Vinni Gren Bonde

Barndomserindringer #7

Skjoldsvej 51, 3650 Ølstykke

Det var meget bedre! Nu var vi rigtig moderne. Vi fi mikroovn og videomaskine. Jeg tog solarium, gik i hvidt joggingsæt, lod hår og negle gro og var ved at få feminine former. Drengene begyndte at kigge efter mig. De havde endnu ikke min interesse.
Jeg lånte min mors støvler, når hun ikke vidste det. Eller også vidste hun det og lod mig gøre det. Jeg lånte også hendes oversize blazere, rullede ærmerne op og tupperede pandehåret, og kom lak i. For interesse for mit udseende, det havde jeg.
Derfor gik det mig også på, at jeg var hårdt plaget af bumser. Jeg forsøgte mig med svovlsæbe, basiron creme, alpina liniment fra apoteket og sågar Dr. Wolles piller. Det var dog min gudfar Lars, som var redningsmanden. Lars var senior sergent i flyvevåbnet og kom jævnligt på basen i Grønland. Her kunne han købe amerikanske varer og en amerikansk kollega havde anbefalet ham Noxema creme til den ulykkelige hårdtplagede guddatter. Det skulle vise sig at være et mirakelmiddel. På få uger slap jeg af med de uønskede venner, for evigt. Cremen tilmed fugtede huden og gjorde den lækker blød. Jeg var himmel henrykt og glemmer aldrig min gudfar for denne heltegerning! Jeg brugte cremen i årevis.

Selvom jeg havde skiftet skole, holdt jeg endnu kontakten til Lisette. Vi morede os stadig sammen, tog på udflugter og lavede konkurrence om, hvem der kunne rydde en bakke med 12 flødeboller først. Denne leg kom sig af at jeg ville overraske Johnni. Han var lige blevet 18 år og havde bestået køreprøven. Jeg købte en bakke flødeboller med hjem til ham, men han var ikke kommet hjem endnu, og så kom jeg til at spise dem allesammen selv, mens jeg lavede matematik. Ups!

Johnni var lykkelig for at have fået kørekort, nu kunne han køre alle lige hvorhen de ville. En hård vinter med meget sne, kørte han rundt på parkeringspladsen ved Stenløse Center og trak i håndbremsen, så bilen snurrede rundt om sig selv 40 gange. I sin røde Ford Granada, en rigtig amerikanerflyder. Med mig og hunden inden i. Jeg var ikke vild af begejstring. Det var Johnni derimod. Han skrald-grinede og nød det til fulde. Biler og Johnni har på en eller anden måde bare altid hængt sammen som æg og blomme.

Jeg blev konfirmeret, med valk i håret og en lang brugt Eva model, med et bredt lyserødt silkebånd i taljen. Jeg havde tabt mig en del. Ikke med vilje. Det var faktisk Bent som skulle tabe sig, og derfor lavede min mor mad efter ‘Punktkuren’. Det resulterede i at vi alle sammen tabte os.
Jeg fik mange smukke gaver og som altid var min far og Vibeke mødt op med en overdådighed af et pengetræ. Min mor holdt en rørende tale om den morfar jeg aldrig havde kendt og jeg modtog hans gamle ring.

Min farmor og jeg tog til min jævnaldrendes kusine Rachels konfirmation i Sønderjylland og transporten tur / retur foregik i min farmors gule VW Bobbel. Inden vi drog vestpå sagde min far, at ham og Vibeke ville tage i mod os til frokost ved hjemkosten, med røde bøffer. – I er nok godt sultne efter flere timers kørsel tilbage til Sjælland, mente han.
Vi spiste morgenmad i Vester Sottrup lidt udenfor Sønderborg og var mildest talt hundesultne da vi nåede Ølstykke. Nu skulle det blive godt med røde bøffer. Vi ringede på og gik ind. Dørklokken spillede tonerne af Big Ben, men med sløve batterier og derfor piv-falsk, noget gæster trak på smilebåndet af.
Min far var ved at hænge lamper op i stuen, Vibeke hyggede med Se&Hør. Det besynderlige var, at der ikke duftede af mad. Min farmor spurgte, hvornår vi mon skulle spise, for vi var sultne efter den lange rejse. Men det var der ikke noget af, der var kaffe på kanden, og vi kunne bare tage en kop.
Min farmor blev dybt skuffet. Hun glemte det aldrig og nævnte det jævnligt for mig.

Mit liv var travlt men harmonisk. Jeg var glad for pigegarde såvel som skolen. Jazzbaletten gad jeg ikke længere. Behovet som teenager for at hænge ud med venner blev større. Vi var et slæng på to drenge og to piger som hang sammen. Vi skiftedes til at tage hjem til hinanden om fredagen og se videofilm og spise chips. Sabina fra klassen og jeg var blevet rigtig gode veninder og lavede alt sammen.

