Posts Tagged ‘familien østfra’
Rejse på det flyvende tæppe
Jeg har en terrasse,
hvor jeg bor.
Jeg har interesse,
der stille gror.
Nu har jeg pakket min taske.
Min helt almindeligt dagligdagstaske.
En brun modetaske i ruskind,
fra Stockholm.
Den er fuldkommen normal at se på
uden på,
men inden i
er den klædeskabet i Narnia:
Mobiltelefon
læbestift
pung
blåt-lys-blokker briller
læsebriller
en kriminalroman
tarotkort
tryllestav
et flyvende tæppe
tandbørste
Himalaya salt.
Off we go then …
Egentlig har jeg rejst en del,
i den ydre såvel som den indre verden.
Mest den indre.
Der kommer man hurtigt længere,
og der kan man selv vælge landskab.
Det er let at vende retur,
og hvis man ikke bryder sig om stedet,
kan man fluks rejse videre.
Det er handy at medbringe et flyvende tæppe.
Det er en af mine foretrukne måder at rejse på;
jeg ser ligesom det hele fra oven.
Mennesker, bygninger, søer, skove, stepper, heste
– det hele er mere over-skueligt.
Jeg bruger min tryllestav,
når jeg tænker de store tanker.
Så bliver de til virkelighed.
Jeg svinger den rundt i små cirkler og siger:
Abrakadabra (hebr. for ‘jeg skaber mens jeg taler’).
Det er så vigtigt
at tænke store tanker,
hvilket er det samme som at sige store ord,
dog ikke det samme som at tale med store bogstaver.
Når jeg sidder på mit flyvende tæppe,
siger jeg sjældent noget.
Tanker og ord bliver stille.
I stilheden gror landskabet under mig.
Se, der er Sultanen!
Ej, hør! Der er musik.
Åh, hvilken musik …
Nu danser piger og kvinder
i store nederdele,
der når højt op,
når de drejer rundt.
Mænd og drenge spiller instrumenter
og synger.
På et sprog jeg aldrig har hørt,
dog genkender.
Jeg får lyst til at synge med
danse med
grine og dreje rundt om mig selv.
Jeg falder i søvn.
Og, når jeg vågner,
er jeg ved stepperne.
Heste, bål, sang, dans:
Se, der er Stanislav!
Han griner
og laver artisteri
på en hest.
Det er som om hesten griner
og jeg griner.
Jeg mindes dette syn fra en drøm;
heste i fuld galop over stepperne østpå.
Her føler jeg mig hjemme.
Jeg føler mig lidt hjemme alle steder,
hvor jeg kommer frem
på mit flyvende tæppe.
Vi er et folk uden blivende sted.
Sigøjnerne rykkede fra sted til sted i hestetrukne vogne,
mit folk rykkede med heste og boede i jurter.
Italien, Afghanistan, Kaukasus, stepperne, …
Stanislav er min tipoldefar.
Jeg ruller mit flyvende tæppe sammen,
og sætter mig ud på terrassen.
Det regner,
men i mit indre skinner solen.
Jeg har fundet min familie.
