Vinni Gren Bonde

Der er mange grunde til at jeg elsker min mand.

Jeg fandt en note i kalenderen, hvor Morten skriver,  at han skal kontakte rigsarkivet og bede om aktindsigt i forbindelse med de sundhedsdata (som Region Syd ulovligt har indsamlet). Og som vi har bedt om at få slettet. Både vores og børnenes.

Morten nøjes ikke med at sørge for de bliver slettet. Han vil heller ikke nøjes med en bekræftelse på, at denne sletning er foretaget, ved de syv (7) breve vi har modtaget fra dem (for, hvem siger de faktisk har gjort det? Når de har brudt loven én gang – kan de vel gøre det igen). Han insisterer på at vide det, ved selvsyn. Derfor søger han aktindsigt i sagen.

Jeg elsker den mand. Han bliver snart 49 år, og han har endnu en insisteren som en liderlig 23 årig. Han bider sig fast, er urørlig og bevæger sig som findes intet loft over ham. Det gør, at de rynker han har om øjnene pludselig synes frække. De er linjer af insistren over mange år. Tydelige spor af vedholdenhed og potens. Ikke blot i fysisk form. I mental.

En skøn kvinde, hvis blog jeg følger, skrev et humoristisk indlæg om aldersforskel. Det fik mig til at reflektere over det der underlige alder-noget. Hun er syv år ældre end sin mand. I min verden stort set ingen forskel. Jeg er syv år yngre end Morten, hvilket føles ret fint.

Og jeg kom til at tænke på det med, at mange mænd taler om alle de søde forårspiger de nu skal ud at se på, i sommerkjoler og på cykel. 21 årige piger, som 47 mænd savler over. Det lyder umiddelbart ret livsbekræftende i mine ører. Ligesom jeg også finder det helt naturligt at henslængt nævne (til selvsamme mænd), at unge mænd på 25-26 år fanger mit blik i gadebilledet, nu hvor solen skinner. De er ganske enkelt ret så lækre at se på. Sjovt, det kan faktisk vække undren og forargelse hos mange. Det savl, der lige før hang i mundvigen, bliver tørret væk og prompte erstattet af et mistroisk blik – der afventende venter at jeg siger “Ej, bare en joke”. Men det gør jeg ikke.

Jeg kan huske da jeg så Morten første gang. Det er snart 20 år siden. Der skulle gå mange år, før vi blev kærester. Jeg husker hans energi. Den er den samme idag, som dengang. Det fanden i voldske. Det ligeglade. Det insisterende og “rend mig, jeg gør sådan her, for jeg ved det er det rigtige at gøre”.

Sådan er han stadig, og det giver genklang i hele mit system.