Vinni Gren Bonde

Forfatteren Seth Godin, siger det klart:

If you do a job where someone tells you exactly what to do, they will find someone cheaper than you to do it. And yet our schools are churning out kids who are stuck looking for jobs where the boss tells them exactly what to do.

Hvis du har et arbejde, hvor nogen fortæller dig præcis hvad du skal, finder virksomheden bare en anden til at udføre arbejdet til en lavere løn end din. Alligevel sprøjter skolerne børn ud, der er fanget i at søge jobs, hvor chefen fortæller præcis hvad man skal lave.

For bare 150 år siden var børnearbejde i den vestlige verden mere end ganske normalt. Vi taler hårdt fabriksarbejde under industrialiseringen. Det var almindeligt at børn tog de voksnes arbejde, eftersom de gik til en lavere løn. Industrien var derfor ingen lunde interesseret i at miste børnearbejderne. Det var da også først i 1918 at der i USA kom grundskoler. I takt med dette var der længere mellem de hårdtarbejdende børn på fabrikkerne. Børn, som ofte mistede fingre og kom slemt til skade.

For at varetage industriens økonomiske interesser, som landet var afhængig af, var disse skolers formål derfor at lære børn at sidde på rækker, tie stille og gøre hvad der blev sagt. På kort tid skulle børnene lære lige præcis nok (og endelig ikke mere!) til, at de kunne betjene industriens maskiner og lære dyden at klappe hælene sammen og gøre hvad chefen forlangte.

Den tankegang ligger endnu til grund for skolernes undervisningsform. Også i Danmark! Krydret med gruppearbejde, kreative fag og længere skolegang. Formen er dog stadig den samme, der har til hensigt at sprøjte gode fabriksarbejdere ud i den anden ende. Medarbejdere, der retter ind og tager mod ordrer.

Den danske folkeskole trænger mere end nogensinde til en reformation. “Pigeskoler” kaldes den danske folkseskole af mange. For det ligger måske lettere for flinke-pigerne at side stille, høre efter og gøre hvad der bliver sagt. Undervisningsmetoden er sjælden god for de vilde drenge (M/K). De kan få et ADHD prædikat og komme i særklasse. Så er det problem væk. Nej! Så er dét symptom væk.

Som min kloge svigermor siger (mor til fire, uddannet pædagog og institutionsleder gennem flere år) “Når et barn opfører sig dårligt, er det et symptom på at der er noget galt i omgivelserne. Et raskt barn kan reagere på et sygt system”.

Nu skal det her ikke være en snak om ADHD eller hele diagnoseproblematikken. Den henviser jeg i stedet til her.

Alene de fysiske forhold på skolerne er under al kritik og bestemt værd at reagere på. Ofte er der stinkende toiletter, for trænge klasselokaler og børn der sidder med ryggen til døre og vinduer, med dårligt lysindfald og træk til følge. Møblerne er hårde og standardiserede. Havde folkeskolen været en arbejdsplads, ville folk have sagt op. Eller kontaktet fagforeningen. Så ville ledelsen måske nok have travlt med APV undersøgelser og nye kontorstole til flere tusind kroner stykket, med rette forhold til svajryggede.

Børn kan ikke sige op. De er under tvang sat i disse skoler og har bare at klappe hælene sammen og gøre hvad der bliver sagt. Uden for meget brok. Og hvis de begynder at beklage sig, mister de nok hurtigt interessen igen, for det var jo altid meget værre dengang far var dreng og gik barfodet i sne til skole.

Hvorfor er k(l)asserne inddelt efter alder? Hvorfor ikke efter fag, hvor alle aldersgrupper er repræsenteret? Indekseringen bør vel ske efter, hvor begavet eleverne er i de enkelte fag og ikke efter hvornår de tilfældigvis er født. Giver det mening?

Mads fra 6. klasse er socialt og fagligt alderssvarende med undervisningen i 6. klasse. Dog ikke i engelsk og matematik. I engelsk er han på 8. klasses niveau og i matematik på 4. klasses niveau. Mads kan ikke følge med i matematik og er derfor ked af dette fag. Til gengæld er han endnu mere ked af engelsk, fordi han er dybt understimuleret og er blevet en underyder af samme grund. Ifølge Pædagogisk Udvikling bliver børn med særlige forudsætninger ofte underydere, fordi de ikke stimuleres. Tit bliver de derfor også misopfattet som værende fagligt under niveau.

Ingen børn er på klassens undervisningsniveau i alle fag. Alle børn vil have glæde af en fag-indeksering fremfor en årstals-indeksering. Sidstnævnte har sikkert været udmærket før i tiden, hvor det ikke handlede om at stimulere børn og lære dem mest muligt. Men i dag, hvor vi bryster os af, at børnene er Danmarks (eneste) råstof, er det på tide at imødekomme elevernes behov og ikke industriens.

Jeg er med på, at der findes skoler der faktisk aktivt gør en forskel og ønsker at ændre tingenes tilstand, ved at arrangere daglige korte løbeture, undervisning ved gang i naturen og meget andet. Det er bare ikke nok med disse få fremsynede skoler. Det skal være over hele linjen, så alle børn har gode vilkår for at uddanne sig til viden-jobs.

For der skal uddannes andet end dygtige fabriksmedarbejdere. Hov hov, der intet galt med at arbejde på fabrik, hvis det er hvad der passer bedst ind i éns kram. Det kan der være mange grunde til. Vi skal bare klar over, at vi i tiden frem rykker flytbare jobs til lande med langt billigere arbejdskraft, som Seth Godin også er inde på i sin artikel Back to the Wrong School. Biler, mobiltelefoner, virtuelle PA’ere og IT-help desks er bare få eksempler på jobs der allerede er at finde i lande som for eksempel Indien. Vi skal uddanne vore børn til jobs, der ikke flytter ud af landet. Viden.

Der er ganske givet nuanceforskelle på amerikanske skoler, som Seth Godin nævner, og danske skoler (det amerikanske skolesystem er helt grotesk og jeg anbefaler at se dokumentarprogrammet“Waiting for Superman”, hvis nogen skulle være klar til en sand gyser). Måden undervisningen foregår på i den danske skole, læner sig dog stadig op af en totalt forældet fabrikstankegang som de amerikanske skoler.

Før vi kan få virkelig godt råstof ud af vore børn, er det fuldkommen nødvendigt at reformere folkeskolen. Som det er i dag, avler folkeskolen stadig fabriksarbejdere.