Vinni Gren Bonde

Jeg har fællesskabs-kvalme! Jeg B*R*Æ*K*K*E*R mig over fællesskabet.

I årevis jeg min mand og jeg brækket os over fællesskabet. Ikke selve det at være fælles om noget, nej det kan der være mange gode ting i. Derimod den fede manipulation, der alt for ofte foregår, når nogen bruger ordet fællesskab.

Man kan efterhånden få folk til at deltage i hvad-som-helst, hvis blot det er i fællesskabets navn! Folk tør ikke melde fra til selv de mest uhyrlige invitationer, fordi de føler de svigter fællesskabet. Man inviteres (rettere indkaldes) til fælles-dit, fælles-dut og fælles-dat. Jeg fælles-brækker mig.

Jeg tror ikke en skid på den med, at hvis Peters far og Jens’s far er gode venner, så bliver Peter og Jens også gode venner, og derfor skal hele 2.A mødes til aftensmad med forældre, og alle disse skal være venner. Klassen skal gå fælles-ture i weekenderne i skoven, de skal i svømmehallen sammen og de skal invitere til fælles-hygge i privaten. Nej nej nej altså, jeg magter bare ikke at se Benjamins mor i badedragt eller høre på Vanjas far bedrevidende snak om speltboller fremfor grahamsboller. Luk.

JEG VIL GODT SELV VÆLGE MINE VENNER, og dernæst godt selv vælge, hvordan jeg tilbringer tid sammen med disse venner. Jeg gider da ikke gå i svømmeren med mine venner, hvorfor skulle jeg så gide at svømme rundt i varmt børnetis med en flok ligegyldige mennesker, som tilfældigvis havde sex samme år som mig min mand og jeg, og derfor også fik et barn? HoLD Nu hELt oP!

Børnene har ikke brug for den over-facilitering i fællesskabets navn. De bliver stressede af det! De kan mærke voksne er stressede af det, og blot forsøger at virke hyper overskudsagtige, når de tager afsted weekend efter weekend, udelukkende fordi de føler de svigter deres børn, hvis ikke de kan klare mosten.

Har vi voksne ikke andet og federe ting at bruge vores tid på? Jeg ved ikke med jer, men jeg har valgt at få børn, jeg har ikke valgt at få forældre. Eller 75 nye voksen-venner fra mine to børns klasser. Ih guder.

Derimod tror jeg på, at det er godt givet ud, at blive i 10 minutter og small-talke, når jeg henter Kurt fra en legeaftale. Sludre med Bjørns forældre og lige høre dem fortælle et eller andet fra jeres liv. Det er noget både Bjørn og Kurt lægger mærke til. At vi kan sammen, og det kræver intet.

Jeg tror ligeledes på, at det er en rigtig god investering at deltage i arbejdsweekend på skolen, selvom man har mere lyst til at blive hjemme på sofaen og spise flødekager. Skolerne har brug for det, og børnene mærker, at man ønsker dem en god skole, nogle gode rammer at være i.

Men et fællesskab for fællesskabets skyld, hvor man knævrer om ligegyldigheder, og forsøger at lege venner. Jeg får gåsehud! Der sidder man så, fredag efter fredag på for små skamler i SFO’en og spiser medbragt fælles-smad, hvor det egentlig var de røde bøffer og den røde eliksir man havde lyst til. Suk!

Eller hade-arrangement i fællesskabets navn nummer 1: At være inviteret til en fest man ikke må sige nej til, og så efterfølgende få at vide, hvad man lige skal medbringe egen mad. Så man skal både være statist i andres arrangement og så skal man også være maddoner? Jeg har sgu sågar hørt om invitationer til 50 års fødselsdag, hvor man skal overnatte i et sommerhus, være med til at gøre rent og lave festmaden. What!? Og så sniges der vel alligevel også gaveønsker ind, fra Ønskeskyen? Åh gud åh gud.

Vi bor på en stor gård, hvor vi har lejet os ind. Her bor andre lejere og ejerne selv. Her er dejligt og vi er glade for at bo her. Morten kan godt lide at deltage i arbejdsage, så det kan han da bare gøre. Jeg gider ikke at gå og knokle på en gård, det er ikke derfor jeg bor her, så jeg takker nej. Jeg vil hellere drikke vin med mine dejlige naboer. Så det inviterer jeg til, så snart det igen er sommer.

Sådan er vi forskellige, og det er der heldigvis plads til her. Vi er ikke et kollektiv med regler, nej vi er lejere og betaler husleje, og passer naturligvis hver vores have. Resten er åbent og frit for: Vi nyder hinandens selskab, uden forventninger og uden forpligtelser til et tvunget fællesskab. Det er så fedt!

Mangler nogen et kop sukker, så bare kom. Vi har sågar bidraget med at fodre heste og passe børn. Men altid på frivillig basis. Vi har betalt en nabo-knægt for at grave hul ud i vores have til en swimmingpool, som alle gårdens børn nyder godt af. Vi betaler ejerens dreng for at slå vores græs om sommeren. Fedt.

Jeg synes det på institutioner og skoler er stukket af, og det virker ikke som om det er personalet, der er problemet, det er forældrene selv. De curler, faciliterer og over-arrangerer i fællesskabets navn. De lider af en form for moderne forældre-angst, hvor det bedste bare ikke er godt nok til vores børn. Der skal være stram styring med legegruppe-aftaler og fællesture og fællesspisning og fælles ALT. Det næste er vel at klasser med forældre skal rejse på ferier sammen?

H*E*L*D*I*G*V*I*S er mine børn så store nu, at den slags er en saga blot. Nu går de i skole og vi støtter op, hvor det er nødvendigt. Hvor det er passende. Vi deltager langt fra i alle tilbud på skolen, men i dem som vi mener er vigtige, og det er OS, der afgører, hvad der er vigtigt og ikke-vigtigt.

I morgen maler jeg en barak nede på Kurts skole, for det er der brug for. Det kan jeg gå og hygge-knokle med i fred. Det er noget jeg synes giver mening. Men forvent ikke jeg deltager i forældrekaffen tirsdag aften.