget? Jeg ville ikke være bleg for at tage et job i en kiosk eller i hjemmeplejen. Det har jeg gjort før. Ellers starte op som selvstændig, med noget helt andet …

Børnene har vi kun på lånt tid. Den tid vi har dem, er ufattelig kort. Det er lidt som at gå på biblioteket og låne en håndfuld bøger. Inden vi rigtig når at komme godt i gang med dem, er der både rykkere og hjemkaldelser. Så skal de afleveres. Det var det.

Jeg har aldrig mødt en mor eller en far, som har følt de havde for meget ro på og for meget hygge i familien. Jeg har derimod mødt rigtig mange forældre sige, at de ikke føler de har været der nok for børnene, og for hinanden i ægteskabet. Det hele var bare arbejde, hente-/bringe, handle og lave mad. For lidt flødeskum og for meget bund.

Hvad nu, hvis du kunne ændre opskriften og få kagen som du vil have den? Hvordan skulle den så se ud?