På Skjoldsvej kunne man næsten dagligt se mig øve med tambourstaven. Jeg blev flittigt brugt som reserve-tambourmajor for tambourkorpset. Det var det bedste, bedre end at spille tromme og trompet, som jeg også begyndte at spille på et tidspunkt, i hhv. fanfarekorps og harmoniorkester.
Jeg øvede mig ofte flere timer dagligt og blev så ferm til det, at jeg kunne kaste staven flere meter op i luften mens jeg gik, og så gribe den igen. Jeg svingede den under benet, som jeg grundet mine år med jazzballet kunne strække op i 90 graders vinkel, mens jeg marcherede, uden at krumme i ryggen. Så om på ryggen og rundt i forskellige cirkler. Det var bar lir. Derudover var der naturligvis de tydelige signaler jeg sendte korpset, som skulle vise dem, hvornår der skulle spilles, standens, udføres kontramarch og meget andet.
Pigegarden havde foræret mig en tambourstav så jeg kunne øve på hjemme. Den var en af dem livgardens musikkorps havde brugt. Vores undervisere var alle fra livsgardens musikkorps, konservatorieuddannede og levede 100% af musikken. Der blev stillet store krav til os. Udover march og alt det musiske, var der strenge uniformsreglementer. Vi måtte ikke have neglelak på, når vi var ude at optræde. Ingen hængeøreringe eller for meget makeup. Håret skulle være i rottehaler med særlige hvide sløjfer, vi havde samme farve nylonsstrømper på, og de lange hvide garderstøvler pudsede vi efter med nylonsstrømper, så man kunne spejle sig i dem. Ikke én sort streg fra sålen måtte vise sig på indersiden af støvlen.
Det var dengang. Gladsaxe Pigegarde har ændret sig meget, og har slet ikke det niveau længere. For at finde noget der minder om det, skal man i dag kigge på Helsingør Pigegarde.
Jeg gik midt på vejen med mit usynlige korps, lavede kontramarch og gik rundt på flere veje i kvarteret. Naboerne må have fået sig noget af et grineflip. Det må have set sjovt ud. Jeg var ligeglad, min selvtillid var stor og jeg tog opgaven seriøst. Øvelse gør mester, punktum. Det handlede ikke om talent, det handlede om disciplin.

Johnni savnede sin far at spejle sig i og valgte at flytte over til ham i Fiskene. Jeg tror det er meget normalt, at drengebørn når en alder, hvor der gives en anelse slip på mors kærlige favn, til fordel for at komme tættere på far, og det at være mand. Johnni fik den ene stue til værelse. Han var i lærer som tømrer, fik 10 til prøven og bestod med ros. Kæresten hed Mette. En pige med gule øjne og et svært sind.

Det blev sommer og min mor, Bent og jeg tog på teltferie på Bornholm. 2CV, taget rullet ned, mini-trailer med telt og udstyr. Min mor var udstyret med bøllehat, højhælede klipklapper og 20 Prince. Hun var sådan en slags mor, som pakkede bil, gjorde rent og så skide godt ud imens.
Vi skulle hjem til Bornholm, sagde hun. Min mormor var bornholmer og hele den lange slægt gennem århundreder før hende. Nu skulle vi besøge familien på øen. Det gjorde vi og vi elskede at være der.
Min tante i Tejn tog mig med i ’Brøksijng’ (Brugsen) og der stødte vi på en af mine utallige fætre, en Thorsen. Min slægt på øen var åbenbart stor. Det anede jeg ikke, jeg havde ikke været på Bornholm siden jeg var fire-fem år og besøge moster Lissi, som tog gebisset ud af munden og viste os børn hvad der ville ske, hvis ikke vi børstede tænder.
Min mor sagde at det var som at komme hjem. Jeg havde ellers aldrig hørt hende tale om Bornholm og savn i samme sætning. Men hun og Bent købte en ejendom, mens vi var der. På Flædskedalsvej 1, i den smukkeste natur. Et reelt håndværkertilbud, med rå vægge og rå gulve, og uanede muligheder for den flittige med penge. Til min store ærgrelse var det ikke ude ved vandet eller i Rønne, men inde midt på øen. Adskillige kilometer til nærmeste busstop og købmand.
Men jeg fandt et kosteskaft i gårdspladen, da vi var ude at se på huset, og så gik jeg i gang som tambourmajor, op og ned af indkørslen. Måske var der en garde på øen?

Nu skulle vi hjem til Sjælland og sige jobs op, sælge huset og jeg færdiggøre 9. klasses afgangseksamen. Foruden jeg skulle sige farvel til pigegarde, Lisette, farmor, far, Johnni og Sabina.

Min mor og Bent flyttede et halvt års tid i sommerhus, mens de afviklede jeres jobs. Så blev det forår og de flyttede til øen. Alt i mens var jeg flyttet ind hos min far og Vibeke i et år, mens jeg færdiggjorde min skole i Frederikssund, og i øvrigt gjorde mig klar til en lidt større afsked med mit liv. Det var en god løsning for alle parter. På den måde kunne jeg nå at tilbringe meget tid med min far, Vibeke, Johnni og Danny inden jeg skulle flytte til Bornholm.

Jeg havde flyttet så mange gange i mit liv, at jeg følte mig som en slags rejsende gennem livet. Omstillingsparat, fleksibel og evnen at se nye muligheder.

Jeg hørte ikke til ét sted, jeg hørte lidt til alle steder.