Vinni Gren Bonde

I går stillede jeg MAC’en i køkkenet og gjorde klar til at skrive. For at opnå rette stemning til mit forehavende, lavede jeg en kande te og satte Vienna Concert af Keith Jarrett på. Da Keiths finger rørte tangenten gik jeg i stå – og sank fra én verden ned i den næste. Suk! Livet gav mening.

Jeg har lyttet til denne koncert til hudløshed. Keith Jarrett er mit største musiskidol. Hans musik har min sjæl absorberet et utal af gange, siden jeg som 16 årig blev introduceret til ham. Til trods for genkendligheden der i går mødte mit øre, blev jeg forundret over effekten i mig.

Jeg tænkte: Hvad er det egentlig musikken gør ved os? Jazzmusiker Peter Vuust, som har været med i forskningsprojekter omkring musikkens indflydelse hos mennesker, siger det således i videnskab.dk:

Musik er en kemisk ballet i hjernen

Han forklarer at musik formidler følelser. Musikgenkendelsen er noget hjernen kan lide og derfor bliver vi opstemt, når vi sammen hører velkendte sange, der samtidig appelerer til vores stil.

Vi alle har erfaret selskaber, hvor musikken ødelægger stemningen. Samtidig kan rette nummer redde en fest fra at dø. Når jeg står på min crosstrainer er det Deadmau5, Underworld og Faithless der virker. Når jeg skal være kreativ er det Keith Jarrett, Trentemøller og Björk. Når jeg skal tude og bage boller er det svenske viser i mol. Sådan kan vi bruge musik forskelligt.

Der findes næppe et menneske, der ikke på et eller andet tidspunkt i livet har forestillet sig at være professionel musiker og bare levere VAREN, stemningen og følelsen til masserne – under stor jubel og begejstring. Ikke blot for anerkendelsens skyld. Nej, derimod grundet det vi kan sige med musik. For med musik kan vi sige meget mere end vi kan med ord. Vi kan sige det – uden at sige det direkte. Og alligevel er det netop mere direkte end med ord.

Musikken rammer noget universelt i os alle. Det er kun et spørgsmål om at finde lige den type musik, der taler til den enkelte, for at vi kan blive forbundet med det store ukendte i os.