Posts Tagged ‘håbløse hippieforældre’
De findes – dem, der gør en forskel
I en verden af et ødelagt (offentligt) system, vader vi rundt i det korthus, der allerede er faldet. Nogen snubler over resterne, andre leger ‘jorden er giftig’ på disse rester, og alle forsøger – mere eller mindre forgæves – at balancere i det, for at få hverdagen til at køre.
Alt imens forsøger systemet at insistere sig igennem med Apps, Alt-ID (=Altid), Mit-ID, digital post og digitalt helvede. Det er et cirkus. En klovneverden. Teknologi – der kan hjælpe os – bliver i stedet brugt til at gøre det besværligt for os. Og ikke mindst overvåge os, styre os.
Når noget hedder smart, er det faktisk sjældent særlig smart. Fordi noget er en ny version – eller ny generation – er det ikke nødvendigvis bedre.
Der findes dog ildsjæle, som vil noget i dette liv, i denne verden. I dag har jeg mødt tre af slagsen, og klokken er endnu ikke 18. To af dem arbejder tilmed i hjertet af dette klovne-system.
En lægesekretær fra hospitalet ringede til mig, fordi mit nummer stod på en lap på hendes computer. Jeg står nemlig på ‘evnesvagelisten’ (læs: jeg har ikke Mit-ID) og kan derfor ikke betjene mig selv via en App, der netop kræver Mit-ID. Den lap blev ikke bare krøllet sammen eller overset, hun huskede at ringe, som hun havde lovet, så jeg kunne få hjælp uden brug af App.
En tandlæge til Kurt – som vi var henvist til, efter vi havde været hos den almindelige børnetandlæge først – imødekom vore ønsker (= værdier) om, nul røntgen og kun periodisk brug af flour-tandpasta. Hun læste ikke bare op af sin tekstbog fra tandlægehøjskkolen, med en løftet pegefinger. Hun lyttede faktisk til os og fandt en vej igennem, så Kurts tænder bliver tilgodeset og vi imødekommet.
Dette, uden at Kurt skal føle sig behandlet som et mystisk og mistænkeligt tilfælde af håbløse hippie-forældre. Nogen, der sikkert både er konspirationsteoretikere, lidende af el-allergi og går i hjemmestrikkede uld-underbukser farvet i rødbedesaft. Sådan som vi let kan blive opfattet, når vi interagerer med behandlere i systemet, og ikke bare stikker armen frem og tager imod what ever de mener vi skal fyldes med.
I Kvickly var der en kassedame, der var så glad for sit job, at hun smittede alle omkring sig med sin formidable service. Hun næsten sang af begejstring over at servicere kunder, og folk i køen smilede og så en del mere levende ud, end folk i køer ellers gør.
Den kvinde havde tydeligvist besluttet, at dette job skulle være hendes yndlingsarbejde, og alle betjent af hende skulle have et løft. Det skal jeg love for vi fik.
Man bliver jo glad af den slags mennesker. De gør en forskel, det akkumulerer, og vi går rundt og løfter hinanden. Det er faktisk en ret fed fornemmelse.
Som hippieforældrene ville sige: Det højner frekvensen.
