Vinni Gren Bonde

Jeg elsker synet af mennesker på en bænk.
Der er noget magisk ved bænke
med mennesker på.

Modsat ensomme bænke,
nøgle bænke.
Forladte.
Glemte.
Måske bærer de på en hemmelighed,
fra et af menneskernes mange visit?

Allerbedst kan jeg lide de bænke
med mennsker på,
mennesker, der ikke kender hinanden.
Da er bænken et mødested,
en sammenkomst uden ord.

En bænk kan være en seng
for en træt hjemløs
eller en fuld mand,
der venter på natbussen.

De flotte bænke,
er de gamle bænke.
Med krummelyrer.
Nye bænker er udelukkende funktionelle
– enkle, kolde, kønsløse.
Deres formål er ikke være smukke,
deres formål er udelukkende at være form
ikke indhold
– derimod at bære indhold.

Når møbler, bygninger, stationer, lygtepæle og fortrov
udelukkende er funktionelle
og lader al skønhed være op til indholdet
– altså brugeren af bænken –
bliver indholdet over tid i sig selv uskønt.
For indhold påvirkes af form.
Det tager ligesom farve efter det,
som børn tager farve efter deres forældre.

Nye møbler har ingen æstetik.

Det er ligesom med skriften.
Ingen kan skrive i hånden længere.
Vores bedsteforældre skrev skønskrift,
og det var virkelig skønt.
Fik man et brev skrevet på den måde,
satte man sig ærbødigt og læste det.
For formen krævede dette,
skriften (formen) påvirkede indholdet
i brevet.
I dag man læste.
Og vi blev påvirket af det vi læste.

Nu får man ‘brev’ over sms
indbydelse over messenger
med stavefejl
upersonlig, altid ens uanset fra hvem
uden indledning
uden afslutning.

Meget form er blevet rædsomt.
Indholdet tager farve efter det.

Hvis vi skabte smukke bænke,
boliger, lygtepæle, skoler, rådhuse og stationsbygninger,
som er dejlige at opholde sig i,
smukke at kigge på,
hvad ville det så gøre ved os?
Ville vi tage farve efter det?
Føle os opløftede?

Indhold er essenes,
men form af afgørende for essens.

Serverer vi måske en afskyelig middagsret til gæster,
og siger, at det smager virkelig godt,
så gæsterne skal endelig ikke tage sig af det ulækre ydre?
Nej! For ingen har lyst til at spise noget,
hvis ikke det ser indbydende ud
– og i øvrigt dufter godt.

Kontorer
cubicles
kæmpe supermarkeder med rærlig belysning
og varer kastet ind på kæmpe stålhylder,
fortravlede medarbejdere, der uden øjenkontakt svarer:
– Hvis ikke det står på hylden, har vi det ikke!
Kassemedarbejdere,
der ikke kan give tilbage,
når der betales kontant,
for de kan ikke trække 136,50 kr fra 500 kr.
De er afhængige af kassens skærm viser dem,
hvor meget de skal give tilbage.

Ingen kan tælle op
fra 136,50 til 500 kr.
De unge lærer ganske enkelt ikke at tælle op.
Men de kan køre bil, have sex og gå på druk.

Tænk, hvordan det ville påvirke os,
at arbejde i et indbydende, hyggeligt og sjælefyldt kontormiljø
– og handle i midre, hyggelige minimarkeder
med flotte gamle træhylder
købmandsdiske
og ansatte i flotte forklæder eller kitler
med tid til øjenkontakt og personlig service.
Ja, hvor det faktisk derfor de var der i det hele taget.
Tænk,
om vi kunne afskaffe robotterne
og afsætte idioterne.

Tænk,
hvis vi åbnede de gamle posthuse.
Dem fra 1800’erne.
Med store prangende indgangspartier
granitsøjler
terazzogulve
– der duftede som kun terazzogulve dufter –
og kassekøer,
hvor folk talte sammen.
Hvor man kunne købe frimærker,
som let kunne klistres på breve og pakker,
som blev omdelt næste dag
enten med morgenomdelingen
eller med eftermiddagsomdelingen.
Post to gange dagligt,
leveret til døren.
På under et døgn.
To, hvis det var til Jylland og øer.

Lyden af et brev,
der blev gelejdet ind af brevspræken i entréen,
af postbuddet i rød frakke
med guldknapper
og stor flot kastet med emblem på.
Et håndskrevet brev,
med skønskrift
fra en bedstemor,
der boede i et smukt hus
med en smuk have.

Det er gået tilbage siden.
Vi kan ikke længere bygge, som vi gjorde.
Vi kan ikke længere skrive, som vi gjorde.

Tænk, hvis vi udviklede os,
i stedet for at afvikle os.

Jeg stemmer for den smukke bænk.