Vinni Gren Bonde

Forældre i en klasse kan aldrig opnå konsensus.

Alle forældre tror, at andre vil synes det fede man selv synes, hvis man bare fremlægger det på en god måde på forældremødet. Eller den med, at andre da har samme værdier og syn på det med mad eller sukker som én selv. Neeej, sådan er der bare ikke. Ned med forventningerne.

Jeg har deltaget i et hav af forældremøder – via fem børn – på fire forskellige (meget forskellige) skoler. En kristen friskole (Grundtvig-Koldsk), en friskole (uden særlig profil), en (meget stor) folkeskole og en Rudolf Steiner skole. Jeg har efterhånden oparbejdet en vis erfaring. En god ting er, at forældre ønsker det bedste for deres børn, derfor også deres klassekammerater og klassen som helhed. Så til forældremøder er mange fremmødte med en stor portion nærværelse, positivitet og kampånd!

Men tro mig, ikke alle andre synes at det er fedt at bruge dage på at diskutere på nettet, om også matematiklæreren skal have en julegave, om gaven må koster mere end 10 kr pr barn, fordi ALLE skal kunne være med. Ligesom det heller ikke er alle forældre, der synes det er fedt at bruge fredag aften i en SFO, på alt for lave skamler, for at spise lortemad sammen. Og det er bestemt ikke alle som mener, at det overhovedet vil være gavnligt for børnene i klassen. Det er måske i virkeligheden nogen meget oversociale forældre, der synes det er fedt, og som insisterer på at gøre det til en tradition (adr!).

Der er meget at sige. Jeg undlader. Jeg kan dog i bagklogskabens lys konstatere, at 90% af tiden til disse forældremøder har været spildt. For enighed er ikke opnået, det er blot den stærke, hårde lille klike som vinder og får sin vanilje. Dem, som selv har gået på skolen engang, som mener at de ved bedst, og at man skal være sammen tit, tæt og ofte og på bestemte måder, som kun må koste 5 kr. Man bliver træt.

Anyways, kort sagt: Enighed hele vejen rundt opnås aldrig. Nogen mener det er fedt at give børn slik i fødselsdagsgave, andre mener det er langt ude og foreslår en tegning, mens slik-forslagets mor vrænger på næsen af dette forslag. Og sådan kan man blive ved…. Måske man bare skulle stoppe al den snak, og trække vejret dybt, sænke skuldrene og lade være at gå så sindssygt meget op i det. Lad nu vær med alle de regler, børnene bliver kvalt i dem. Og forældre brækker sig. Sukker-politik? Oh please!

Mine tre bonusbørn er i dag voksne og for længst fløjet fra reden, og mine to hjemboende er heldigvis så store nu (6. og 7. klasse), at forældremøder er få, korte, konkrete og til benet. Det er en Steiner skole de går på (åh gud, det bedste valg nogensinde), så der er ikke så meget med, hvad vi forældre har lyst til at arrangere, lave politiker og kontrakter om – og fanden og hans pompestok. Nej, læreren informerer og beretter. Hernæst nyt fra ledelsen. Farvel og tak. Der er kaffe og kage i døren på vej ud. Hej hej ….

Julebazaren ligger på den dato, og I kan hver især lige selv henvende jer til en forældre i klassen – helt privat – det vil sige helt uden om det her møde og min viden som lærer. Vi ses om et halvt hår.

Hvad? Vil du vide, hvor dit barns standpunkt er i matematik? Den tager vi til den årlige skole- og hjemsamtale, det er ikke det vi er her for i dag. Andre? Tak for i dag.

Åh gud det er fedt……

Der er en tendens til at forældre nærmest skal leve og bo på skolen og være en slags ekstra medarbejder. Det er for meget! Som lærer ville jeg få fnidder! Gå væk. Gå hjem. Holdkæft.

Da vi satte vores børn ind på Steiner skolen fik vi at vide af lederen, at børn har brug for at have deres eget, en hverdag og et stykke liv uden mors og fars viden og indblanden. Så man kunne da godt spørge barnet, om det havde været en god dag, men man skulle lade være at blande sig, hive samtlige af dagens oplevelser og lærdom ud af barnet ved hjemkomst, og forlange status. Man skulle lade barnet have sit eget lille liv henne på skolen. Et liv mor og far ikke overvågede. Noget, som ikke ragede os. Hvis der var noget vi skulle vide, ville læreren kontakte os. Færdig. Bom.

Og det virker. Det modner. Det udvikler. Barnet har et fri-rum. Et helle fra mor og far.

Jeg tror vi er med til at stresse vores børn, ved at være store hun-edderkopper, der kravler på væggene henne i skolen, for at følge med, følge op, igangsætte og koordinere. Ungerne kan ikke få luft. Giv slip og stol på at skolen, lærerne OG DIT BARN godt selv kan. Overvågning og ekstrem-deltagelse er ikke gavnligt, det er hæmmende.

Men det kan alle vi forældre nok heller ikke blive enig om 🙂

Tak for i dag.