Vinni Gren Bonde

I går skrev jeg om kunsten at sætte relationer til hvile på respektfuld vis. Hvad nu, hvis vi kunne trække den en etage højere op. Det ville kræve noget af os, og jeg udfordrer gerne mig selv her.

Vi har alle været i selskab med et menneske, der taler dårligt om en relation, der ikke er til stede. En relation som vedkommende mener har optrådt tarveligt, og nu får den for fuld skrue.

Vi har alle selv været dette menneske.

Det ligger i den sociale kontrakt, at vi skal udvise omsorg ved at lytte. Være forstående og give råd.

Men behøver det at være sådan? I stedet for at bidrage til bad vibes, hvorfor så ikke hjælpe vennen?

Hvad nu hvis vi stopper mund-mudderet, inden det kommer i gang, så snart vi opsnapper færden af retningen og siger: – Det har jeg faktisk ikke lyst til at høre om, jeg vil meget hellere høre om dit nye job.

Få den stoppet og smidigt sneget over til et positivt emne, der højner vibrationerne i selskabet – og ikke mindst hos vedkommende, der er godt i gang med at trække det hele ned til at rigtigt ærgerligt niveau.

I øvrigt kan den forurettede have misforstået relationen, og så sidder man og er med til at tale urimeligt om en anden. Måske møder man dem en rum tid senere, hvor de er blevet gode venner. Så ville man ønske man aldrig havde hørt (og måske sagt) alt det skidt om vedkommende.

Vi alle kommer i situationer, hvor vi har brug for at vende noget angående en relation med én betroet person. Det kan være en psykolog, sin hund eller kæreste.

I selskab med andre vil det være god stil at parkere den problematiske relation (eller problematiske indstilling til relationen) udenfor selskabslokalet, og i stedet være nærværende med de mennesker der er i rummet. Det skylder vi os selv og hinanden.