Vinni Gren Bonde

Landet til højre for solen,
nærmede sig i lange rækker.
Lyden af ukendte instrumenter,
gøs i nøgne nakker.

Uvejret slog ind,
slog uindbudte gæsterne ud.
Telte slog i de op,
og søgte ly for en stund.

Byens mænd mødtes på tinget,
planlagde forsvar, i hast.
Kvinder bagte brød – per refleks –
pakkede sække og tyssede på børnene.

Regn og blæst stilnede af ved daggry,
solen stod op – og stivnede.
Landskabet emmede af frygt,
snart ville byen være forvandlet.

Det værste ved krig, var ikke krigen
– det var angstens stank, lige før den satte ind.
Helvedes ansigt var tydeligst ved Helvedes port,
når først den satte ind, var den uvirkelig.

Som bedøvet og i slow-motion,
løb vi rundt i lydløse skrig.
Rædsel har ikke sit eget ord,
munden kan ikke forme lyden.

Landet til venstre for solen blev sort,
mylder af mennesker og kaos.
Døden kaldte på Stilhed
og lagde byen i Tomhed.