Vinni Gren Bonde

En enlig far jeg kender fik omsider overblikket efter langtidssygemelding med stress. Det kunne han til dels takke sin coach for, der satte spotlight på en række ting i livet, der skulle omprioriteres.

Nyt job, farvel til et par venner, til uvaner og farvel til deltagelse i de mange stressfyldte invitationer.

Tilbage var nu få med gode venner, familie, et godt overskueligt job og tid til børnene. Yes !!

Han fik det virkelig godt. Indtil hans ældste barn begyndte i skole….!

Jeg havde fortalt ham om det, men han troede ikke på mig …

Nu tog hans liv en drejning, for nu var der pludselig et overflødighedshorn af obligatoriske ditten dutten datten arrangementer i SFO og skole, flere gange om måneden. For at ryste sammen. Fordi, når Peter og Gudruns far er venner, så bliver Peter og Gudrun også venner.

Hvad er mening med at bruge mere tid med ‘ligegyldige’ mennesker, end med ens egne venner?

Kan man da ikke bare holde det til skole- og hjemsamtaler, forældremøder og en enkelt julefest?

Hvorfor skal man gå helt kalender-amok, som om det skulle være nødvendigt, at lege far-mor-børn med de andre forældre på skolen? Kan man ikke bare sludre lidt, når man henter efter legeaftale? Så ser ungerne, at forældrene både kan og vil tale sammen. Så er opgaven hvem-bliver-venner løst.

Man behøver da for pokker ikke bage sammen i skolekøkkenet, klippe klistre en fredag eftermiddag eller spise fedtede pizzasnegle på 20 cm lave SFO skamler, der giver de ondeste fly-knæ. Og sure opstød.

Og hvad med lærerne? De deltager i forvejen i alt for meget gejl. Også de har brug for lidt luft.

Pssst: Det har børnene også!

Jeg er lykkelig for mine børn er blevet store.

Og single far, han er nu ved at lære at sige: Bare nej!

Da jeg var barn, var der ét møde på skolen årligt, og én fest (for børnene). Slut. Mere passende.